horsk

274

hór

42, h-ir seggir Has 45, h. hplða barmi Hildr, horsk ok rik, om Adam og Eva, LU 17, hvit ok horsk Rþ 39; ofte epitet til kvinder: horsk vas husfreyja Am 3, en horska mær tíávtn 96, et h-a man sst 102, horsk fóstra Heimis Orip 31, et h-a vif Sol 14, h-ar konur Hárb 18, sagði horsk hilmi Am 10, huggizk it h-ar Am 35; h. hugr Håvm 91; ~ om dyr, h-ir hrafnar Fj 45, et h-a dýr, det kloge, listige dyr, om bjarnigull, Merl I 21. Jfr geð-.

horvegr, m, 'snot-vef, næse, h-s rammir, med stinkende næse, rettelse af hervigs samir i henhold til originalens fætore narium, Merl I 49.

horvetna, adv, = hvarvetna (s. d.J, allevegne, Ód 16.

hosa, /, hose, h. mosrauð Steinarr 1, draga h-u af e-m EOils 3, 10; h. tók at losna af fæti Gd$ 28, = brynhosa Od 34.

hotvetna, pron. indef, = hvatvetna s. d., hvad som helst, alt, findes adskillige steder i c od. reg. (Edd.), HÃ¥vm 48, Ski 28, Am 71. 97.

Hó, m, (måske for Hó i, dannet af interj. hó, opmuntrende), hundenavn (jfr Hoppr), Hrólfs 3.

hóf, n, det rette, passende, mål, måde, forhold, mådehold, parf h. at flestu Leid 44, kunna h. KjOlb 2, 4, sœmði vel h. e-m Ód 26, færa e-n í hóf, bringe en til mådehold, besindelse, ÞjóðA 3, 20; at h-i, med måde, mådeholdent, Hávm 19, Gd$ 36, at sama (somu) h-i, på samme måde, Vpl 27, Hålfs VIII 12; hafa sik á h-i, vise mådehold, ave sig selv, Lok 36; af h-i, passende, Mv III 25; hafa ríki sitt í h-i, anvende, udøve sin magt med mådehold, Håvrn 64, stytta hond i h-i, ordsproglig talemåde, d. s., Sigv 11, 13; ganga langt ór h-i, udover den passende grænse, Nj 19; h. ok hagspeki Hsv 105; gen. adverbielt, h-s hart, temlig kraftig, EG ils 1, 17; hilmir h-s, Kristus, Likn 16. Jfr ør-.

hófgollinn, adj, med forgyldte hove, Oddrgr 28, hvis ikke gollinn her er part. til gjalla, 'med gjaldende hove¹, hvad der vilde passe ulige bedre; jfr part. pass. (= part. aet.) som lifinn, sofinn, pakinn.

hófr, m, hov, h. kná slíta voll Sigv 3, 11, (rúnar) á Alsvinns h-i Sigrdr 15. Urigtigt for háfr, s. d., Þdr 6.

hófsamliga, adv, på passende måde, prófa h-ast Od 3.

Hófvarpnir, m, hestenavn (egl. 'som gor et kast med hoven¹), SnE I 118, Pul IV rr 4.

hógbrotningr, m, et let brugeligt afbrækket stykke, h. skógar, en afbrækket gren, anvendt til stok, bekvem stok, om Gríðarvolr, Þdr 20.

hógdrœgr, adj, let trækkelig, som let kan drages frem, Viðurs þýfi h-t ór hugar fylgsni St 1.

hógdýr, n, 'bekvemt, smidigt dyr\ h. huna, skib, Refr 4, 1.

hóggrœddr, adj, let helbredelig, h. dili (brandplet) Porm 2, 14.

hógliga, adj, let, forekommende, svara h. Porm 2, 3.

hógligr, adj, let, medgörlig, ráð holfu h-ra, bestemmelse, som vil både dobbelt så godt (egl. 'som skaffer lettere, bekvemmere omgang'), Am 70, muna verða h-t, vil ikke blive let, bekvemt, vil blive vanskeligt, Has 33, h-t hold, det smidige legeme, Heil 16.

hóglífr, adj, som lever stille, som elsker stille, roligt, liv, Pmåhl 14.

hógr som adj forekommer næppe, se hægr.

hógreið, /, bekvem vogn, om Tors kærre, h-ar hafreginn, Tor, Haustl 15.

hógsettr, adj, bekvemt anbragt, smidig, h-tt tunga Likn 2.

hógværr, adj, som er, forholder sig, stille, rolig, fredsommelig, Gd 9.

hol, n, pral, mæla h. of e-t, prale af noget, Pmåhl 1, gœðask h-i, ytre sig pralende om sig selv, Anon (XIII) B 25.

Hólar, m. pi, bispesædet Holar på Island, Kolb 2, 4, Anon (XIII) B 19, Gd 27, Gd$ passim. Egl. pi. af hóll.

hóll, m, höj, bakke, især rundagtig; knude, ujævnhed, Pul IV æ 2, sákat h-1 i hvilu, der var ingen knude i sængen. den var jævn og behagelig, GSúrs 23.— Som stedsnavn (i Valiand; v. 1. holi), á H-i Sigv l, 10 (men vistnok forvansket af Dol).

hóllauss, adj, fri for pral, pat es h-t, det er uden pral, det er sandt, PHjalt 1.

hól-Njorun, /, 'höj-Njöruri', hrannblakks (skibets) hóll (bakke), søen, dens Njörun, 'kvinde', BjHit 2, 12, men den slags omskrivninger er noget tvivlsomme.

Hómarr', m, blandt søkongenavne, Pul IV a 5.

hóp, n, lille, helst rundagtig, vig, nór, blandt sønavne, Pul IV u 3, h-s hyrr, guld, Rst 35 (jfr hyr-Njorðr).

hópr, m, hob, skare, Alpost 3.

hóra, /, hore, skøge, h. mengi Merl I 49, men da gen. pi. skulde hedde hórna, er det muligt, at det er verbet, der her foreligger og at stedet er forvansket; da originalen har mulieres corrumpent, kan der næppe heller være tale om mase. hórr.

hórdómr, m, ægteskabsbrud, horeri, h. mikill (i heimi) Vsp 45; Mv III 18, Katr 46.

hórr, m, ægteskabsbryder, en gift kones elsker, hverr hefr þinn h. (hór hds) verit, din kones elsker, Lok 30, h. (skr. hór) af e-m, en anden kones elsker (egl. 'ægteskabsbryder ved en\ fordi denne er gift og dennes hustru har en elsker), Lok 54. Uden r / stammen, hór, gen. hós, synes ordet (jfr de anførte skrivemåder, og da vel et helt forskelligt ord) at forekomme Hårb 48: Sif á hó heima, hans munt fund vilja, men betydningen synes her klar; vanskeligere er Lok 33: