heð

233

hef

heðankváma, /, rejse herfra, undslippen herfra, Hæng II 7.

1.  heðinn, m, skind, skindpels, es i h-in hvern handar væni, under enhver pels kan man vænte en (kraftig) arm, Hávm 73 (jfr Saxos: vili interdum amiculo validas subesse manus / 285); heðna (Þórir), ensbetydende med tilnavnet flik tí/ Þórir, Játg; síðr h. Refr 5, 2.

2.  Heðinn, m, (egl identisk med foregÃ¥ende og oprindelig tilnavn), den berømte sagnkonge, Hilds mand, og sø-konge, Hjarrandes sön (jfr SnE I 432— 36), Rdr 10, Hl 23 a, H-s kvón, Hild j: kamp, Krm 4, vón H-s kvpnar Oiz sv 2, H-s man, d. s., H-s manbing, Hilds ting, kamp, ÞjódA 1, 8, H-s meyjar Týr, kriger, Hfr 3, 17, H-s mála Ht 49, H-s snót Grett 2, 4, H-s snótar þingmót Sturl 1, 1, H-s leika (ved rettelse) HÃ¥lfs IV 3. I kenninger, for kamp: H-s byrr Vell 22, H-s drifa Vol 11; H-s rekkar = Hjaðn-ingar, deres bekkdómr, kamp, Hfr 3, 11,

— for skjold: H-s gótt Nj 6, H-s veggr Vell 23, H-s bóga rauðmáni Vell 7, — for hjælm: H-s reikar faldr (rettelse for folk), H-s reikar faldfurr (jfr leikr), sværd, Vell 37, H-s reikar skól (skálleikr), Pdr 11,

—  for brynje: H-s serkr Hfr 3, 13, H-s váðir Vell 30, H-s fit Hróm 2, — H. Hjörvards sön, broder til Helge, HHj 31. 33. 34. Jfr S kart-, ulk

Heðinsey, /, Hedinsø (Hiddensee ved Rugen), Hhund I 22, Þul IV bbb 7.

heðra, adv, her, Steinn 3, 6, Herv II 5, Gd$ 49. Jfr hiðra.

hefð, /, værdighed, hæder, h-ar vinna, udmærket arbejde, Anon (XIII) B 50.

hefill, m, egl 'som hæver, løftef, de bånd, hvorved sejlet kan sammensnores og løftes, idet de stikkes igennem huller i sejlet (jfr Falk, Seew 68), Pul IV z 7, h-s marar, skibe, ÞGísl 2.

hefing se hæfing.

hefja, (hóf, hafinn, fem. hafið analogiform), 1) hæve, løfte, h. e-n at lopti, om en der hænges i galge, Yt 10, Volundr hófsk at lopti, svang sig op i luften, Vpl 29, h-ask i fjall, flyve op i, Merl I 26, h. e-n til himins SnE 1288, víf hafit í vagna, løftet op i vognen (interessant udtryk, der hænger sammen med vognens indretning), Gudr II 35, h. (hurð) frá hliði, løfte dören fra doråbningen, Fj 10, h. af hvera, løfte kedlerne af (ilden), Gri 42, hófsk hver af herðum, løftede kedlen af sine skuldre, Hym 36, hófsk hver upp á hpfuð Hym 34, h. ættar ask upp í Goðheim, tage sonnen op til gudernes hjem, St 21; h. sveit yfir sféras øfri LU 72, h. blóð yfir himna hæðir Lil 67, h. sér at armi, løfte, tage, op i sin favn, Sigsk 4, h. upp róg-segl, løfte skjoldet (til kamp), Vell 7; h. gnipur ennis, løfte øjenbrynene (til tegn på glæde; ved rettelse), Eg Lv 14, h. augu af e-m, tage ojnene fra en, Korm Lv 4, hæve, løfte, bære, om bølgerne, der bærer på sin overflade, hana munu

