helm                                                          242                                                            hept

// a 6, með harðán h-g Mark 1, 28, ráða mestum h-i ESk 1, 1, h. Egils raufsk Gisl 1, 6, h-i bautt hanga Valg 4, h-s oddr, anfører for skaren, Mark 1, 5.

helnauð, /, dødelig nød, sorg, h. es bat Eg Lv 10; dødelig sygdom, forðumk vætr h. Korm Lv 62.

helpallr, m, Mels bænk, falla á h-a, dø, Sprlp.

helreginn, m, blandt jættenavne (egl. 'dødvolde/), Pul IV f 2.

helsi, n, halslænke (af hals), h-is valr, hest med halslænke, som kun kan bevæge sig i kres om töjrepœlen, hafa vófur h-s vals, gå som en sådan hest, Eg Lv 44; — Karmtar h., havet, ESk 13, 12.

Helsingjar, m. pi, indbyggerne i Hel-singland, Krm 4.

helsingr, m, 1) gåse-art (anser leucop-sis, af hals, på grund af den hvide hals-stribe), Pul IV xx 1; jfr blóðhelsingi. — 2) navn på sværd, Pul IV l 8.

helsisæmr, adj, præglig udseende ved sit halsbånd (helsi = men), Korm Lv 4.

helstafir, m. pi, egl. 'dødbringende runer", ljósta e-n h-um, bevirke ens død, HHj 29.

helstríð, n, dødskamp, þá er h. mæddi, da dødskampen udmattede, o: Kristus, LU 55.

helta, (-ta, -tr), gore halt, hestar h-isk Bos 6.

helvegr, m, vejen til Hel, dødens rige, troða h-g, omkomme, dø, Vsp 52, ganga h-a, d. s., Qrv IX 52, á h-um Vsp 47, visa hofði á h-u, vende nedad — ned i jorden*— med hovedet, Heidr 7.

helverkr, m, dødssygdom, fáa hættan h-k SnE II 222, Merl II 36.

helviti, n, helvede (i kristelig forstand), hræðask h. Hfr Lv 28, i svprtu h. Sigv 13, 16, opit h. LU 20, h-is járnhlið Lil 61, stiga til h-is, om Kristus, Likn 22.

helzti, adv, egl. helzt til, altfor stærkt (også med omlyd hølzti), h. stinn hpgg Korm Lv 54, h. harðr Eg Lv 8, SigvSt 2, h. forn Mhkv 8, h. góðr Nj 14, h. snjallir Hhund II 24, h. brått Qrett 1, 6, h. mjok Mhkv 28.

Helþjófr, m, fingeret navn, Frþ II 3.

Hemingaborg se Helminga-,

Hemingr, m, H. Håkon jarls sön, H-s bróðir Hókr 8; stavelsen hem-'s korthed er her rimbestemt. Jfr Hæm-.

hemia, (hamða, hamiðr), hæmme, stanse, Haki hamði gotna geirum, stansede dem ved spyd, dræbte dem, SnE II 226.

1.   Hemlir, m, søkongenavn (mulig af hamla, f), Pul IV a 2; H-is hestar (v. 1. til heflis), skibe, Krm 5.

2.  hemlir, m, blandt skibsnavne, Pul IV z 3 (sikkert af hamla, f).

henda, (-da, yngre -ta, -dr, yngre -tr), 1) gribe, fange (af hond), h. hrein í þá-fjalli Håvm 90, h. hermenn, få fat i for at dræbe, Am 5, 10, gótt vas at h., d. s., PHjalt 2; samle, h. mula, samle krummer, Mhkv 11, h. griplur, samle

småting, Mhkv 1; — h. hverjar stundirr gribe enhver time, Has 14; h. líf í eldi brendir, få liv igen, Gd$ 41; h. gaman at e-u, samle, have glæde, moro af noget, Mhkv 1: — ræsir h-i rip, kongen nåde til, men rigtigere læsemåde er vel rendi, Rst 28. — 2) vederfares, hænde, hvor det, der hændes, enten står i nom. eller acc, h. mik óteitan (nom. eller acc?) Jorns 3, bat happa er henti heiðrs vinnanda EGils 3, 21; slíkt ætlak nú h. mik Mhkv 10, er (acc.) på giptu hendi Gd 6; hendir slikt Gdfi 65. — 3) kaste, er ek henta smábprnum Frþ II 3; hendusk heiptyrði, enten: 'kastede vrede ord indbyrdes' eller: 'modtog hinandens vrede ord\ Am 88.

hendifylginn se fylginn.

hendilangr, adj, tjænstvillig, h. e-m Sigv 5, 7.

hendir, m, 'kaster, udslynger1, h. loga oldu, som uddeler guld, gavmild mand, Ht 17, h. fjarðar loga, d. s., Has 26; — ordet kunde også betyde 'erhværver, samler'.

Hengikepta, /, jættekvindenavn (egl. 'med nedhængende kæbe"), Pul IV c 2; v. 1. er hengikjapta. Jfr Hengjan-.

Hengikeptr, m, navn på Odin (egl. 'med nedhængende kæbe\ v. 1. -kjoptr), Pul IV jj 4. Jfr SnE I 376 (H. som gav Frode kværnen).

hengiligr, adj, leddeløs (om en uduelig, mager person), Mani 5.

hengiskafl, m, snedrive, som ligger på en afsats og hvert öjeblik kan styrte ned, h. hauka stols, armens (nedhængende) sne, armring af sølv, StjO I 4.

hengivákr, m, blandt fuglenavne (skr. hængi, æ = e, næppe omlyd af á), Pul IV xx 6.

hengja, (-ða, -ðr), hænge, h-ðu á súlu, hængte på en söjle, Am 5; vesa hengðr, blive hængt, Bkrepp 2.

Hengjankjapta, /, vistnok = Hengikepta, Pdis 2.

henta, (-ta, -tr), passe, hosur h. fótum Gd 34.

hepni, /, held (af det følgende), Porm l, 5 (ved rettelse).

heppinn, adj, egl. fuld af hopp, held, heldig, Am 2, 11, Tannr, h. heimstýrir, gud, Leid 14; h-nar sýjur, heldige skibe, Ht 38. ffr all-, orð-.

hepta, (-ta, -tr), binde, stanse (af hapt), h. orðreyr, stanse ens tunge (ved at skære den ud), Ótt 2, 17, h. máltól ESk 6, 19 (v. L), h. Hengjankjoptu, stanse, dræbe, Pdis 2, h. viking, stanse, göre ende på (andres) plyndrerier, Mark 1, 8, h. gloepi, stanse forbrydelser, Gd$ 6, brodda flaug vas litt hept, var i fuld gang, Hfr 3,4, heptr harmi Jónakrs bura, stanset, dræbt, ved sten(skredP), Yt 26, h-andi heiptar, fredelig sindet mand, Pmåhl 14, h-endr laga, som stanser loven (lovlig afgorelse), fredsforstyrrere, Hast 1, kvensku hept.