hild

249

him

(her er betydningen klar), Þþyn; fyrste, Qunnl 2, 2, Mark 1, 17. 27, ESk 9, 1, Ragn V 5. 30, Rst 4. 7. 10 o. s. v., Pstf 2, 1; h-a konr, fyrsteætling, Steinn 3, 17; i kenninger, for gud, Kristus, h. hplða Likn 15, h. hlýrna EQils 1, 28, h. éla þekju Kolb 1, 4, h. mána hauðrs Líkn 18, h. mána hauðrs hvéls Líkn 7. — Som dværgenavn, Pul IV ii 6. ffr yfir-.

Hildir, m, sagnperson, Qrv IX 59. — Person (i 10. årh.; på Island), H-is arfi Óspakr. .

Hildisvíni, m, navn på Freyjas galt, Hyndl 7; jfr hildigoltr.

Hilditannr, m, tilnavn til kong Harald Hröreks sön, egl. 'kamptand' (jfr vig-tonn), áttstuðill æltar H-s, dansk konge, Éskål 2, 2, bauð Hringi ok H-i hjaldr SnSt 4, 4. ffr hilditpnn.

hilditpnn, /, 'kamptand', jfr det foregående, Haraldr h. borinn Hræreki Hyndl 28.

Hildolfr, m, en sön af Odin, Pul IV e;

— fingeret person, HÃ¥rb 8.

1. hildr, /, grundbetydn. er vel 'larm, stof, der særlig brugtes om kampens larm, og så 'kamp' i alm.; som andre lign. udtryk (for 'kamp') blev ordet personnavn på 'kampens gudinde', valkyrjen Hild; flere steder er det ikke muligt at afgöre, om skjalden har ment det ene eller det andet (jfr Gunnr), 1) til h-ar, frá h-i Håvm 156, Gldr 4; h. broask St 13, h. vas i vexti Krm 10, hefja h-i Hak

2,  vekja h-i Hhund II7, Akv 14, Krm 26, h. háðisk ESk 6, 52, ganga at h-i Sturl

3,  8, ganga i h-i Sigv 7, 10, bjóða h-i Vell 34, jfr h-ar haldboði Vell 30, semja h-i EdÃ¥d 4. 7. 9, fremja h-i Ht 10, h. varð horð Edád 6, með h-i Ht 53, h-ar orr fóms 24, h-ar barr HÃ