hrís

284

hross

hvilken person der her menes er usikkert. Jfr Arkiv XI, 13—14.

1.   hrjóða, (hrauð, hroðinn), 1) rydde, tömme (især om at fælde et skibs hele mandskab), skeiðr nam herr at h. ÞjóðA 1, 12, jfr Tindr 1, 4, h. skip ÞjóðA l, 15, PGisl 12, Jóms 38, h. lung Hfr 3, 14, beit hruðusk ESk 7, 6, Ormr hrauzk Ód 19, hruðusk riðmarar Róða Tindr 1, 1; h. nes, plyndre pÃ¥ næs, Ótt 2, 5, almr hrauzk, buen ryddede sig, udsendte pile, Hl 39 b. — 2) fordrive, støde bort, med dativ, jofurr hrauð auð, uddelte guld, Ht 37, brandr hrauð af sér blóði Steinn 1, 4, og upersonligt, glóðum hrauð, kastedes op, Anon (X) III C 1, eldi hrauð, der føg gnister ud, Sturl 3, 12. — 3) udrydde, tilintetgöre, egg hrauð fnðar vón seggj-um Ht 33, sveit hrauð sorg EkÃ¥l 1, 5, h. synðum ív 2, h. synd ór brjósti Katr 27, h. blindi (ór tuni) Likn 4; — h. Hamðis skyrtum, ødelægge brynjer, v. /., Qrv VII 1, h. stjprnum, støde til stjærnerne, skubbe dem til side (om bølgerne), GrHj 2.

—  4) medium, 'ryddeliggöre sig\ befri sig for, afføre sig (klædningsstykker), hrauzk ór hervóðum Hák 4, hrauzk ór skikkju Am 49. —Part. hrjóðandi; hrjóðendr skyld-Breta fjoru þjóðar, jætternes udrydder e, Tor og hans ledsager. Pdr 11; h. angrs þjóðar, udrydder af menneskenes sorg (synd), gud, Leid 37; jfr angr-, mein-, seim-.

2.  hrjóða, (hrauð, hroðinn), rødfarve, h. egg í sveita PjódA 1, 22; part. pass. hroðinn, h-it sigli, guldbelagt smykke, Sigsk 49 (=z gollhroðinn).

1.  hrjóðr, m, rydder, h. bóru fáks Gldr 3; udrydder, uddeler, h. móins storðar (guldets), gavmild mand, PI 18, logdags h., d. s., Hl 4 b; pttunga h. (skrevet rjóðr), udrydderen af sine slægtninge (sönner), Yt 16, jfr K- Gisl., Aarbb. 1881 s. 226 f

—   hrioð Svtjúg er fejl for hróðr. Jfr auð-, bark-, Himin-.

2.  hrjóðr, m, blandt himlens navne, Pul IV ff nn (bis); samme ord opføres som solens navn, Pul IV gg. Jfr Hrjótr.

hrjóta, (hraut, hrotinn), 1) styrte, falde (rask), h. hvitir askar, spydene farer rask af sted, Ht 57, hrutu (v. 1. flugu) unda bý, om pilene, Hfl 15, hagl hrýtr í gogn-um Merl I 34, hjalmstofn hrytr af bol Anon (XIII) B 39, hór logi hrýtr hús í gpgnum, farer svævende gennem (det indre af) huset, Am 15; h. fyr borð PGísl 5, dreyri, sveiti hrýtr á lpg, sæ PGisl 9, Ingj 1, 3, uðr hraut af brimdýrurn, sloges tilbage, PGisl 2. — 2) falde til forskellige sider, spredes, víða h. veglig mæti, spredes ved at de sendes, Sturl 3, 21, h. sundr, springe itu, gå (pludselig) i stykker, hraut hallr sundr i tvau Grott 23, baugar hrutu sundr Am 46. — 3) snorke, give en snorkende, gurglende, lyd, især om sår (hulsår), und hraut Hl 21 b, hraut unda fjolð Vell 20; upersonl. hraut

i stongum, stængerne knagede, h 38; denne betydning mulig i hraungolkn (for hrein-) hrutu (jfr paralleludtrykket: butu), brummede, Hym 24; om en person, give en brummende, hoj lyd (som en björn), þá hraut við ræsir (Jörmunrekk), sem bjprn hryti Hamd 25.

Hrjótr, m, navn på Odin ('den styrtende"), Pul IV jj 4, v. 1. hrjóðr, måske rigtigere.

hrjúfr, adj, 1) ujævn, ru, h. hals Gautr II 25. — 2) spedalsk, LU 46, h-ir sléttask Gd 14.

hroðgás, /, en art gås (fejl for hrot-gás? jfr hrota, no. rotfugl), Pul IV xx 7.

hroði, m, voldsomhed, barskhed, er mér lund til h-a, jeg er tilbojelig til at blive grov, Mhkv 29; identisk hermed er h. som navn på en (norsk) fjord, uvist hvilken, Pul IV ccc, 'den stormfulde'; som navn på 'stormen' kan ordet opfattes St 8 (skr. roði), hvor h-a (vá-)bróðir er søen.

hrognkelsi, n, stenbider, Bjhit 1, 1, Pul IV x 1,

hrolla, (-da, -t), være svag, styrtefærdig, hroldi hotvetna, bats til hags skyldi Am 97, Heljar meyjar buðu mér h. heim, bød at verden skulde for mig være som ved at falde sammenf?; rimeligvis er heim fejl for hug), Sol 38, h-ir hugr minn illa, jeg er ilde til mode, Pjsk Lv 5; mærkeligt er h. i forbindelsen: hvar sáttu hrafn á hríslu h. dreyra fulian, Ragn X 1, da man dog skulde tro, at ravnen, mættet af blod, følte velvære, medmindre h. her skal betegne den gyngende bevægelse på grenen; nu bruges ordet om 'at gyse, fryse' (hrollur, m, rysten af kulde, kuldegysning).

Hrollaugr, m, son Rpgnvald jarl (rettere: Hróðl-?), TorfE 1; sagnperson, H-s synir Hhund II 27.

Hropta-Týr, m, Odin (jfr det følgende), Håvm 160, Gri 54, Hak 14, Húsdr 8, Pul IV jj 3.

Hroptr, m, navn på Odin, Gri 8, Sigrdr 13, Pul IV jj 2, fór H. íneð Gungni Korm 1, 7, H. náði val Tindr 1, 9, H-s hyrr, sværd (se hyrskerðir), Pmáhl 9, H-s toptir, skjolde, PKolb 3, 5, H-s hljóð (ved rettelse) EValg; H-s megir, aserne, Lok 45, hjalmelda gildar H-s, Odins mænd (bersærker ifølge Snorre), Húsdr 11; H-s sigtoptir, Odins kamp-hjem, Valhal (eller gudernes boliger overhovedet), Vsp 62; som appellativ, foruden i det anførte Hropta-Týr (hvor h-ar betyder aserne), findes det i h. rpgna, gudernes hersker(?), om Odin, Håvm 142; ordets grundbetydning er uvis (jfr Bugge i Zs. f vergl. spr. forsch. III, næppe af samme stamme som hróp).

hross, n, hest (hingst eller hoppe, dog ofte særlig om det sidste, jfr hryssa), Håvm 71, PKolb Lv 12, Sigv 3, 12; h-a þjófr Hárb 8, Gotna h., gro, gangtom Ghv 2, Hamd 3.