heit                                                            240                                                          heldr

hétu o. s. v, Vsp 6, jfr 20. 22, O ri 49, Reg 18, vilt heitinn horskr Hávm 63, vándr munk heitinn Grip 40, of h-in vas gjof golli betri Arbj 9. — 3) det oprindelige medium (i præs.) heiti, 'jeg kalder mig\ jeg nævnes, jeg hedder, (impf. hét o. s. v.), h-ir Óláfr ESk 6, 7, ek h. naðrstunga Gunnl Lv 3, Gangráðr ek h. Vafþr 8, Atli ek h. HHj 15 o. s. v., hét fjolgegn Sigv 11, 4, h. hjóna nafni, bære navnet ægtefolk, Sigsk 68, h. oðrum nofnum Rp 25, nauðsyn h. Líkn 8; Vask, kalde sig, nævne sig, Gri 46. 54. — 4) absolut eller med dobbelt (enkelt) dativ, love (en noget), hétk ok efndak Oddrgr

10,  bats réð h. Am 104, þás bér heitit vas Alv 4, an hézt monnum Sigv 11, 8, h-ið mér því GSúrs 16, h. e-m fogru HÃ¥vm 130, h. for, ferð Grip 35, Am 7, hét hvÃ¥r-igri hvílð Grott 2, h. seggjum likn Has 5, hans bróðir hefr h-it mér góðu Gráf

11,  hétumk fogru, jeg lovede mig (væn-tede) alt godt, Eg Lv 43, heitr at unna Mdr 21, heitit lifs land, forjættet livs land, Nik 2; nær an h-in væri, end om hun var mig lovet, Hfr Lv 3, h. e-m meyju Hhund l 18, h-ask e-m, trolove sig med en, Sigsk 39. — 5) om det onde: 'love en ondt, j: true en med noget; hét ek þér horðu Am 81, h. bolvi Hyndl 50, hétusk reka, de lovede, aflagde løfte om, at ville fordrive, Jorns 12, h-ask fljóta, truer med at flyde, Korm Lv 42; h. Hamd 22 i uklar sammenhæng.

2. heita, (-tta, -ttr), hede, koge, brygge, h. ol Hym 3, þú est olðr of heitt Hym 32; medium, 'blive brændt, báli heittisk SnE II 224.

heitan, /, trussel, h. þjóða Gd 39.

heitbyrr, m, bör, som man kunde ønske sig, god medbör (jfr óskabyrr), Eforn.

heitfastr, adj, som holder sine løfter, Ht 35, ESk 6, 64, Has 45.

1.  heiti, n, navn, Rp 36, Nj 15, Nkt 43, Merl II 97, hersis h. Ht 27, h. volsungs Am 6, 16, h. þjóðkonungs, navnet hovedkonge, Ht 12.

2.  Heiti, m, søkonge(navn), Pul III 1, IV a 3, H-a konr, Heites ætling, Am 1, 2. I kenninger, for sø, H-a fannir Styrk-Ã¥rr, — for skibe, H-a blakkr, ESk 11, 8, H. hrafn ESk 12, 11, — for skjold, H-a dýrblik Hfr 3, 20.

heitkona, /, lovet kvinde, fæstemø, Korm Lv 21.

heitleikr, m, varme, h. lifs LU 11.

heitr, adj, hed, varm, epitet til ilden, Gri 1, Akv 19. 41. 42, Hamd 24, Sturl 3, 10. 5, 11, om helvedes ild, Sigv 13, 25, jfr eldi h-ari Håvm 51, — til blodet, h. sveiti Hfr Lv 15, Krm 6, Korm Lv 63, heitt unda gjalfr Krm 4, h-tt hjartans blóð LU 85, jfr h. valkostr Mark 1, 19, heit und Steinn l, 3, — om den smæltede metalmasse, heitt goll Skall 2, — om kærligheden, h-ust ost, til gud, Gd 56; unna heitt Gd 10. Jfr brenn-, jafn-.

heitrofi, m, løftebryder, Arbj 13. heitstrenging, /, höjtideligt løfte, Jorns

11.  12.

