holl

272

holt

mennesker, h-ir hjalpendr Eg Lv 27, h. gramr Ht 18; Graf 9, Refr 2, 2, Eyv Lv 4; jpfrar, hirð h-astir Ht 99, hylli verðr holl Bersi 2; om indbyrdes velvilje: h. vinr Hænis Haustl 7, jfr 3, sem vit holl værim Am 103; velvillige personer, gode venner, trofast, mist hefr þér h-ra Am 68, ef oss h-ar væri Hárb 18; — trofast, om de undergivne, h. húskarl Sigv 13, 3, hoddspennir var h. hersa stilli Ht 29, jfr Refr 3, 3, h-ir menn Sigv 12, 18; — god, velgørende (mod, med dativ som ellers), h. ulfum ísldr 4, h. styrjar gollungum ísldr 23, h. hrafni Ód 15; — holl laun, Ion tydende på velvilje, ESk 6, 69, h-ar hnossir, kostbarheder, givne af velvilje, Sturl 3, 21. Jfr dróttin-, gagn-, ráð-, varg-.

Hollsetar, m. pi, Holsater, Holstens indbyggere, hræðir H-a (hds. -setu, næppe rigtigt) Hskv 3, 2.

hollvinr, m, huld, trofast ven, Hfr 3, 5, Bersi 1, 3, Am 2, 16, Qrv IV 7, IX 23, h. herjar Mark 1, 25, h. lofða Brot (FJ.S udg) 4, Oddi 3; h. guðs, Gudmund d. gode, Gd 23.

Holmbúar, m. pi, Holmboer, må vist sigte til øerne ved Raumarike i Norge (næppe indbyggerne på de danske øer), H-a hneykir, om Harald hårdråde, ÞjódA 3, 20.

holmíjpturr, m, 'holm-lœnke', havet, gránn h., det grå hav, ESk 12, 11, den dermed identiske Midgårdsorm, dennes hjalmr =. ægishjalmr Vell 26; h-s leið, guld, h-s leiðar borr, mand, Hallv 4.

Holmgarðr, m, Holmegård (i Rusland), GpngHr 3.

holmgjord, /, 'holm-gjord', havet, h-ar nagli, ø (øen sammenlignes med et enkelt somhoved i en sómbesláet [saddel-] gjord), Epver 2. Jfr holmneglðr.

Holmgongu-Bersi, m, isl. skjald og helt i 10. årh., ísldr 24.

Holmgpngu-Starri, m, isl. kæmpe (10. årh.), Isldr 27.

holmi, m, holm, = holmr, brugt om Island, Gd$ 60, Gd 5; h. hjalmfenris, sværdets holm, skjold, PBriin 3.

holmleggr, m, 'holm-knokkeí, sten, h-jar hilmir, stenens konge, dværg, ifølge tolkningen dværgen Litr, der igen er synonym med litr, farve, skönhed: h-jar hilmir viðr e-n þpglan, (kvindens) lød, skonhed, bringer en til at forstumme, HSt 2, 1.

holmneglðr, adj, 'naglet med holme', 'hvis nagler er holme', h-ð hauðrgjorð, jordens gjord, besat med holme, det øopfyldte hav, Bjarni 3. Jfr holmgjorð.

holmr, m, 1) holm, en mindre ø (jfr holmi), i h-i Vpl 40. 41, Rdr 11 (om øen Hoy blandt Orknøerne?), láta h-m sér at skildi, lade en holm tjæne sig til skjold, værge sig på en holm (om holmen i Hafsfjorden), Harkv 10, h. enn gráni, Holmen grå, ESk 9, 1, of h-a (~ i eyjum, Orknøerne) TorfE 3; dog findes h. som modsætning til ey, hætta á h-m til sela

Hæng V 5. — 2) særlig brugt om en kampplads (sikkert fordi tvekampe i den grå oldtid plejede at holdes på mindre øer), hvé så h. heitir Fåfn 14, á h-i, i (tve)kamp, Pmåhl 6, Isldr 26, HolmgB 1, fara h-s á vit Eg Lv 28, skora á h-m Nj 6, ganga á h-m Korm Lv 26. 49. 50, Sól 14. — 3) / kenninger, for arm: hauks h. VGl 2, — for skjold: randar h., ringens (den malede rings) holm, Haustl 18. — 4) som egennavn, — Borgundarholmr. Hfr 2, 2, — om øen Svolder Hókr 3, H-s sund, sundet ved holmen, Hfr 3, 17. Jfr Borgundar-, Dyr-, Sigars-.

holmreyðr, /, 'holm-laks (ell. -hval/, slange, h-ar hjalmr = ægishjalmr (jfr hjalmtamiðr), skrœkkehjælmen, Gldr 6, faldinn h-ar hjalmi, med skrækkehjælm på hovedet, Sturl 6, 2 (v. 1. -reyrar, ryrar urigtigt).

Holmrygir, m. pi, Rygerne på øerne (i og ved Rogaland), Harkv 14, Hak 3; på det forste sted: haínaði H-jum (der er i verset tale om de af Harald hårfagre vragede hustruer) er det et spörgsmál, om man ikke skulde læse: holm-rýgjum, af -rýgr, en kvinde (især mægtig kvinde, frue), med holm- måtte der være hentydet til de samme holme (øer), og der kunde være tilsigtet et ordspil, til trods for vokalens forskellige kvantitet i de to ord.

holmrond, /, 'holm-ring', havet, haust-kold h. ESk 12, 12.

Holmsnes, n, sagnlokalitet, Qrv IX 29.

holmstefna, /, 'holm-stævne', møde på en holm, tvekampsmøde og kamp i alm., Hålfs IV i.

Holmsteinn, m, en Islænder omkr. 1000, Snorri.

holr, adj, hul, holt hramma hrynbál, den hule ring, Ormr l, 4 (selve ringen var hul indvendig), hol bára, hul bølge (idet den er ved at styrte forover), ESk 13, 7, Mark 1, 5, hol merki, om de af vinden udspilede faner, Gisl 1, 19; h-t skarð, hult (j: halvrundt) skår (i et sværd), Korm Lv 27.

holt, n, 1) den oprindelige betydning 'skov, skovbevokset plads' synes at være den fremherskende i den ældste tid; osp i h-i Hamd 4, til h-s ek gekk (for at få en gambanteinn) Ski 32, sás ór h-i ferr Vpl 16, Hoddmimis h. (hvor menneskeparret Lif og Lifprasir skjulte sig) Vafþr 45. — 2) senere, især på Island, fik det betydning af 'stenet, bakket, hårdt og lidet frugtbart land', den foreligger sikkert i: Pul IV æ 2, h. ok mýrar Lil 93, samt i kenningen heila bæs h., hoved, Ht 2. — 3) som stedsnavn, Holtan på Vestfold, dativ H-i (v. I. holturn af Holt-ar), Yt 32. — holta Korm Lv 26 er formentlig fejl for hasla.

holtriða, kun Hym 27: ok hollt riða (holtriba R) hver i gognum; dette ord er vanskeligt; hverr betyder i hvert fald 'kedel, sænkning' (i jorden), men linjen