hirt                                                            252                                                          hjald

hæða, mænd afholde sig fra at håne, Merl II 100.

hirtir, m, tugter, revser, h. bols (syndens), den hellig ånd, Heilv 14, h. gloeps (d. s. men ved rettelse af gloðum), Heilv 8, h. manna, gud, Vitn 11.

hitdœlakappi, m, Hitdolernes helt, tilnavn til Björn, PKolb Lv 2.

hiti, m, 1) hede, varme, h. illlifis ævi, det slette levneds hede, Heilv 5. — 2) ild, flamme, leikr hór h. við himin Vsp 57.

hitki se hinn.

hitna, (-aða, aðr), blive hed, hann h-aði, om en, der blev brændt, Ragn IX 1, fair h-ar, spydet bliver varmt (af det varme blod), Ht 9, h-uð elsku vitni, omtr. — de varme vidnesbyrd, Vitn 24, h-andi elsku vitni, d. s., Gd 10, h-andi hpll heilags an da, varm hal, om jomfru Maria, LU 90.

Hitra, /, Hitteren (syd for Trondhjems-fjordens munding), Pul IV bbb 5; derimod findes pi. Hitrar, hvis dette ikke er en fejl, Pul III 3; snarest er dog det förste fejl for Hitrar (af sing. Hitr).

hitta, (-ta, -tr), finde, træffe, h. e-n HHj 37, h. foður Magna Hårb 53, h. Þór son sinn Harb 56, h. Freyju Pry 12, h. móður PI 51, h. (konu) Anon (XII) C 29, h-tusk æsir, mødtes, samledes, Vsp 7 (jfr 60 H), Sól 82, bengill h-i jarl, traf, mødte, Sigv 1,15, h. valska jarla Gtsl 1,10, i disse tre eksempler er der tale om fjendtligt møde; ligeledes i følgende: h-umk i vik Varins HHj 22, pars einir h-umk Bjhit 2, 17; Jorns 20. — 2) finde, ramme (noget man søger efter), h. hamar Pry 3, h. byggðir Grip 19, h. Verland Hårb 56; fleinn h-i (v. 1. sótti) fjor Hf/ 10; dýrð h-ir e-n, rammer, vederfares, PI 37; h. stef, finde, digte, stev, PI 11, h. tal, finde tallet, Ingj 2, 3, h. hóf SturlB 1, h. feðrætt, finde (Jesu) fædrene slægt, LU 41; hugr h-isk, ens tanker findes (at være dér), Sigv 11, 17; sjaldan h-isk feigs vok frørin Mhkv 25, hermðar orð munu h-ask, findes, opdages, Mhkv 3, herr h-i at drífa á flótta, det ramte hæren, Hskv 2, 5. — 3) uper-sonl., eigi h-ir œðra mann, man finder ikke, der gives ikke, Ht 91. — 4) h. i lið, ramme ledemodet, overført: træffe, ramme, den passende lejlighed, tid (til noget), Håvm 66; udtrykket er hæntet fra delingen af en (stegt, kogt) dyrekrop eller dele af denne, hvor det for sønderdeleren netop gælder med kniven at ramme ledsammenföjningerne. Jfr dýrð-hittandi.

hittir, m, som rammer, finder, h. heiðrs Pet 52. Jfr dáð-, dýrð-.

hixta, (-ta, -t), hikke, snappe efter luften, gispe, meðan í ond hixti (ond er dativ), medens det. gispede i åndedrættet, medens dødskampen stod på, Am 41.

hiz, adv, hist, Am 6, 2, men sikkert fejl for hizi.

hizi, adv, hist, Sigv 7, 5, fejl for hizig?

som to hds har; formen findes dog også andre steder som v. /., jfr foreg., jfr Stúfr 7.

hizig, adv, hist, dér (for hins-ig, hins veg, Jfr sinsig), hvé h. (v. 1. -ug) barðisk (foran står í Hafrsfirði) Harkv 7, h. es heitir Helganes PjÓdA 1, 21, h. suðr fyr Nizi Stúfr 7 (v. 1. hizi), h. sunnr of runna Anon (XIII) B 27.

hid, n, opholdssted for bjórne og slanger i fjælde og stensamlinger, bjarnar h. Grettis 18; jfr sónar balti gekk ór slíðr-híði (adskilt ved tmesis) Korm Lv 28; — mun dreki taka h. sin Merl II 45, skreið ór h-i híðs biflykkja, om en orm i en kvindes mave, EGils i, 38. Jfr slíðr-, ulf-.

híðbyggvir, m, 'hi-bo', björn, bruges som synonym med Bersi (= björn), Korm Lv 26.

himaldi, m, døgenigt, Gautr II 5.

hímleiðr se hveimleiðr.

hira, (-ða, -t), opholde sig på et lunt og godt sted („nyde livet"), h. hjá sinni leiku Ölsv 5.

Hírar, /. pi, norsk øgruppe, Pul III 3; vokalen er rim- og metrum-bestemt.

Hising, /, Hisingen i Götaelven, Pul III 3, IV bbb 1, H-ar herr ESk 7, 4.

Hjadningar, m. pi, Hedins krigere (jfr SnE I 432, 434: Hjaðninga veðr, él, vig), Hl 23 a, H-a sprund, Hild Högnes datter, Ht 49; H-a grjót, Hjadningernes sten, hvad der hermed egl. menes, er uklart; der må være sigtet til noget, som Hjad-ningerne benyttede som sten (i kampen), guldsmykker?, eftersom 'kvinde' kan omskrives H-a grjóts tróða, HSt 2, 3; i SnE I 434 hedder det, at „om natten blev alle de faldne og alle våben, som lå på slagmarken, og skjolde til sten"; dette er åbenbart et dunkelt minde.

Hjaðningavágr, m, uvist hvor, men rimeligvis tænkt i vesten, Krm 13.

hjal, n, snak, let, skæmtefuld, tale. Mhkv 15.

hjala, (-aða, -at), snakke sammen, let og utvungent, h. mart Grip 6, Hsv 103, þjóð h-i of kvæði Leid 45.

hjaldr, m, 1) larm, stoj, i kenninger for kamp: h. skjaldar ESk 4, 1, h. hræ-sildar Krm 13, h. vápna dóms Ingj 1, 2, h. herfanga SnSt 4, 4, h. Yggs Ód 20. -2) alene, kamp, Pul IV kl, at h-ri Am 49, Krm 6. 18, ísldr 19, Sturl 5, 19, at hverjum h-ri Jorns 9, frá h-ri PjódA 1, 23, við h. ESk 12, 7, stinnr h. Ólhv 2, 9, mikill h. Mark 1, 18, muna h. HolmgB 2, telja h., nævne en kamp, Porm 1, 9, eiga h. Edåd 8, h. (v. 1. hildr) háðisk ESk 6, 52, hóðum h. PjóóA 1, 9, brøngva satnan æstum h-ri Ólhv 2, 10, snekkju h., skibs-kamp, PjóðA 3, 26. I kenninger, h-rs hríð, kampstorm, Hast 6, h-rs Þrúðr, valkyrje (jfr spámær og vangr), Pmáhl 7, h-rs Hildr, d. s., „Einng", h-rs goð, d. s. eller Odin, Pmåhl 1; h-rs meiðr, kriger, Tindr 1, 5, h-rs siðreynir som prøver,