Heibér, m, høg, Pul IV ss 1. Jfr Heimþér.

heiþróaðr, adj, Arbj 10, kan opfattes som heiðþróaðr, af heiðr, hæder, og part. þróaðr (til broask, at trives), som har vokset sig stærk ved hæder, hædret.

1.  hel, Hel, /, 1) oprindelig de dødes hjem, graven eller dødsriget, sÃ¥ det (kvindelige) væsen, der tænktes at styre dette; de steder, hvor ordet optræder som egennavn, er omtrent følgende: H. býr und einni (rót) Gri31, salir H-jar Vsp 43, hosair H-jar Eg Lv 5, H-jar rann hótt Bdr 3, H-jar sjpt Fj 25, þik H. hafi (eller h. = døden) Fáfn 21, haldi H. þvís hefr SnE I 280, hefr H. halfa Am 55, H-jar diskr, sult, SigvSt 2, H-jar askr, d. s., Anon (XIII) B 38, H-jar epli, døden (eller h-jar?), det mytiske grundlag for denne betegnelse er ukendt, PBrún 1, ríða til H-jar Sigv

12,  1; om genstande tilhørende Hel se SnE II 494. — 2) dødsriget, døden, i h-ju, om navne dér se Alv 14. 18. 20. 26. 32. 34; deyja ór h-ju, om en mystisk død, Vaffir 43, hafa i h-ju Am 51, hvilask i h-ju Pjsk Lv 6, visa heim i h-ju Anon (XIII) B 53; bíða h-jar St 25, fara til h-jar FÃ¥fn 10. 34. 39, ganga (til) h-jar Helr 8, Am 97, sofa i h. Mhkv 8, falla til h-jar Gri 28 (om elvene, der strammer til hel), snúask til h-jar, om det samme, Gróg 8, koma e-m i h. Lok 63, drepa i h. Am 41, HÃ¥rb 27, lemja til h-jar Am 43, færa til h-jar HjÃ¥lmp IV 19, senda h-ju Am 56, gefa h-ju ÞjódA 4, 25, selja h-ju (ved rettelse) Hl 3 b; koma ór h-ju Bdr 2, segja ór h-ju Bdr 6, leysa or h-ju Reg 1, vitja ór h-ju Qhv 19; horfa, snugga til h-jar, mod dødens hjem (j: mod nord og nedad), Heidr 23, Ski 27; h. ló frelsi, berøvede friheden, livet, Valg 8; følgende steder mÃ¥ ogsÃ¥ denne almindelige betydning antages: h-jar reip, dødens bÃ¥nd, Sól 37, h-jar grind Sól 39, h-jar hrafnar Sol 67, h-jar bygðir Lil 61, h-jar meyjar, dødens tjænerinder, sygdomme, ulykker, Sól 38. — 3) / kenning for ild, h. kastar Bkrepp 1. — 4) som egennavn pÃ¥ Olaf d. helliges økse, Am 3, 10 — / kenning: H-jar sónn (se són-viðr), kamp, EGils 3, 19. Jfr nifl-.

2.  Hel (skr Hæl), /, ø (ved Norge, mÃ¥ske Heløen pÃ¥ Agder, Munch, Annaler 1846 s. 92), Pul IV bbb 7.

Helblindi, m, 1) Lokes broder (oprl. Loke selv, 'dødsblinderen\ som bibringer, hidfører, dødens blindhed), findes kun SnE I 104. — 2) navn på Odin (jfr Her-blindi), betydningen den samme, Gri 46, mulig dog ligefrem skrivefejl for Her-.

helblótinn, Pdr 20, uden tvivl skrivefejl for her-, s. d.

heldr, helzt, adv, 1) hellere, mere, som modsætning til noget tænkt (men noget som sammenhængen tydelig viser) eller