holt

273

horsk

(l. 2) er metrisk urigtig ( ^ —'-■*-> for ■ _ ^ _ ) og formentlig er hver galt; holtriða kan godt komme af et mask. holtriði; at der her skulde betegnes en fjældhule' som Hymers bolig er utænkeligt, da denne ellers i digtet kun fremtræder som 'hal, sal, hov" (se hof); et neutr. holtrið kendes ellers ikke og er desuden ingen naturlig sammensætning. Endelig overfylder disse 2 linjer verset.

holtskriði, m, 'som kryber i (igennem) skove", slange, Pul IV qq 2.

holtvartarir, m, 'skov-tvinge, -rem, eller fisk\ slange, h-is ennitingl (s. d.), skræk-kehjælm, Anon (X) I B 5; jfr vartari.

holund, /, hulsår, sår der går ind i (bryst- eller mave-) hulheden, h-a valr, ravn, TorfE 3.

hopp, n, hoppen, dans, lystighed, h. heims, verdens forlystelser, Mv III 3.

hoppfagr, adj, skon i dans, leg, h-fpgr ekkja Pmåhl 15.

Hoppr, m, hundenavn (lden hoppende"), Hrólfs 3.

horfa, (-ða, -t), vende (i en vis retning), se, norðr h. dyrr Vsp 38, suðr h-ðu dyrr Rþ 26, h. við monnura, vende mod (og se på), Anon (XI) Lv 3, h. ór heimi, vende sig (og se) bort fra verden, Ski 27, h. við veðri Hæng VI 1.

horn, n, 1) horn (på dyr), af hans h-um (hjortens) Gri 26, h. glóa við himin (også hjortens) Hhund II 38, hjartar h. Sól 78 jfr 55, hótún h-a, hovedet, Hym 19; usikkert med hensyn til meningen er h. Hodd-rofnis Sigrdr 13; hverr setr h. í síðu oðr-um, den ene støder hornet i den andens side, den ene bekæmper den anden, Gd$ 51. — 2) drikkehorn, bera e-m h. Qri 36, fór fjplð h-a Am 8, drekka mjoð fullum h-um Sol 56, gyld h. Rst 13, rísta rún á h-i Eg Lv 3, á h-i skal rísta (runar) Sigrdr 7, vóru í h-i stafir Qudr II22, vætr horns, intet (af) i hornet, Eg Lv 36 (hds horn), né (sœlðumk) við hornigi, med horn, fuldt af drik, Håvm 139; — horna ó, drik, Eg Lv 16 (jfr BMÓlsen, Arkiv XIX, 102 f), h-a sund, d. s., Eg Lv 36, h-a fors, d. s., Steinp.; — Horn h-a, kvinde, SnE II 218, h-a Hlokk Lids 6. — 3) blæseinstrument, lur, h. (j: Gjallarhorn) es á lopti Vsp 46, þjóta í h. Hamd 18; h-a bl§str Am 5,17. — 4) hjörne, Niðjungr skóf af haugi h. Mhkv 8, sat á h-i vinbjarga Harkv 2, á beðjar h-i, hjörnet, udkanten, af sængen, Bjhit 2, 12. — 5) / uforståelig sammenhæng er h. gratz Hornkl Lv. — 6) som elvenavn (rettere Hprn?), Gróg 8. Jfr Gjallar-.

Hornbori, m, dværgenavn (egl. 'horn-gennemborer'), Vsp 13, Pul IV ii 5.

hornflœðr, /, 'horn-bølge\ drik (øl), skorða h-ar, kvinde, GSúrs 22, hirði-Sága h-ar, d. s., Grettis 35.

hornglóinn, hornglói, m, navne på vædder (egl. 'hvis horn lyser'), Pul IV aa; det ene er vist blot en variant af det andet.

horngæla, /, en slags fisk, Pul IV x 3 (j/r no. haagjæla 'en mindre haj-arf Aasen, „horngjæl", Nordgård).

horngofugr, adj, som ser prægtig ud ved sine horn, med prægtige horn, om bukke, Hym 7.

hornhróinn, m, navn på vædder, Pul IV aa.

hornkerling, /, 'hjörne-, krogkælling1, gammel kone, hvis plads er i krogen (den ringeste plads i stuen), Nj 26.

hornklofi, m, ravn, (egl. ' hornkløvef?), Pul IV tt l. — Det Hf116 forekommende h. : halda h., synes snarest at være dativ af et hornklof n, men dettes betydning er uvis; hele udtrykket synes at betyde 'holde fast.

hornkvistr, m, (-ar; -ir), horn-gren, grenet horn, bera tvá h-u Merl I 14.

hornsil, n, hundestejle (gasterosteus), Pul IV x 4.

Hornskógr, m, skov i Jylland, Grani 1.

hornspønn, m, ske af horn, PjóðA 4, 16.

hornstraumr, m, 'horn-ström\ drik (øl), h. Hrimnis, digterdrikken, digt, hroera h-m Hrimnis, digte, EVald 1; h-s Nauma, kvinde, Sigv 13, 12.

hornumskváli, m, navn på vædderen (egl. 'den med hornene stójende', 'som frembringer larm med hornene), Pul IV aa.

hornungr, m, ifølge lovsproget (Grågåsen) lsön af en frigiven med sin (tidligere) herskerinde", en sådan sön var vel ikke arveberettiget, stod altså i anseelse under ægtefødte börn af frie forældre; ordet kommer af horn 'hjörne, krog, og betyder egl. 'født i en krog, (jfr udtrykket gefa frelsi frá horni ok hnappi); Grågåsens opfattelse er måske ikke den oprindelige, ti ifølge norske love var h. blot uægte født sön af frie forældre, dette må sikkert forudsættes at være tilfældet med Erpr, der af brødrene kaldes h. Hamd 14; þá h. á haugi sat Herv V 14; h. hverrar þjóðar, betragtet som uægte sön hos alle mænd, Hålfs IX 27; med gen. 'person som er berøvet, blottet for noget, h. hylli (gen.) hprbellu, berøvet kvindens gunst, Korm Lv 29 (således også i prosa).

hornbeyr, m, 'horn-tø (væske), øl, h-jar Hnoss, kvinde, Korm Lv 41; h-s (ved rett.) Eir, d. s., Gunnl Lv 8.

hors, n, =. hross, hest, h. hofuð Merl

I 29.

horskliga, adv, klogt, viselig, segja h. Grip 10, haga h., indrette viselig, Merl

II 96.

horskligr, adj, klog, omtr. — horskr, h-lig rpð Hsv 1. 129.

horskr, adj, klog, vis, modsat heimskr : opt fáa á h-an (litir) þeirs á heimskan né fáa Hávm 93, heimska or h-um sst 94, jfr 20; Håvm 63, Ski 9, Fåfn 35. 36, Eirm 4. 8, tsldr 26, ESk 6, 64 o. s. v; h. ok pogull Håvm 6, h. halr Brot 4, Fåfn

18