hljóð

263

hlunn

Hsv 90; — þegja þunnu h-i, 'tie med tynd lyd\ udtrykket er blevet forklaret på forskellig måde ('tavshed, som let kan brydes, hvor de enkelte ord godt høres); det simpleste er at opfatte h. her som høreredskabet (jfr hlust), øre, 'høre med tyndt øre\ have let ved at høre (jfr et isL udtryk om én, der aldrig kan høre; bykt er á þjer eyra), Hávm 7. Jfr ó-, sig-, varg-, vápn-, vig-.

hljóðgreip, /, 'lyd-greb', hånd som modtager, griber lyden, øret, taka h-um ÞjódA 4, 14 (jfr hele sammenhængen).

Hljóðolfr, m, dværgenavn, Pul IV ii 6.

hljóðr, adj, tavs, indesluttet, Hl 22 b, vinna e-n h-an, gore en tavs (o: ved at dræbe ham), Porm 1, 3, h. er hygginn maðr Hsv 103; tavs, sorgfuld, Dagst; — hljótt ntr. stille, lydløst, dragask h. á flótta Valg 8; eiga h., have, nyde, et roligt, godt forhold (til en anden, indbyrdes), Am 56; láta sem hljóðast of sik, forholde sig så stille som muligt, QSúrs 7. Jfr drjúg-, ó-.

hljóðrauf, /, 'lydsprække', sprække, hul, som lyden kan trænge igennem, hóvar h-ar SnE II 236.

hljóðsamr, adj, fuld af lyd (hljóð), verðr h-t, der opstår gny, bragen, Bergb 2.

hljómbeiðir, m, 'klang-kræver¹, h. hjgrva, som kræver sværdenes klang (kamp), kriger, Krók 3.

hljómboði, m, 'klang-bebuder, darra h., som bebuder, tilbyder, spydklang (kamp), kriger, ísldr 19.

hljótnr, m, klang, h. af e-u Hav 3, mér bar h-m, jeg hørte klang, lyg[, GSúrs 36, vindar gera h-m meðal himintungla, om vindens klingende susen, Merl I 60; h. ambátta, trælkvindernes sang, Grott 2. — / kenninger for kamp: h. skjóma Vell 10, Hast 4, h. hjorva Tindr 1, 10, Likn 26, h. isarna Qrv 'VII 6, hrings h. (jfr hring-, miðlandi) *Sigv 2, 8, h. logðis Has 6.

hljómraddaðr, adj, med klingende, lydelig stemme, om Kristus, Kdtr 36.

hljómstœrandi, m, 'klang-forstærker', hrotta h., som forstærker sværdets klang, kriger, Nj 17.

hljómváttandi, m, 'klang-vidne\ h. hræ-linns, som bevidner (som deltager) sværdets klang, kriger, Rst 3.

hljómviðr, m, 'klang-træ', darra h., spydklangens, kampens, træ, kriger, tsldr 20.

hljóta, (hlaut, hlotinn), 1) opnå, få (egl som andel, lod, hlutr), objektet både hvad der er godt og ondt, h. hug Pdr 10, h. sigr Gldr7, Pdr 19, Merl II69, h. sælu VG19, h. tima Hav 3, líkn sús hlauzk Likn 10, h. laun óðar Jór 5, h. skirn Leid 12, h. gótt orð Gráf 5, Óðinn hlaut val Vell 32, vér h-um þat Mark 1, 13, seggjum hlýzk siðabót Has 3, h. goðfoður, få en til gudfader, Hfr 3, 26, h. hald hilmis ísldr 25, h. blauta sæing GSúrs 23; h. bana Hást 6, h. feigð HolmgB 10, h. mein Hfr 3, 5, h. sorg

ESk 6, 29 (v. L), h. þraut Korm Lv 51, h. hpgg Korm Lv 54, Hårb 47, h. skell Pry 32, h. skaup ok kinnhesta Likn 15, h. rómusamt, få urolige tider, Pmåhl 16; h. ekkju nafn Am 100, ýmsir hafa þau dœmi hlotit, måttet sande det, Mhkv 3. — Med infin., ek hlaut at sitja, jeg opnåede (den ære) at sidde, Ht29, bragningr hlaut fagna sigri, opnåede at (næsten omskrivende), ESk 1, 5, jfr konungr hlaut sverð lituð blóði Steinn 3, 8, hverr hlýtr at lúta, hvem det lod rammer, at, TorfE 4 (v. 1), munk h. at ausa, det vil blive min lod, jeg vil komme til, at øse, Vell 3, konungr hlaut skjóta stafni, kom til at, Am 6, 2, ek hlaut skjóta stýri Hhard 16, overgangen herfra til betydrt. 2) 'at måtte, blive nødt UV er, som man ser, let; til de nævnte eksempler kan endnu henføres: hrafnásar vinr hlaut (v. 1. hlut) blása Hausil 4 (anderledes B. M. Olsen Aarbb. 1909 S. 325); hlaut [holl prýðask ?] innan svá minnum, hallen blev indvendig således (prydet?) med minder, det mangelfulde omkvæd i Hiisdr 6. 9; — mér hlauzk til bess, det fik jeg som min andel, PjódA 1, 23; part. h-endr hjarls, landbesiddere, fyrster, GunnlLv 4, h-endr sverðs PjóðA 3,24, h-endr hafskíða Eg Lv 42. — 2) blive tvungen til, nødes, (jfr ovf; denne be-tydn. er vist temlig ung), segja hlýtr þrautir, man må fortælle om, Gd 37; h. at vikja LU 97, h. at láta laust LU 61.

hljóti v. 1. til hleyti, s. d.

hljótr, m, som opnår (noget), erhvær-ver, h. grundar, om Hakon jarl, Vell 33; jarðar h. (ved rettelse) Hfr Lv 11.

hlóa, (-aða el. hlóða?). syde, koge, heilpg vptn h. Gri 29.

Hlóðyn se Hloðyn.

Hlói, m, jættenavn, Pul IV f 2.

Hlórriði, m (skrives også hloriði, men de to r findes hyppigst; den sidste del er -riði 'ager\ jfr Ein-riði; det forste led er dunkelt; Tors fostermoder Hlóra, SnE I 252, er abstraheret af dette led, også det tyder på, at stammen er hlór-, og ikke hló-), navn på Tor, Hym 4. 16. 27. 29. 37, Lok 54, Pry 7. 8. 14. 31, Pul IV d, Gautr II 24; geira garðs H., skjoldets Tor, kriger, Vell 15.

hlumr, m, håndtaget på åren, margr h. skalf PKolb 3, 3, h. jalmar við hilmis hendr Pór, h. firrisk hond Ht 23, spenna h-i Ht 75; af dette sidste sted ses, at konsonanten er kort; h. skjaldar, spyd, Hav 12.

hlunnbjprn, m, 'rullestoks-björn', skib, V. 1. til hunbjorn Oddi 4.

hlunnblik, n. pi, i hlunnblik hallar hrynja hónum þeygi á hæl Sigsk 69; der er her sikkert tale om en dor, og en talemåde synes antydet, der går ud på at sige, at 'dören ikke er smækket i lige i hælene på én\ altså på en foragtelig måde, som når en (stodder eller deslige) skal jages bort fra huse; men hlunnblik står uforklarligt (trods Bugges