hnít

270

hodd

hneit við fjor, stødte (dræbende) sammen med livet, Pham 1, 5, hjorr hneit við hjarta Qrv -IV 2, slíðra þorn hneit við hjarta Krm 17, engis sax hneit við fóta stalli Korm Lv 14.

hnjóða, (hnauð, hnoðinn), hamre (især ved slag af hamren at frembringe hoved på et klinksom, nitnagle), slå, heimdragi hnauðat (lófa) rauða, ikke engang gjorde sine hænder indvendig røde ved hammerslag (i smedjen), Anon (X) III C 4; intrans., ási hnauð við hjartasíðu, slog imod, ramte hårdt, Hfr Lv 26.

hniósa, (hnaus, hnosit), nyse, hvárki þorðir físa né h. Hárb 26.

hnjóskr, m, knøsk, fyrsvamp, Gd$ 54.

hnoss, /, ' kostbarhed (egl. 'en med hammeren forarbejdet — kostbar — genstand'; hnoss : hnjóða), velja e-m h-ir Gudr II 20, gefa h-ir Ghv 18, Ht 29, launa h-ir Kali, hollar h-ir, venlige gaver og kostbarheder, Sturl 3,21, skrin gofguð h-um Mark 1, 29, bera h-ir framm Ghv 6, myrða til h-a, for at komme i besiddelse af (hendes) kostbarheder, Am 57, h. miskunnar ok eirar Has 4; h. ættar, kostbarhed for menneskene, Gd$ 29. I kenninger, h-a viðr (h-ir == guld), mand, Likn 13, h-a brjótr, d. s., Likn 42, Þrúðr h-a, kvinde, Stridk. — Navn på Freyjas datter, Pul IV h 3, H. (ved rettelse) horn-þeyjar, kvinde, Korm Lv 41.

hnossfjplð, n. pi, mængde kostbarheder, launa hrein h., lönne (de givne) lysende kostbarheder (guldringe), Sigv 9, 1.

hnossvinr, m, 'kostbarheds-ven', ven som giver (en anden) kostbarheder, ESk 12, 1; jfr auðvinr.

hnot, /, (pi. hnøtr), nød, Sigv 13, 10, Ótt 4, 1, lesa hnøtr af sjónhesli, græde sine modige tårer, GSúrs 5. I kenninger for hjærte (intet faktisk eksempel), SnE I 540.

Hnotirnar, /. pi. (af hnot?), norsk(?) øgruppe, Pul IV bbb 7.

hnúka, (-ða, -t), sidde på huk (som tegn på frygt og at man vil skjule sig), hnúkðir i bumlungi, om Tor i hansken, Lok 60.

hnúpgnípa, /, fjœldtinde der luder (synes at lude) forover', h-ur hvarms, øjenbrynene, Eg Lv 13 (hnúp- beslægtet med gnúpr og lign.).

hnydja, /, træhammer (jfr hnoð- i hnoð-hamarr), Korm Lv 20.

hnyggva, (hnpgg, hnugginn), støde tilbage, overvinde, hnyggr andskotum tyggi Valg 7, h. e-n at e-ju, berøve en noget, Gudr III 5; part. hnugginn, berøvet, med dativ, Gri51, sigri h. Gisl 1, 18, h. hverj-um leik, enhver glæde berøvet, Stridk, med genitiv: h. (forskrevet) lífs náða Pét 33, absolut: h-it lif, berøvet liv, Gd$ 63 (i senisl. betyder hnugginn 'bedrøvet'). Jfr lof-, svip-. Intrans, støde mod, snuble, fótr hnogg Pét 42.

hnykkilundr, m, 'rykkende, bortkasten-

de, trœ', h. handbáls, uddeler af guld, Rst 34.

hnykkimeiðr, m, s. s. foregående, h. hjorflóðs (blodets) hnigreyrs (sværdets), som sætter sværdet i rask fart, kriger, Rst 24.

hnykkir, m, som rykker, sætter i rykkende, hurtig, fart, h. hræklungrs (spydets), kriger, ísldr 21.

hnykkja, (-ða, -ðr), rykke, støde til side, h. e-m, støde til en (så at han er nær ved at falde), Ry 14; h. hnakkmiða, rykke ankret op, ÖTr 1, h. svarðar landi, hugge hovedet af, Ht 57. Jfr auðhnykkj-andi, baughn-, róghn-.

hnyssingr, m, et slags fisk (hval?), h-s teigr, havet, Kalr 18.

hnyttr, m, betegnelse for 'mand', h. enn harðleiti Hjálmþ IV 19; egl. 'undersætsig mand'?, jfr no. nott, m, 'knort, knude, liden tue' (Aasen), knott, -en liden dreng' (Ross).

hnýðingr, m, delfinart (af hnúðr 'pukkel'), Pul IV y 1.

hnæfiligr, adj, skærende, hånende, bitter, h-g orð Hårb 43.

hnopul, /, elvenavn, Pul IV v 4.

hnøggvi, /, karrighed, slita h., vise sig gavmild, Mark 1, 4, synja h. sinnar, fornægte karrighed som sin egenskab, vise sig gavmild, Steinn 3, 14.

hnøggvir, m, 'som støder, rykker bort, uddeler', h. (rettelse for hreggi) áar steðja (stenens) Eldis (jættens) mála (guldets), gavmild mand, Anon (X) III B 5.

1.  hodd, n (vistnok n. pi.), skat, guld, h. Niflunga, Niflungeskatten, Akv 26 (es und einum mér oli h. N., es sing. fordi det stÃ¥r i spidsen, eller ogsÃ¥ er u i eru elideret foran vokalen i und), h. blóð-rekin, (s. d.), Hhund I 9, launa h., gengælde guld (gaver), Hgóð, heita góðum h-um Qrv IX 40, spara h. við hróðri E skÃ¥l Lv 1 (v. L), mæra seggi h-um SnE II 224, halda h-um fyr e-m Gunnl Lv 3, granda h-um Hallv 4, rjóða hjor til h-a Korm Lv 63, oddar h-um roðnir = goll-roðnir Am 6, 15, h-um hættr Ód 20, h-a lÃ¥n, pengelÃ¥n, Gyd 7, kveðja h-a Obreid 1, Iva^ hald SnSt 4, 2, — som mase. pi. sytæg-ordet én gang at findes, hvis tek-stÃ¥jmer rigtig: opt gefna lét h-a Ingj 2, 2, etffiadan — sen — könsveksel vilde være forstÃ¥elig. I kenninger er h. — guld: h-a støkkvir EskÃ¥l Lv 1, h-a brjótr (v. 1. njótr) ESk 6, 37, h-a hlœðir Nj 5, h-a bverrir Ód 14, h-a veitir Hl 18 a, h-a geymir PI 4, h-a beiðir Eg Lv 31, h-a Baldr PI 41; — h-a fægi-Freyja, kvinde, Korm Lv 7. Jfr Gering Zs. f deut. Phil. 43 s. 137.

2.  hodd, kun i forbindelsen: þær (áar) hverfa of (strömmer omkring) h. goða G ri 27, hvor h. antages at betyde 'bolig, hjemland'.

hoddbeiðandi, m, 'guldkrævef', mand, SnE II 206. hodddofi, m, 'langsomhed, træghed med