hin

251

hirt

spörgende ord (hverr, hvar), orð kvað hitt Am 40, orð vas hitt Hfr 3, 4, hitt vas fyrr Yt 5, Vagn kvað hitt Jorns 14, hitt kvað o. s. v., Hamd 6. 9 o. s. v., hitt hyggja téði, hvat Brot 13, ek hitt óumk, at Ski 16, hitt vilk vita Vaffir 3. 6, hitt ek hugða Hávm 99, ek hins get Ski 24, h. es sæll, es Håvm 8; h-ir eru ok aðrir, hvor aðrjr er appos. til h-ir, Harkv 23; ofte uden særlig betydning, når et subst. * går lige forud, og smælter næsten sammen med relativet, maðr, hins vætki veit Håvm 27: 75, jfr Rdr 20, Yt 5. 12. 14, Sindr 8, St 13, Korm 1, 4, Lv 20. 29. 52 o. s. v.: — h. trækkes i reglen sammen med es, men slet ikke altid (f eks. Sindr 8, Rdr 20). — 2) hin, som modsætning, þat's válítit, hitt es undr Lok 33, munk hinnar geta, den anden, Lok 38, hina viltu heldr HHj 26, Hogni því nittit, es h. of réði, den anden, o: Gunnar, Am 7. — Om hinn som artikel se enn.

hinna, /, hinde, h. lifs, i overført betydning (jfr sammenhængen), Pét 4.

hinnig, adv, = hinig, Anon (XII) C 17; denne form er analogiform efter þannig.

hirð, /, hird, hof (egl. angelsaksisk låneord, indkommet i slutningen af 10. årh.), Pul IV j 6, h. Hrólfs ens gamla, Hyndl 25, gœddi h. sína Bjark 4, heið h. Sigv 2, 2, fim h. Am 3, 2; Sigv 2, 14. 13, 18, Arn 5, 21, ÞjódA 3, 15, Rst 15. 18. 32, ESk 6, 5 o. s. v.; h. himna, engle, EMI 1, 2.

hirða, (-ða, -ðr), 1) bevogte, gemme, tage vare på, hjalm ok brynju skal h. vel Hak 17, h. Heimdalar hjpr, tage vare på, frelse, sit hoved, Qrett 2, 7; h-i hann hafra, han satte bukkene i hus, stald, Hym 7; part. i kenninger, for mænd: h-endr Heðins gáttar, som tager vare på skjoldet, Nj 6, h. hjorvangs Hfr Lv 17, h-endr seims, guldetsi EQils 1, 39, — for gud: h-andi alls lifs SnE II 234. — 2) bryde sig om, ænse, hirð eigi þú reiði Hhund II 18, ek h-i lítt, þótt o. s. v. Hfr Lv 19; imper., altid med nægtelse (hirð-a(t), hirð eigi) og følgende infinitiv, svarende ganske til lat. noli med inf, hirða heiptir gjalda Gudr II 28, hirða bjóða Guðr II 31, hirða hræða Am 40, hirðat at vinna Korm Lv 60, hirðumat fælask Herv II 6.

hirðarvist, /, ophold ved (Kristi) hird, Nik 1, 2.

hirði-Baldr, m, 'bevarende Balder' (ved rettelse for herðigaldr), h. dalreyðar dýr-reitar, 'guldets besidder", mand, ÞBrún 4.

hirði-Bil, /, 'bevarende BW (asynje), h. vins, kvinde, EGils 1, 18.

hirðidis, /, 'bevarende, plejende dis\ húns vangs h., dis som bevarer spillebrættet, kvinde, Halli.

hirðidraugr, m, 'gæmmende, plejende, trœ\ h-ar hjaldrskýs (skjoldets) Anon (XIII) B 17.

hirdigøtt, /, 'gæmmende, plejende, træ\

[Endilsjfoldar elda h., guldets røgterske, kvinde, PI 51.

hirðimeiðr, m, 'gæmmende trœ', sár-gagls h., kriger, Egils (XII) 2, hræsunda linns h-ar, d. s., Leid 5.

hirði-Nauma, /, 'gæmmende, ejende, JVauma', h-ur sævar båls (guldets), kvinder, Hfr Lv 21.

hirðiniótr, m, 'gæmmende, plejende, nyder" (eller Njótr? = Odin?), h-ar hauka ness (armens) drifu (guldets) Þmáhl 14; urigtigt for herðinjótr Svarfd 3.

1.  hirðir, m, opbevarer, gæmmer, bevogter, besidder (til hirða), li. hringa Vitn 14, EGils 2, 5, h. hjorva Sturl 2, 2, h. víðis veltireiðar (skibets), søfarer, Hfr 3, 7, h-ar jarladóms, indehavere af, Ólhelg 11, h. dýrligra greina, om en biskop. EGils 1, J4. Jfr veðr-.

2.  hirðir, m, hyrde (af hjorð), h-ar runnu LU 34, h. gýgjar (siddende pÃ¥ en höj) Vsp 42, h., es á haugi sitr ok varðar alla vega Ski 11; h. sér hjarðir verða að bróðum, om den gejstlige som hyrde, GÃ¥ 31, jfr Gd$ 13, Gd 47, klerka jh. Gd 26 (kunde ogsÃ¥ henføres til 1. hirðir, men næppe rigtigt pÃ¥ grund af den kirkelige brug af ordet hjorð; det samme gælder h. / de følgende)^ h. himna EGils 2, 15, h. himna garðs SnE II 196, h. mána bryggju Mgr 46, h. himna dýrðar Katr 36, fróns h. Heilv 18, h. heilags dorns EGils 1, 8. Jfr far-, fé-.

hirði-Sága, /, 'gæmmende, plejende, Såga\ h. hornflœðar, øllets g. S., kvinde, Grettis 35.

hirði-Sif, /, 'gæmmende, plejende, Siv\ h. vins virkis, kvinde, VGl 7, h. flóðs fúrs, d. s., HSt 2, 3.

hirði-Týr, m, 'bevarende Tý, herfangs h., guden som vilde beholde sit bytte, Loke, Haustl 6.

hirði-þollr, m, 'bevarende, gæmmende, træ\ h. hafviggs, skibets ejer og plejer, Bbreidv 4.

hirðiþyll, /, 'gæmmende, plejende, træ\ h. flóðs hyrjar (guldets), kvinde, Katr 37.

hirdiøss, m, 'gæmmende gud', h. haf-leygjar (guldets), mand, Gyd 2.

hirdmaðr, m, hirdmand, Gunnl Lv 2, Sigv 3, 16, Hhard 15, Arn 3, 17, PSkall 1, Anon (XI) Lv 5, Rst 13. 26, Ht 75, h. Krists Pét 17, h-menn dróttins Gd 21.

hirðnafn, n, hirdnavn (navn som hirdmand, her som guds hirdmand), PI 5.

hirðprúðr, adj, hirdprud (hird = guds hird), h-ir virðar, fromme mænd, Heilv 17.

hirðspmnuðr, m, hirdsamler, h. himna, samleren af himlens hird, Kristus, Mfl (XII) 1.

hirðvandr, adj, omhyggelig i valget af hird, gud, PI 7.

hirðvist, /, ophold ved hird, Hbreidm, Mdr 43.

hirsi, n, hirse, Pul IV ddd 2.

hirta, (-ta, -tr), tugte, revse, nu es ráð at h-ask Anon (XII) E, harmi hirtr, om Sankt Peder, Pét 46; h-isk holðar at

%