hnig 269 hnit
hniggrund, /, 'duvende, bølgende land\ h. hafbekks (skibets), søen, Ht 75.
hnigreyrr, m, 'rørstængel som sænkes", h. hjorflóðs, 'rørstængel som sænker sig i eller ind til blodet, sværd, dets hnykki-meiðar, krigere, Rst 24, h. handa skjaldar Hrundar, valkyrjens hænders rørstængel, d. s., Þmáhl 4.
hnigsól, /, nejende, ludende, sot, h. Hogna, skjold, StjO II 6.
hnigstafr, m, kun i h-ir hjprva hljóms (kampens), krigere, Likn 26; her synes hnig- ikke at have særlig (transitiv) betydning; transitivt 'afgårende' passer ikke; snarest 'de som selv gör bevægelser' i kampen.
hnigþili, n, 'bevægeligt brœf, brjóta randa h., bryde, kløve, skjolde, Ht 59.
hnika, (-aða, -at), støde til noget så at det kommer ud af sin rigtige stilling, bára h-aði pr, skød til åren, så at den ikke kunde bevæges rigtig (op og ned), Am 2, 3.
Hnikarr, m, navn på Odin (egl. 'som støder', j: med sit spyd, spydkæmperen), Pul IV jj 2, Gri 47, hrafnar (flugu) af H-s oxlum SnE II 142, H-ar hétu mik Reg 18. 19; H-ars bjalfi, brynje, Isldr 13, H-ars gjóðr, ravnen, Lids 2, H-ars regn, kamp (jfr regnboði), Ólhv 2, 11, H-ars veðr, d. s., Svert 2.
Hnikuðr, m, = foregående, Pul IV jj 1, Gri 48.
hnipinn, adj (egl. part. af et *hnipa, *hneip), egl. 'med nedböjet, ludende hoved' (på grund af sorg), sörgende, beklemt, hræzlufullr ok h. Sol 43, h-in þjóð Okik 1, 2, h-nar konur PjóðA 1, 15; navn på 'korn'i helju, egl. 'med bojet stængel, utriveligt, Alv 32.
hnipna, (-aða, -aðr), blive sorgmodig, modfalden, (af hnipinn), Sigurðr .. h-naði Brot (Ffs udg.) 4, hnipnaði Gunnarr Gudr II 7, Sigsk 13, h-naði Grani Gudr II 5.
Hnipul, /, elvenavn, Pul IV v 4.
hnit, n, sammenstød, við fieina h., i kampen, Hfl 6, hjorva h., kamp, PSær 2, 1.
Hnitbjprg, n. pi, findes ikke i digte, men antydes ved kenninger som H-bjarga logr, om digterdrikken, der gemtes indenfor disse klipper ('sammenstødsklipperne'), SnE I 244. Et sådant stedsnavn er kendt fra Island. Jfr Bugge, Arkiv X 39.
hnitbróðir, m, 'kødelig broder1 (af hnit „nexura" G. Andrjesson, verb. hnita „necto, connecto", samme, jfr Eirikur Jonssons Ordbog: „hnit, /, sammenföj-ning(?)u, her gives en nærmere forklaring: to til hinanden hørende træsplinter som kiler i et rivehoved), ulfs h., Fenris-ulvens kødelige broder, Midgårdsormen, Hym 23.
hnitsól, /, 'sammenstøds-sot, hringa (sværdenes) h., kampens sol, sværd, Pjsk Lv 2.
hnitvala, /, / kenningen hvarma h., oje,
af hnit (jfr hnitbróðir) og vala 'en lille knokket (astragalus), med denne sammenlignes ojet og hnit betegner dets indfatning under panden; men hnitvolur kunde, også om bœgge öjnene, forklares på en lignende måde som hnitbróðir, öjnene som nöje sammenhørende; iøvrigt står i hds. -vollum, men hnitvollr er endnu vanskeligere at forklare og rettelsen er så ringe som muligt; hele stedet lyder: þann harm (den nød, blindheden) es berk á hvarma hnitvolum Eg Lv 45.
hnitveggr, m, 'sammenstøds-væg', skjold, (hnit enten 'kamp', eller ordet betyder, 'væg for, mod, sammenstød' o: med våben, og til værn mod disse), með harðan h-gg Hfr 3, 7.
hniga, (hné, yngre hneig, hniginn), 1) falde omkuld, styrte (til siden, til jorden), segne (om en død eller dødssåret), tré tekr at h. Am 73; h. i eld, styrte i flammerne, Akv 42, h. at velli, falde (dødet), Hhund II10, h. til moldar Hamd 15, hné ferð á fit Hfl 6, h. i grås Anon (XII) C 23, h. à hadd jarðar Bjark 3, h. við banaþúfu Hyndl 29, h. á Heljar sjot Fj 25, absolut: Am 50 (láta h.), Sigsk 23, Hamd 31, Gldr 5, Hfr 3, 25, Lv 13, Rst 18, Krm 15, HolmgB 10, Arn 5, 20, h. fyrir, absolut Hårb 15, men hyppig med tilfojelse af fyr hjorum, eggjum el. lign., Ski 25, Håvm 158, Ód 23, Hak 8, Krm 11, Darr 7, h. fyr hamri Haustl 18; part. hniginn, Ghv 8 (jfr Bjark l. c), Refr 2, 2; liggja hniginn GSúrs 7; h. und eggjar, falde ind under æggene (og rammes af dem), Sveinsfl, h. und arnar hramma Anon (X) III B 2; hnigrat allr, segner ikke tilfulde, omkommer ikke helt, Eg Lv 27. — 2) lade sig falde til siden (for at støtte sig), læne sig (til noget), h. e-m at armi Hhund II25, h. við bolstri Gudr I 15, Sigsk 48, h. at rúnum, böje sig til en fortrolig hviskende samtale (lænende sig til den anden), Gudr III 4.
— 3) bevæge sig glidende, hnigu heilog votn af himinfjollum (mærk ogsÃ¥ her den nedadgÃ¥ende bevægelse) Hhund 11, jfr himnadýrðin hneig (v. 1.) at jprðu, steg ned til jorden, LU 34, skip hnigðu Valg 5, skip hnigu of log Pstf 1, 2, h. und tjald Hpgna meyjar, bevæge sig ind under, tage (skjoldet) og holde (det) foran sig, Ht 49, þjóð hné aptr á poptur Hókr 6 (men her v. 1. til stokk); hniga til hjalpar e-m, komme en til 'hjælp, Oddrgr 10; — hirð doglings oðlinga hnÃgr þingat, englene nejer derhen, d. v. s. viser deres ærbødighed og tilbedelse i den retning, o: overfor gud pÃ¥ hans trone, ESk 6, 5;
— hurð hnigin, lukket dör, Rþ 26, men det modsatte: åbnet, Herv III 8 (jfr Privatboligen 236).
hnisa, /, nise, en delfinart (delphinus phocæus), Pul IV y 1. Jfr stop-.
hnita, findes kun i imperf. hneit, pi. hnitu, støde, ramme med et stød, dreyra reyr hnitu saman Hókr 3, PBrtin 3, egg