heipt
239
heit
stod, Sól 13, h. 6x Hniflungi Am 88, muna h-ir Sigv 5, 4, muna lengi liðnar h-ir, fjendskab opstået og øvet i fortiden, Hsv 71, gjalda h-ir, vise sin (næppe: gengælde andres) forbitrelse, HolmgB
13, Qudr II28, Hav 7, /v 32, gjalda harm h-um, gengælde den forvoldte sorg med forbitrelse, Sigrdr 12; deila h-ir, bekæmpe hinanden som bitre fjender, Hhund 145, II 23, hvetja h-ar, til (at vise) bitterhed, Brot 3, kveðja e-n h-a, udæske til fjendskab, behandle en sÃ¥ at ens vrede vækkes, HÃ¥vm 151, hvetjask af h-um Sigsk 10, virða h-ir Eg Lv 22, rækja h-ir Porm 1, 7, reknar h-ir, hævnet forurettelse (der har voldt bitterhed), Sigv 3, 20, bregða blÃðu skapi til h-a ESk 6, 58, verðr kveðit at h-um, min forbitrelse vil vise sig stor (stærk), Þmáhl 9, gor varð h. Bjarni 1, h-ar hvessir Nj 18, heptandi h-ar PmÃ¥hl
14, h-ar hnekkir PI 26, h-ar strangr, om Magnus d. gode, Sigv 11, 10, h-ar gjarnir Rst 21, sakar ok h-ir Sigrdr 36; h-ar rón Sigv 11, 4. — 2) også om den — under kampen — opblussende sindslidenskab (kampiver, jfr reiðr og reiði), af h-um Eg Lv 40, h-um (rettelse for h-a) Hfr 2, 3, við h-ir tsldr 25, h. en harða Jóms 30, h-ar hvattr fóms 22, h-ar mildr ESk 6, 32, h-ar nýtr, dygtig i kamp, Hókr 6 (hvis der ikke her skal konstrueres heita á e-n h-ar, /// forbitret kamp) jfr forskellige af de med heipt sammensatte ord, h-ar fusir þjófar, skadelystne tyve, PI 13. — 3) særlige steder: hrisungs h., den uægte fødtes forbitrelse (der voldte Braut-Qnunds død), usikkert hvad der menes, Yt 26; — skipta h-um, afgöre stridigheder ved straffe, PjódA 3, 24, — h-ar herkall, råb om fjendtlig hærs ankomst, Ótt 3, 4; — h-um skal mána kveðja, man skal påkalde månen ved (under tilstedeværelse af) forbitrelse (en andens? had), Håvm 137, — vinna hefnt Heði h., tage hævn over Höd i (el. på grund af) forbitrelse mod ham (h. altså dativ), andre retter h. til heiptar Bdr 10. — h. at meiri verðr holða sonum, at pann hjalm hafi, kan opfattes på flere måder: 'det at have den hjælm (skrækkehjælmen), bevirker forbitrelse hos dens indehaver', eller: ldet at have den hjælm vækker bitterhed, fjendskab, hos andre' (mod dens indehaver); det er snarest den förste opfattelse, der er den rette; tanken må da (i hele verset) være: „du afstedkom megen larm og viste kraftigt mod, ti de, som har skrækkehjælmen på, bliver altid så forbitrede i sind, men det er ikke sagt at det altid hjælper dem synderligt", Fáfn 19. — 1 det følgende anføres forskellige sammensætninger med h. (i gen,), hvoraf nogle måske burde opfattes som to ord.
heiptarblóð, n, blod udgydt af fjendehånd, Sturl 4, 24.
heiptarboð, n, fjendtligt budskab, Gautr II 0.4.
heiptarfullr, adj, fuld af forbitrelse, ÞormÓl 2, 1.
heiptargjarn, adj, begærlig efter hævn, strid, Nkt 13 (om Erik blodøkse).
heiptarorð, n, forbitrelsens ord, vredes-ord, Hsv 53, ÞormÓl 1, 1.
heiptbráðr, adj, hurtig, hidsig til lidenskabelig færd, j: kamp, Hfr 1, 7, Steinn 3, 12, Hl 3 a.
heiptfikinn, adj, ivrig efter kamp (jfr det foregående), Hfr 3, 28.
heiptgiarn, adj, s. s. foregående, h. konungr Pfagr 6; h-gjorn kona, lidenskabelig kvinde, heftig, måske hævnlysten, Sigsk 31, h-s hugar, (abs. gen.) med et sind tilbøjeligt til forbitrelse (forbitret hævn), Brot 11 (jfr hefna).
heiptglaðr, adj, munter i kamp, ESk
1, 1.
heiptkviðr, m, forbitrede ord, udtalelser, háði leiddr né h-um Arbj 21.
heiptmildr, adj, villig til kamp, h. Sig-valdi Jorns 12.
heiptminnigr, adj, 'kamp-ihukommende\ krigersk, BjH 8, Qrettis 20.
heiptmóðr, adj, ophidset af forbitrelse, om Gunnar i ormegården, Akv 31.
heiptmpgr, m, fjende, i pi. HÃ¥vm 148.
heiptrækr, adj, som forfølger sin forbitrelse, hœvngœrrig, h-t hpfuð Yt 33.
heiptsnarr, adj, rask i kamp, Hallv 3.
heiptugligr, adj, forbitret, hæftig, h. sóttar brÃmi St 20.
heiptyrði, n, forbitrelsens ord, forbitrede ord, Fåfn 9, Am 88.
heiptprr, adj, rask i kamp, Jorns 42.
heit, n, 1) løfte, bregða fostu h-i Alv 3, rjufa h. Sigv 11, 10, strengja h. Porm
2, 7, Jorns 14. 43, h. haldask Ólhv 2, 4, efna h. Jorns 43, vindask i h-um, blive vrang i, bryde, sine løfter, Ry 11. — 2) trussel, reka kold h., forfølge sine kolde, bitre, trusler, lit 17 (her om fjendskab mod guldet), h. dvÃnuðu Am 6, 8, h. ok hótun Eg Lv 17; sÃ¥ledes mÃ¥ ogsÃ¥ Am 19: hugðak af h-um forstÃ¥s, 'af dens trusler1 o: truende færd.
1. heita, (hét, heitinn), 1) kalde, hidkalde, h. e-n at runum, hidkalde en, opfordre en, til fortrolig samtale, Sigsk 14. 44, Ghv 12; om det modsatte, h-ið mik heðan, opfordr mig til at begive mig herfra, jag mig bort, Lok 7, vask h-inn ut, adgang blev forbudt mig, Sigv 3, 8; hétk verðgjafa, tiltalte (drak til), Am 5, 1; — med á: h. á e-n, opfordre en, ægge en (til bistand eller lign.), hét á Há-leygi o. s. v. Hak 3, Ulfr hét á oss Steinn 2, hét á drengi Hókr 6; pÃ¥kalde (gud eller lign.), ek heit á pik Kolb 2, 8, á goð skal h. Sol 27, h. á Óláf ESk 6, 54; med til: h. til Hóla gætis, mÃ¥ske betyder dette dog: gore løfte til, men meningen bliver den samme, Gd$ 52. — 2) give navn, kalde, fyrðar hétu mik Loðbrók Krm 1, h. e-n hofuðskáld ESk 6, 12, Kné-frøor vasvh-inn Akv 1, of h-inn es Yt 37; hétu mik hóglÃfan Pmáhl 14, morgin