herð
244
herk
bjúglimar, armene, Tindr 1, 1 (jfr gim og Gerðr).
2. herðr, /, egl. "hårdhed", blandt "dele på sværd', Pul IV l 11.
Herdalar, m. pi, i Finland, H-a ganga, gang, march til H., Sigv 1, 3.
herdraugr se hyrdraugr.
herdrengr urigtigt for her drengja.
herdrótt, /, krigerskare, Arn 5, 16, Sturl 5, 11.
herfall, n, mandefald, Sigv 1, 7.
1. herfang, n, bytte, hirði-Týr h-s, Loke, som gærne vilde hytte sit bytte, Haustl 6; tilfangetagne sjæle, SnB II 234.
2. herfang, n, 'krigs-klædning', rustning, h-a hjaldr, kamp, SnSt 4, 4; hristi herfong Ht 36.
herfenginn, -finginn, adj, taget tilfange, erobret (i krig), ÞjódA 3, 25 (fing-), Sturl 5, 7.
herierð, /, 1) krigstog, gøra h. i gogn PKplb 3, 13, herða h-ir Sturl 5, 14 jfr Pét 39. — 2) krigerskare, PI 48.
herfi, /, således må vist hervi Akv 16: Húna skjaldmeyjar (láta) h. kanna, opfattes, nemlig som subst. af et adj. herfr = ty. herb (jfr det følgende herfiligr, der ligefrem kan være dannet deraf), betydende "bitterhed, nød, skammelig behandling", hvilket passer udmærket i sammenhængen; herfi ntr. = "harve' passer meget dårlig.
herfiligr, adj, 1) afskyelig, hæslig, skammelig, h. þræll Hålfs II1; h-g atferð, om store synder, Has 53. — 2) pjaltet og ringe af udseende, rnargr er hygginn þótt sé h. Hsv 66.
her%lð, /, stor mængde, h. lagar hag-báls, guld i stor mængde, Ht 44, h. brims blakka Ht 35.
Herfjøtur, /, valkyrjenavn (egl. "som lænker, binder, hæren, krigerne' j: ved døden), Gri 36; — Pul IV aaa 1.
herflótti, m, mænd på flugt, h. hljðp Hskv 3, 4.
herflýtir, m, 'hærens fremskynder', rask anfører, Ploft 2, 6.
herforðuðr, m, (-aðar), 'hærens, mændenes, beskytter" (forðuðr egl. "som bringer i sikkerhed"), Vell 13 (v. 1. vorðuðr d. s.).
herfylginn, adj, 'som følger hæren", vel krigersk, h. Holgi Skúli 1, 4; jfr haug-bak.
herfýsir, m, som ægger, fremskynder krigerne, rask anfører (rettelse for hel-), ESk 3, 3.
Herfpðr, m, (-rs), 'hærenes, mændenes (menneskenes), fader', Odin, Vsp 29. Jfr Herjafoðr.
herf^, /, krigstog, Sigv 10, 6, tv 35, Nkt 44, Sturl 4, 25.
hergammr, m, "hær-grib", 'kamp-grib', örn (eller ravn?), Yt 19.
hergarðr, m, 'hær-, krigs-gærde", skjold, hættir h-a, som bringer skjolde i fare, kriger, Sturl 2, 2.
hergaupa, /, 'krigs-, kamp-los", ulv, séa h-ur, es Haraldr hafi sveltar Harkv 13.
Hergautr, m, 1) "Kfigs-Göte", Odin (eller mændenes Qøte?), H-s vina, jorden, Rdr 5 (jfr herðimýill). — 2) kenning for en kriger, unz h-s hendr of tæki, indtil han fik en krigers arme, blev en voksen, dygtig kriger, St 11 (mulig er teksten her forvansket).
hergengi, n, krigsfølge, hræðask h., være bange for at følge en i kamp, Hjálmþ IV 11.
hergjarn, adj, krigersk, Sigsk 22.
hergiaurum St 14 uden tvivl fejl for þrágorum, s. d.
herglptuðr, m, krigeres banemand, dygtig kriger, Brot 13. 18.
hergramr, m, hærens, krigernes, fyrste, Ht 75.
hergrimmr, adj, grum mod mænd, om havet, (i supert.), Snæbj l.
Heri, m, 1) dværgenavn (vel egl. s. s. heri = hare), Pul IV ii 5. — 2) som mandsnavn, Hålfs III. — 3) blandt fuglenavne, Pul IV xx 2 (sikkert ikke = hegri, der findes i v. 7).
1. herja, (-aða, -aðr), hærge, plyndre, es vildi h. Porm 1, 9, koma at h. Vell 31. láta Skáney h-ða Sigv 10, 6, láta h-jat vestrlond Rst 4, of h-juð hofs lond Vell 15, h. á, påføre krig, GOdds 1, h. yfir hvert land Hålfs IX 3.
2. herja, /, blandt valkyrjenavne (egl. "krigerinde", "kampmø"), Pul IV aaa /.— Vingnis h., jættekvinde, Haustl 19; her betyder vist h. "som hører til samme hær, skare, slægt; jfr heimþinguðr.
Herjafgðr, m, (-rs), "hærenes, menneskenes, fader", Odin, (jfr Aldafoðr), Pul IV jj 5, Vsp 43, Vafpr 2, Hyndl 2, Gri 25. 26, hróðigr H. Gri 19.
Herjan(n), m, navn på Odin (egl. "menneskenes fyrste", jfr dróttinn, þjóðann; jfr Bugge Beitr. XXI, 422), Pul IV jj 2, Gri 46; H-s holl, Valhal, Krm 29, H-s nonnur, valkyrjer, Vsp 30, H-s dis, d. s., Gudr I 19; H-s hottr, hjælm, ESk 11, 11, H-s hurð, skjold, tsldr 11.
Herjolfr, m, nordmand (i det 9. årh.), Anon (IX) I B 1.
herkaldr, adj, meget kold {her-forstærkende), h. skjaldar bromr Ht 61.
herkall, n, "hærråb", råb om hær, en fjendtlig krigshærs ankomst og overfald (næppe her- forstærkende), láta búendr gerva h. Ótt 3, 4.
herkir, m, 1) blandt ildens navne, Pul IV pp 1, som v. 1. til skerkir (af hark, 'den knitrende', jfr harkr); sunds h., guld, Korm Lv 15. — 2) jættenavn, (v. 1. hriki urigtig), Pul IV b 2 (egl. 'den stöjende'). — h. Audun 2 uforståeligt.
Herkja, /, 1) jættekvindenavn (fem. til foregående "den stöjende"), Pul IV c 3; sterkviðri H-ju, sind, sorgfuldt sind, Anon (XII) C 36, H-ju (ved rettelse) stormr, mod, Hard 7. — 2) trælkvindenavn, Gudr III 2. 11 (o: de tyske digtes Helche).