hlýð

266

hl æg

jofri h-t, det var ikke fyrsten muligt, ÞjódA 3, 3.

hlýðni, /, lydighed, Qd 61. Jfr o-.

hlýja, (hléða, hléðr, yngre hlýða, jfr de nedenfor anførte v. l.J 1) varme, roðull máttit h. skorðu skænjorðungum, o: fordi solen formorkedes, Sigv 12, 15 (jfr modsætningen hélir : hlýr SnE I 630). — 2) lune, beskytte, hlýrat henni bprkr né barr Håvm 50, hlýr hvárki mér hold né klæði Ragn XI 3, skeiðar láta eið h. sér, lune sig, beskytte sig (mod storm og ström), ÞjÓdA 4, 22, serkir fast of séðir hléðut, beskyttede ikke, Vell 35, gptvar jarni séðar hléðut (hds. hlodut, hlpðVt, hlæðvr) Hfr 1, 2; hugr hléði, modet opildnede, beskyttede, BjH 8. Herhen hører næppe også hlébum Hamd 22: „beskyttede (ved forgjorte brynjer)" Bugge, Aarbb. 1905 s. 165.

1.  hlýr, n, (-rs), egl. 'den ene af to sammenhørende og parallelt med hinanden siddende genstande", jfr Bugge, Arkiv II 216, 1) derfor 'kind' (pÃ¥ et menneske), h. roðnaði Qudr I 15 (jfr SnE I 350, II500), h-ra skurir, kindernes _t regn, tÃ¥rer, ÞBrúh 2. — 2) (øksebladets) side, fpgr h. øxar ESk 11, 6, h. benja skóðs Grettis 6. — 3) den ene side af skjoldets flade, h. Hildar fats Haustl 1. — 4) (stavnens) side (jfr kinnungr, af kinn), Þul IV z 7, h. hafs hesta Ragn X 3, gylt h. Rst 14, brædd h. ESk 12, 17, kalt h. Ht 76, hélir h. at stáli Ht 20, skjóta h-ri, h-rum, á flœði, á bpru Hharð 16, Mark 1, 5, h. geystisk Am 2, 4, h. þolðu hríð Sigv 1, 5, hronn þó h-rum PGtsl 2, rísta bpru h-rum ESk 13, 7, hríð gnúði á h-rum fóms 33 (v. L). I ken-ninger for skib: h-ra hrafn Þorm 1, 8, h-rs goti Hfr 3, 18, h-rs fagrgoti HSn 2, 2, h-ra jó-stýrandi, søfarer, Þorm 1, 8, h-ra dýrmarir StjO II 2. Jfr tprughlýri, úrughlýri.

2.  hlýr, adj, lun, varm, hlýtt hoeli, lunt tilflugtssted, Vigf 2; fen hlýra benja, de varme sÃ¥rs væske, blod, Drv (XI) 1.

hlýrgarðr, m, 'skibside-gærde', skjold, h-s hregg, kamp, Ingj 3.

hlýri, m, broder (egl. 'som er vokset op ved samme (moder-)kind', eller 'tvillingbroder") Pul IV j 8 (her i pi), h. ens helga grams, Harald, ÞjódA 2, 3, h. Haralds Mark 1, 12 jfr 26, h. móður ESk 6, 32, h. Einars Arn 5, 5, h. Þórbergs BjH 7: ísldr 9. 17, PI 22, Anon (X) I B 10 a, Reg 10, Brot (F/s udg.) 3; — h. ara, om, Lids 3.

hlýrn, n, himmellegeme (især sol eller måne, i pi. bægge), dette må være den egl. betydning, til trods for at ordet anføres blandt dægra heiti Pul IV mm (på grund af forhold til nat og dag), véttir bærs skópu h. PKplb Lv 9, h-s heimstaða (s. d), himmel, EGils 1, 26, skrin h-a, d. s., Likn 25, h-a gramr, gud, SnE II 234, — Hogna mans h., Hilds sol (eller

måne), skjold, Sturl 4, 25, Vokalen er vistnok lang.

hlýrnir, m, himmel (egl. 'den med hlýrn, sol og måne, udstyrede'), gudernes navn på himlen, Alv 12; Pul IV ff nn, Merl I 59, II 68, Gd 63, 70, fekk h. stað stjprnum Ólsv 3, 2, skóp hauðr ok h-i Hás 20; — h-is eldr, solen, buðlungr h-s elds, Kristus, Has 21.

hlýrskildir, m, 'som forsyner skibstavnen med skjolde' (skiida af skjoldr), Heita blakks h., skibsstyrer el. lign., ESk 11, 8.

Hlýrskógsheiðr,/, Lyrskovsheden (i Slesvig), ESk 6, 28.

hlýrsól, /, 'stavn-sol', skjold, h-ar hála, skjoldets jættekvinde, økse, ESk 11, 11.

hlýrtungl, n, 'stavn-måne', skjold, Refr

1,  1.

hlýrvangr, m, 'stavn-eng', havet, h-s hreinn, skib, /pkull 1. hlýrvigg, n, ' stavn - hest', skib, Hfr

2,  1.

hlýskjoldr, m, 'varmens skjold', 'varme-udstrålende skjold', solen, heimr h-ar, himmel, Gd 68.

hlæja, (hló, hleginn), le, Akv 24, Hamd 6 o. s. v., h. hátt Reg 15, h. við e-m, le, smile, venligt til en, Håvm 46, h. at e-m, e-u, le ad nogen, noget, Håvm 22. 134, Hårekr 2, Anon (XI) Lv 6, Hsv 94, hugr hló í brjósti, om ens glæde, Pry 31, Gudr III 10, h. of spk, le over, ad, en sag, Hav 9; klif h., klipperne ler, smiler (antydende deres tiltalende udseende og skjaldens egen indre glæde), Sigv 13, 26, h. hlíðir við Hallsteini Hallst; h-jandi rauðk blæju Drv (XI) 6, h-jandi skalk deyja Krm 29; med acc. le ad en, Hsv 9, opt beir hefn-ask es hlegnir eru Hsv 94.

hlœða, (-dda, -ddr), belæsse, lade (et skib), h. golli á Grana bógu, belæsse Gråne med guldet, Grip 13; h. mar, lægge ridetöj, sadel, på en hest, Hyndl

5.   Part. h-endr hlunns hleypiskíða, søfarere, mænd, Oddi l.

hlœðir, m, 1) belæsser, som lader (et skib), h. hafskíðs, søfarer, mand, Sigv 3,

6,  h. hlunns hafreiðar Pdís 2. — 2) ødelægger, (til hlaða med dativ), h. hodda, gavmild mand, Nj 5, EilSn 2; h. hildar skóða Nj 9. — 3) som samler, erhværver, h. happa Pét 39.

hlœðiviðr, m, 'ladende trœ', h. hlunnjós, som lader skibet, søfarer, mand, Korm Lv 31, ordet er iøvrigt rettelse for hliðs i nit.

hlcegi, n, hvad der volder latter, genstand for latter, spot, opt fær hlægis magi heimskum manni, maven skaffer ofte den dumme (andres) spot, Håvm 20.

hlægiskip, n, skib, fartöj, som vækker latter, eller som fortjæner latter, spot, usselt fartój, taki herr hauga h. Sigv

3,  2.

hlœgja, (-ða, -ðr), bringe til at le (kau-sativ til hlæja), glæde, oss h-ir bat eigi Korm Lv 2, Pjsk Lv 4, hitt h-ir mik Krm