hlíí

262

hljóð

þr9tn Hfl 4, hafask h-ar fyrir Hák 11, ganga framm fyr h-ar Jóms 24, benda h-ar Rþ 42, h. raufsk Sigv 12, 19, h-ar brustu Rst 23_K h. varð brotna Þöísl 4, malmr beit h. ísldr 26, h-ar knóttu glymja Mark 1, 17; keyra h-um of land, omgive et land med skjolde, o: med flåde, Mark 1, 24. 1 kenninger, for kriger: h-ar bollr PI 52, h-ar valdr Gldr 4, for kamp: h-a gnýr Þ Gísl 10, h-ar þeyr Ód 12, — for sværd: h-ar eldr Grelt 1, 3, h-a hneiti-knifr Eg Lv 39, h-ar skelfiknifr Eg Lv 40, h-ar harðgleipnir (s. d.) Þdr 11, — for økse: h-ar flagð Vell 24 (jfr hlym-Narfi), h-ar flagða hristendr, krigere, GSúrs 34, h-a golkn Hfr 3, 8; — h. findes som v. 1. for hlífð. — Som kvindenavn (en af Men-glads møer) Fj 38.

hlífa, (-ða, -í), beskytte, skåne, med dativ, h-ðir oðrum, du beskyttede, frelste den anden (modstanderen), HolmgB 8, bærs grami h-ðu Hhund I 54, hlífðit Kristr, Kristus beskyttede ikke, kunde ikke beskytte, Steinunn 2, h. stilli, frelse (evigt), Mark 1, 11, bezt h-andi í þessu lifi, om bönner, Od 79; h. sér, holde skjoldet for sig, Sindr 8, Þorm 2, 23, Am 3, 3 (det er dog muligt, at udtrykket betyder 'skåne sig, spare sig', men jfr følgende), h-ask skjoldum Am 44, h-ask fyr hoggum Qrv IV a l; h. e-m við e-u, beskytte en mod noget, PI 19, h. við ekka Svarf 10, — spare, h. eyri EBrún. Part. hlifandi, 'beskytter', blandt hjælmenavne, Pul IV s 1.

hlifarlauss, adj, uden skjold, vega h. Ólhv 2, 10.

hlífarstyggr, adj, 'skjold-skyende', som er tilbojelig til at kæmpe uden skjold (måske rettere i to ord), Þórolfr, Steinn 1, 4, Bkrepp 4.

hlífð, /, = hlíf, skjold, Hl 20 a, 21 b, 35 a, 37 b, 38 b.

hlifél, n, 'skjold-byge', kamp, ÞjódA 3, 1.

hlífgrandi, m, 'skjold-ødelægger', sværd, Ht 17.

hlifi-Nauma, /, 'beskyttende Nauma (dis)', hallvarps h., Hel, (jfr hallvarpr), Yt 30.

hlifiskjpldr, m, 'beskyttende skjold', hæstr h., om korset, Likn 40. Jfr hlif-skjpldr.

hlifnunnr se hlifrunnr.

hlifrunnr, m, 'skjold-træ', kriger, mand, Likn 11; (ved rettelse, af -nunnr), Þorm Ol 3.

hlifsendir, m, 'skjold-sender", som sætter skjoldet i bevægelse, mand (efter-klassisk), ÞormÓl 1, 3.

hlífskjpldr, m, = hlífiskjoldr, hafa h-d fyr sér Hålfs IX 5; h. Dana, Daners værn, om Knud d. store, Sigv 10, 9.

hlíftrauðr, adj, = hlifarstyggr, som nødig beskytter sig med skjold, Steinn 3, 2.

Hlífþrasa, /, en af Menglads møer (hds -bursa), Fj 38.

HMn, /, navn på Frigg, Vsp 53; selvstændig gudinde Pul IV h 2 (jfr SnE I 116 og Pul IV yy 3). I kenninger for kvinde: H. hrings Qrettis 9, H. hringa Korm Lv 3, H. bauga Giz 2, 1, H. handar girðis Korm Lv 60, H. handar bála Korm Lv 40, H. hafleygjar Bbreidv 4, fjarðar elgs fúrvangs H. GSúrs 25, H. dpggvar hyrjar EGils 1, 30, H. Vinu grænleiks (s. d.) EGils 1, 22; H. goðvefjar, -vefs Pmåhl 9, EGils 1, 12, H. linu Korm Lv 19. 33; H. hvítings Leiknir, H. olbœkis Tjprvi, H. heiðar jótra, stenenes H, III 2; H. hauka klifs, armens H., Eg Lv 14, H. hauk-mærar, d. s., Korm Lv 5, hlins Korm Lv 15 fejl for hyrs? hlin Ry 21 er vist fejl for hvinn og for hón Hfr Lv 15. Jfr arm-, auð-, baug-, men-.

hlit, /, tilstrækkelighed, h. hróðrs, tilstrækkelig mange digte, Sigv 13, 2, litil h. vas at því, det var lidet tilstrækkeligt, omtr. = lidet nødvendigt (at le), GDropll, at h. (ved rettelse), så at det føltes som tilstrækkeligt (tilfredsstillende), Hav 11. Jfr 6-.

hlita, (-tta, -tt), 1) have nok i, lade sig nöje med, være tilfreds med, h. horn-straums Naumu fyr hvítan dpgurð, være tilfreds med en kvindefs elskov) i stedet for davre, Sigv 13, 12, h. sógoru, nöjes med hvad der var gjort, Eg Lv 37, þykkja lítils þurfa h. við, synes at lidet er nødvendigt, ringe moje var tilstrækkelig, Nj 12. — 2) lade det komme an på, bruge, følge, né h. frýju of e-t, lade sig ikke behøve at ægge til noget, Vell 3, h. róð-um e-s, følge ens råd (egl. føle ens råd som tilstrækkelige'), Hålfs VI 15. — 3) bryde sig om, h. ógnarmólum, bryde sig om trusler, Hav 10.

hlitar-kostr, m, tilstrækkelige midler, Gd$ 18.

hlitarkænn, adj, tilstrækkelig, meget, klog, Gd$ 8.

hlitstyggr, adj, som skyr hvad der (kun) er tilstrækkeligt, det ringe, middelmådige, djærv, h. hilmir Arn 6, 14, om Odin, Steinþ.

hljóð, n, 1) lyd, klang, tone, sang, klokna h. Ploft 3, 6, geirfljóða h., valkyriernes sang, Darr 10, væn h. Rv 20 er vist fejl for vápnhljóð, s. d., i Hsv findes h. et par gange som urigtig v. 1. til ljóð (jfr KGisl, Aarbb. 1875 s. 98) eller møl, Hropts h., Odins sang (larm), kamp, EValg. — 2) horn (det som klinger, giver lyd, for klangen selv, jfr hlíf 'vœrn, det værnende' og mange andre analogier), Heimdallar h., Heimdals horn, Gjallarhorn, Vsp 27. — 3) tavshed (egl. 'lytten', en enkelts tale (lyd) er — de andres lytten, tavshed), biðja h-s Vsp 1, Hfl 2, beiða h-s Sigv 13, 9, viljak h. (at líði) Hál 1, kveðja e-n h-s Rst 1, Jorns 1, veita h. Hav 2, gefa h. Leid 5, gørva h. Vell 6, i h-i, / tavshed, under fire ójne, hemmeligt, HelgÅsb, Mberf 5, Anon (XIII) B 50, Nj 4, af h-i, d. s., PI 41, fara af h-i