h. bórur Sigsk 62 jfr Ghv 13, upersonl., vandar dýr hóf at landi Vell 20; — part. hefjendr Hlakkar tjalda, skjoldenes bærere, Grett 2, 9, — hafit (det løftede, men jfr kommentaren) fellr Ht 20. — Med gen., h. handa, (for at) foretage sig noget djærvt, godt, Nj 12. — 2) hæve, løfte (især med hensyn til hæder), hófsk hlýri ÞjóðA 2, 3, h. hoddstiklanda, göre anselig (af udseende), Ht 39, h. helgan stað Merl II 59, h-ask af gunni Pjsk 1, 1, vegr hófsk með sigri Rst 20, jfr hófsk þú stórum (hds hostv), du hævede dig, viste dig stolt, overmodig, Am 97. — h. ór heiðnum dómi, løfte en fra hedenskabet, døbe, Sigv 13, 11; h. e-n frá fjónum, befri en for (ens) had, Arbj 11; — h. ut, bære en ud (til graven), begrave, Am 102. — 3) begynde, h. hróðr ESk 6, 9, rekstefju tekk h. Rst 1, h. heitstrenging-(ar) Jorns 11. 12, leyfð hefsk PKolb 3, 8, hófsk freistni svá PI 13, h. Rómfor Nkt 27, h. upp íðn Hsv 99, upp vas hildr of hafið (-in) Hák 2, starf hófsk upp Porm 1, 1; herðiþundr mun hef jask, vil fremstå, Nj (XII) 5; hertil må henføres: skopt hófu b rinna Haustl 13; — h-ask upp, fjærnes, upp hófsk angr Jór 4.

Heílir, m, søkonge (måske s. s. Hemlir Pul IV a 2), H-is hestar, skibe, Krm 5.

hefna, (-ða, -t), hævne, absolut, síðr þú hefnir Sigrdr 22, ef hann ynni hefnt, hvis han kunde udføre hævn, Am 89, skjótt munat hefnt Kveld; som oftest med gen. af den persons eller den sags navn, for hvilken hævnen tages; tilföjes så betegnelse for den person, på hvem hævnen udføres, står den i dativ, h. Gamla Glúmr Lv, h. Gríms VGI 11, h. foður Gri 17, Grip 9, Vsp 55, ísldr 5, h. bróður Fáfn 33, Isldr 8, h. sefa Hhund II 10. 11, h. spors Yt 8, h. bess Hyndl 29, h. morðs Hamd 11, h. vigs Grott 22, h. sára Porm 1, 8, h. e-m sára Porm 2, 1, h. dauða Hhund II 33, h. harma Rdr 3, Vpl 28, h. hlýra harms Reg 10, h. heiptgjarns hugar, tage hævn for det forbitrede sind, sindelag, Brot 11, hvis ikke gen. her betegner hævnens udspring ('en hævn skal tages med eller ud fra mit hævnlystne sind' jfr unna alls hugar), h. Jormunrekki systur Ghv 5, bess skalk h. heiptar hvessi Nj 18; hverr mun heipt Heði hefnt of vinna, hvem vil, ophidset i sind (heipt dativ), hævne (Balder) på Hod, Bdr 10, h. á e-m GpngHr 1; — med. h-ask, hævne sig, Hsv 67. 94. — Part. h-andi, hævner, h-endr Blóðaxar, Blodøkses hævnere, sönner (jfr hefnir), Eyv Lv 1, h-endr Haralds PjóðA 4, 26.

hefnð, /, hævn, h. Hóvars, hævnen efter H, Porm 1, 1, h. foður Reg 15, Vell 10, h-ir brceðra Ghv 5, men h. hersis, udøvet af hersen, Skall 1, 1, vinna h., udføre hævn, Hhund II21, hyggja at h-um Hym 3, ráða til h-a Sigsk 22, h-ir vevðe/Oddrgr 19, Tindr Lv 2, efna h. Skall 1; h. léttari til sátta er næppe rigtigt, udtrykket