heið
235
heil
sin hæder, anseelse, Yt 37 (J/r Bugge, Bidrag 138).
2. heidr, m, skjoldnavn (egl. 'den lyse, klare', og egl. identisk med adj. 5. heiðr), Pul IV r 3.
3. Heidr, 1) /, sejdkvinde, = Gollveig, Vsp 22. — 2) m, en jætte(?),Hyndl32; H-s hronn, skjaldedrik, digt, HÅsbj.
4. heiðr, /, hede, lavt fjæld, Pul IV æ
2, af h-i komnir Akv 32, h. rastar breið PjódA 1, 7; á h-i Gldr 1, und h-i (ved rettelse) Korm Lv 30, of h-i Bbreidv 6, Evids 1, PjóðA 4, 6; of h-ar Korm Lv 9.
— / kenninger: h-ar bær, himmel, Leid 32, h-ar hjalmr, d. s., Likn 9 (se hjalm-spennandi), h-a salr ESk 6, 7, h-a tjald Likn 12, — h-ar hœna, fjœldhöne,rype, Bót, h-ar lax, slange, Ragn I 1\ h-ar boskr d. s., miskunn h-ar boska, sommer, Hard 14, h-ar jótr (kindtand), sten, III 2,
— h-ar hlÃð-jofurr, jætte, dens galdr, guld, (j/r hlÃðrÅ“kjandi), ESk 13, 2, h-a Fenrir, jætte, Bergb 1, — humra h., søen, EQils
3, 17, móva h., d. s., Vigl 19, — leista h., sokkens hede, gulvet (hentydning til Gnita-heiðr), PjóðA 4, 15. J/r Dun-, Gnita-.
5. heidr, adj, klar, lys, tindrende, om himlen, h. himinn Vsp 57 (v. L), Sigv 11, 6, Hårb 19, Steinn 3, 17, om solen, dagen og stjœrner, h-ð brúðf himins O ri 39, h. dagr Sigsk 55, h-ar stjornur Vsp 57, LU 93; — om armen, h-ar vala leiðar, lyse arme, Ht 48; om andre ting, h. orðrómr, lysende ry, Ht 14, h-ð gjof, lysende, udmærket, gave, Ht 28; h. at Hildar veðri, lysende, munter, GDropl 4, h-ð hirð Sigv 2, 2. J/r sol-.
heidra, (-aða, -aðr), hædre, h. mann með ofri LU 36, þinn ástvinr h-ask Gd 3, h-aðr Gd 27, h. à hróðri Gd 24.
heidrekr, m, jættenavn (egl. '/jæld-konge'), Pdr 18. — Som egennavn, kong Heidrek, Herv III 11.
heidrsmadr, m, hædret, anset, mand, Mv I 4, Gd 74.
Heidrun, /, Valhals ged, Gri 25, Hyndl 46, Pul IV bb 2.
heidskirr, adj, klar (som den sky/ri himmel), lysende, h-t lif beima, om jom-/ru Maria, Mdr 11.
heidskr, adj, /ra Hedemarken, y. 1. til heinskr OU 2, 16.
heidstallr, m, himmel (a/ heið n.), hilmir h-s, gud, Likn 25 (j/r heiðtjald).
heidsæi, /, hæder, ære/rygt (a/ heiðsær), drýgja h., op/øre sig så, at man erhvær-ver sig andres ære/rygt, ud/øre hæderfulde handlinger, Yt 38; halda h. Hsv 5. J/r Detter, Arkiv XII, 211.
heidsær, adj, egl. 'set på med hæder, ære/rygt', hædret, h. konungr Jgkull 2 (j/r S. Bugge, Bidrag 129, men ordet behøver aldeles ikke at have nogen kristelig betydning eller /arve).
heidtjald, n, 'hede-, /jældtelt' (-tag), himlen, hilmir h-s, gud, Likn 25, den rigtige læsemåde er dog vist heiðstallr,
5. d.; h-s jofurr (her ved rettelse), d. s., Likn 2.
heidum-hør (-hæri), Yt 37 se 1. heiðr.
heidvanr, adj, vant til den lyse, sky/ri lu/t, om Yggdrasil, Vsp 27; j/r Bugge, Studier I 492.
heidþegi, m, 'lön-modtagef, som modtager Ion /or sin tjæneste, især om fyrsters mænd, Sigv 2, 6.
heidbornir, m, (således j: heiðor- to hds, heiðþyrnir to, heiðyrnir ét, som kan være d. s.), navn på (den nederste) himmel, Pul IV //. Navnet er vist dannet a/ þorrinn, 'den hvis blå /arve (heið) er forsvunden', skybedækket.
heil, /(?), blandt hugar heiti, Pul IV zz.
heilabyrdr, /, 'hjærne-byrde\ hoved, hoggva h-ar Anon (XIII) B 21; kennin-gen er imidlertid ikke god, og man kunde /ormode /ejl /or halsa byrðr.
heilagleikr, m, hellighed, Gd 65.
heilagliga, adv, på hellig vis, ved hjælp a/ et helligt middel (et slags 'gudsdom') eller /uldstœndig(?)\ sykn emk orðin h. Gudr III 9.
heilagr, adj, hellig, vedrørende gudferne) og gudedyrkelsen, hvad enten hedensk eller kristen, helgar kindir, hellige slægter, guderne, Vsp 1, blóta h-og goð Ragn II 6, h-t tafn, om Balders lig, Hiisdr 9; land es h-t, om gudernes land, Gri 4, h-t vé, om Valhal, Hyndl 1, h-ug valgrind fyr helgum durum, om Valhals dor, Gri 22, h. skutill, om guders bord, Haustl4, h-ug votn, hellige elve, om elve, der strammer /ra eller igennem gudernes land, Gri 29; noget lignende må gælde de h. vptn, der hnigu af himinfjpllum Hhund I 1 (dette er måske kun et mekanisk lån /ra et ældre digt, Gri?), h. steinn, hvorved eder svores, Gudr III 3, h. mjoðr, vistnok skjaldedrikken, Sigrdr 18, j/r h-t full Hrafnásar Re/r 2, 2; endelig bruges h. om verdenstrœet, h. baðmr Vsp 27 (samt som v. 1. til Vsp 19); h-ug mork Herv V 2, h-ug hjúpa, goðum signuð Ragn VI 3; når der Fåfn 26 skrives heilog fjoll, er dette uden tvivl blot en — ikke usædvanlig — skrivemåde /or hélog; — kristelig betydning: h. dróttinn Sól 23, h. Kristr Ód 28, h-t skopt, om Kristus, Sigv 12, 28, h. (guð) Steinn 3, 1, helgra (her denne /orm) þjóða Gd 10, h. andi Sól 75, LU 30. 68. 90, h-ug fold, himlen, Am 6, 18; h-t veldi, kirken, Mark 1, 27, h-ug Róma Mey 18, h. siðr ESk 6,3, helgir dómar, relikvier, Mark 1, 12, /v 2; h-ug smurning Gd 62, h-ug ganga, procession, Gd 35, h. viðr, korset, ESk 6, 65, helgar bœkr Sól 70; h-t fall, /ald, død som bevirker hellighed, Drv (XI) 11; om helgener, helgir (menn) LU 61. 62, allir helgir EGils 2, 3, h. konungr, Ola/, Plo/t 3, 8, ESk 6, 9, enn helgi gramr PjódA 2, 3, h. hilmir ESk 6, 41, Óláfr enn helgi ESk 6, 69. Ntr h-t, segja h-t Sigv 3, 4. J/r all-, ginn-, gunn-, sann-, stall-.