hlut
265
hlýð
til den andel man har (skal have) i noget, retskaffen, h. Þórðr Ingj 1, 5, h. andi, om den helligand, Heilv 11. — hlutvpndum GunnlLv4 må være fejl, vistnok for hljót-pndum, s. d.
hlutvidr, m, v. 1. for hlautviðr (s. d.J, Vsp 63; ordet- måtte betegne 'træpind, ved hjælp af hvilken der fås lod, d. v. s. orakelsvar"; men hlautviðr er sikkert rigtigere.
hlúki, m, døgenigt(P), hrimugr h. Kprm Lv 13; jfr lukji, 'slusk\ Rietz.
hlymbjóðr, m, Harm-byder', h. hjprva, sværdenes larm(=- kamp)tilbyder, kriger, Anon (XII) B 14.
hlymbrandr, m, Harm-brand', h. joru randar, sværdet, Þjsk Lv 4.
Hlymdalar, m. pi, sagnhistorisk sted, Helr 7.
hlymgarðr, m, Harm-gærde'', h. (v. 1. for hryngarðr 5. d.J Hléseyjar, havet, ÞjódA 4, 23.
hlymja, (hlumða, *hlumit), larme (især om en dumpt-skingrende lyd), sær hlymr á hvára hlið ESk 12, 15; hreingplkn hlumðu Hym 24 (Rs læsemåde, metrisk urigtig for As hrutu); urigtig findes infin. også i R Ski 14 2.
hlymmildingr, m, 'som gærne frembringer larm\ valpagnar h., som gærne fremkalder valkyrjens larm,kriger, Sindró.
hlym-Narfi, m, Harm-Narve\ hlÃfar flagðs, øksens, hlymr, kamp, dens Narfi (her brugt som et gudenavn), kriger, Vell 24.
hlym-Njgrðr, m, Harm-Njord', Hagbarða hurðar, skjoldets, hlymr, kamp, dens Njord, kriger, Vell 27.
hlymr, m, (pi. -ir én gang), larm, dön (især frembragt ved en tung, kraftig bevægelse), hvat es hlym hlymja Ski 14, h. vas at heyra (hesteridtet) Oddrgr 28, h. varð hellis Kumra (i hulen) Pdr 13. I ken-ninger for kamp: h. Gungnis Ht 52, h. rÃtar Skáldh 5.
hlymrækr, adj, Harm-plejende', som udfører larm, Þróttar h., som udfører Odins larm, kriger (jfr reka hernað og lign.), Gldr 2.
hlymbél, /, 'larm-fil', egl. stavenes jærnspids, der klang (mod elvens sten), Pdr 6.
hlynr, m, lön, löntrœ, Pul IV kk 1, om en økses træskaft, øx feld við hlyn, økse •(blad) fæstet til skaft (af Ion?), ESk 11, 6. I kenninger, for kriger (mand): h. mundar grjóts (guldets) EQils 2, 3, h. handar svella (d. s.), Anon (XII) C 40, h. handa hyrjar EGils 1, 27, h. Gylfa láðs båls (d. s.) Kolb 2, 4; h. Hristar Ht 61, h. (ved rettelse) Gunnar Hav 4, h. malmdyns Plofi 2, 1, h. borðmóts Kuml 1, h. geirs Ód 27, h. peitu tsldr 2, h. hrauð-birkis (for hrun-) Heinr, h. benja ára Grettis 49, h. branda Mgr 8, hvassa vápna h. Sigrdr 20; h. skjalda Nj 25, ritar hyr-b'orðs (rettet fra hræ-) h. Evids 1; h. hamra, om en smed, EGils 3, 4, — for skib: h. rasta Ht 19, h. sævar Ólhelg 7.
— Urigtig synes hlyn at stå (for bat?) ESk 12, 3, jfr Skiili 1, 5, hvor hlyn står som v. 1. for vér. Jfr skjald-, vig-, bing-.
hlyntamr se hlunntamr.
hlynviðr, m, lön-skov, eller skov i alm(P), Orv III 7 (v. 1).
1. hlýða, (-dda, -tt), 1) høre, lytte til, efter, absolut, heilir þeirs hlýddu Håvm 164, sazt ok hlýddir Oddrgr 34, h-i hring-berendr Harkv 1, h-i mildingar Graf 1, Refr 3, 1, h. eyrum Håvm 7; om høre-ævnen, LU 46; med dativ (om hvad der høres, lyttes til) Mani 2, h. máli HHj'41, h. orðum LU28, h. spgu Hyndl25, h spngum ok spgum Grottl8, h. fulli Hafg 1, h. brag ESkó, 11, h. læmingja hpggvi GSúrs36; også h. e-m (mér), høre på en, Pvidf, Jorns 1, derimod kan h. berg-Saxa fley (acc.) ikke være rigtigt, her må h-i være fejl for heyri, Vell 6; med præp.: h. å : h. á mål Håvm 111, h. á kerlaug (o. s. v.) Hårf 1, — h. til : h. til orða Eg Skj, h. til óðar Arn 2, 1, og absolut, h. til, hvat bumenn vilja Sigv 11, 13, Herv III 10. — 2) adlyde, h. hringstriði Arn 5, 23, h. Þór-steini Refr 3, 3, h. stilli Mark 1, 23, h. gagnprýðanda Arn 6, 7, h. goði einum ESk 6, 6; absolut, LU 24, at h. i skyldu LU 14. — 3) somme sig, være passende, lade noget gå an, ek læt þessa óprýði h. mér Pstf 2, 1, kveðk hornspón h. hónum betr PjóðA 4, 16, munat hónum h. þýðask, det vil ikke gå an for ham, blive tålt af ham, Gunnl Lv 7, engum må h., nema, ingen må gore noget andet end (ingen kan frelses, medmindre), Has 42; firum hlýddi at skorða flaust, det gik an, var muligt, lod sig göre, Gisl 1, 8.
2. hlýða, /, brÅ“ddevÅ“rn, brædder der blev sat op pÃ¥ skibskanterne, for at göre disse hojere og hindre bølgerne i at styrte ind over skibet, h-u studdi borðvið breiðan à veðri óðu Mark 1, 5, h. skalf Mark 1, 16, h-ur (v. I. súðir) skjalfa Halli 1; orða h., tungen, ESk 6, 26; her findes v. i. hlýra; en sÃ¥dan blform var vel tænkelig, og støttes ved en optegnelse af Arne Magnusson i en notits: það orð hlýra . . eru tvær þrÃhyrndar, þó aflangar fjalir, sem ganga af borðstoknum og á skakk upp á stefnið; er mikið brúkanlegt á bÃ¥tum à Þrándheimi og á Norðmæri og kallast þar lyrt (denne sidste bemærkning beror vist pÃ¥ misopfattelse, det sidste ord synes at være *hlýrt ntr. adj.) Sammenhæng med hlýr er mulig, og mulig var disse brædder kun i forstavnen.
hlýðigi, Hamð 22: þvÃat þat heita at h. myni er uforstÃ¥eligt og sikkert forvansket; der kunde have eksisteret et f. hlýði, tavshed, (af hljóðr), men dermed klares ikke stedet.
hlýðinn, adj, som hører efter, lydig. LU 24.
hlýðisamr, adj, som er således, at den kan gå an, være mulig, kun i ntr., vasa