hlaup                                                          260                                                             Wé

hlaupstóð, n, Hobende heste', h. jotuns móður, ulvene, Od 24. Jfr hlaupmarr.

hlaupg, /, en elv, hvori der er flom (hlaup), rivende, vandfyldt elv, Pdr 5.

hlaut, n, offerdyrs blod, især vel det, der skulde anvendes rituelt, hristu teina ok á h. sóu, (guderne) rystede tene (j: hlautteinar, s. d.) og så på blodet (de ved tenene spredte bloddråber? for at skaffe sig en bestemt viden), Hym 1.

hlautgeirr, m, 'offerblods-kost', = hlaut-teinn, h-s hæli-Baldr, om en blotmand, Hfr Lv 22; ordet beror iøvrigt på rettelse for hrævinz, hlokæirs (for hlotgeirs = hlaut-).

hlautteinn, m, offerblods-ten, et slags kost til at stænke blodet med (jfr Hkr I187), h-s hreytir, om en dreng som hov-tjœner, Pvidf.

hlautviðr, m, offerblods-træ (stok), vistnok s. s. hlautteinn (v. 1. hlutviðr, s. d.), þá kná Hœnir h-ð kjósa, 'vælge offerblods-stok', må hentyde til en skik at spå ved hjælp af offertene (jfr Hym 1), som det synes (i dette tilfælde) ved at vælge mellem flere (i blod dyppede?) træpinde (hvilket minder om Tacitus' beskrivelse af Germanernes sortes ved hjælp a/surculi), Vsp 63; hvad der her meddeles om Honer, skulde hentyde til, at han efter ragnarok indretter en offerhandling og ofring som i tidligere tider.

hlátr, m, (-rs og -rar), latter, firrask h., om latter som tegn på glæde, om Kristus, LU 42, h-s, h-rar bann, latterens hindring, sorg, GSúrs 5, Mhkv 9, hafa e-n at h-ri Håvm 132, taka h. við h-ri Håvm 42; — h-ra hamr, brystet, Hfl 20. I kenninger for guld: Iðja h. Ófeigr 3, h. hellis Gauta EGils 1, 14.

hlátr-Elliði, m, 'latter-Ellide (skib/, bryst (eller overkrop), kjolr h-a, ryg, Þdr 14.

hleði, m, dör (til at skyde for åbningen, jfr SnB II 428: h. Óðins o. s. v. = skjold), men ordet findes ellers ikke i digte, medmindre det skulde foreligge i det dunkle sted Hamd 22: Hitt kvað þá hróðrgloð (eller Hr-?) stóð of hleðum, men verse målet taler for vokalens længde (hds har é).

hleðit, Eviðs 4, urigtigt og forvansket, for hlotit?

Hleðjolfr, v. 1. (urigtig) for Hlévangr, 5. d.

Hleiðr, f, (gen. -ar og -rar), Lejre (på Sælland), H-ar stillir SturlB 3; H-rar atseti Steinn 1, 2, H-rar stóll Orott 20.

hleifr, m, rundt brød (konkret), lev, við h-i Håvm 139, halfr h. Håvm 52, økkvinn h. Rp 4, h. þunnr, hvítr af hveiti Rp 31; Leid 27. Jfr rug-.

Hleifruðr se Hléfoðr.

hleifsvelgr, m, 'brød-sluger', h. himins, slugeren af himlens brødrunde skive, solen, egl. jætten Skoll, der sluger solen, og så jætte i alm., men ordet er v. 1. til

det rigtigere hvélsvelgr, Anon (X) II B 6.

hlekkr, m, ring (i en kæde), lænke, handar h., armring, Ht 87, Manar h., (øen) Mans (Møns) lænke, havet, Ht 77.

hlemmidrifa, /, 'bragende byge' (eller 'vældig byge?'), Hildar h., bragende kamp, Ht 54.

hlemmisverð, n, 'vældigt sværd', h. ståls, stavnens vældige sværd, s. s. hvad der ellers kaldes brandr, Snæbj 2.

hlenni, m, rapser, tyv, hvinna ætt ok h-a Sigv 12, 5, h-a helkannandi (s. d.), Gldr 2, h-a dolgr, fyrste, Arn 2, 17; lignende kenninger: h-a hneigir Sigv 1, 5, h-a hneykir Sturl 6, 5, h-a svæfir Am 6, 15, h-a þreytir Arn 2, 17, h-a þrýstir Am

2,  12, — h. Anss 3 uforklaret. hlennimaðr, m, rapser, tyv (s. s. foregÃ¥ende), h-menn ok hrossaþjófar Hárb 8.

hlera, (-aða, -at), lytte (i smug), Hsv 33.

hlertjpld, n. pi, 'lytte-, høre-tætte', øren, Arbj 9.

hleypa, (-ða, -ðr), lade løbe (hlaupa), hesti h-ði, satte hesten i fuld fart, Rþ 37, h. hlunna stóðum (hds skíðum) geima slóð, henover havets vej, Ht 76, og absolut: þás hleypðuð ór mínum garði Nj 18; brandar h-ðu blóði ór undum, lod blodet strömme ud, Sturl 3, 8.

hleypiblakkr, m, 'hest som kan sættes i stærk fart', h. hlunns, skib, Ótt 3, 10 (jfr hnekkir).

hleypikjóU, m, 'skib som kan sættes i bevægelse', hæls h-ar, fødderne, ÞjódA

3,  19 (jfr brjóta og hrls). hleypimeiðr, m, 'træ som sætter i bevægelse', h. hlunnviggja, som sætter skibene i fart, søfarer, Hfr 2, 5.

hleypir, m, som sætter i fart, bevægelse, h. hlunns rastar (søens) hesta (skibenes), søfarer, Bjhit 2, 19, h. kjóls, d. s., ÞBrún 4.

hleypiskarfr, m, 'skarv (pelekan) som man kan sætte i bevægelse', tanna hvarfs h., skarv som kan sendes ind i ens mund, svarer til pros. fluga (koma flugu i munn, få en lokket til noget), tekka við tanna hvarfs h-i, jeg lader mig ikke lokke, Úlfr Lv.

hleypiskíð, n, 'ski som kan sættes i fart, h. hlunns, skib, dets hlœðendr, mænd, Oddi 1.

hleytamaðr, m, besvogret person, nærpårørende, Pul IV j 9.

hleyti, n, en (på grund af svogerskab forpligtende) foibindelse, ítr prifusk jofra h. ÞKolb 3, 9, gørva h. við e-n Grip 34, Arn 1, 2.

1.  hlébardr, m, 1) björn, Pul IV cc\ hanka h., skib, Arn 2, 3; synonym med mandsnavnet Bjorn Grett 1, 3. — 2) ulv, Pul IV ee i. — Ordet er sikkert identisk med leopard og mulig pÃ¥virket af et rent nordisk ord (jfr følgende).

2.  hlébarðr, m, skjoldenavn, Pul IV r 1 vistnok forskelligt fra 1. h., hvorledes end ordet skal forklares, (barðr af barð