hross
285
hrók
hrossagaukr, m, bekkasin (scolopax gallinago), Pul IV xx 2 (egl. 'hestegøg').
Hrosshársgrani, m, navn på Odin (egl. 'hvis læbe er ligesom besat med hestehår'), Pul IV jj 4, Qautr II 4.
hrosshvalr, m, hvalart (hvalros?), Pul IV y 2; jfr Bugge, Arkiv I 20.
hrossknúta, /, heste-lårben, EQils 3, 17.
Hrossþjófr, m, jætte (egl. 'hestetyv1), Hyndl 32, Pul IV f 3.
hrosti, m, "det mæskede malt, hvoraf urten (virtr) uddrages'1, h-a fen, øl, Am 5, 2, h-a fens hpfundr, Ægir, St 19, h-a tjørn, d. s., Eg *Lv 36, h-a brim, d. s., h-a brim Alfpður, digterdrikken, digtet, Am 5, 4; h-a lúðr, maltkar, h-a lúðrs gæi-Þrúðr, kvinde, Ormr 1, 5.
hrot, (hvat, hlaut), Sindr 1 er vist fejl for hrókr.
hrotgarmr, m, 'brummende, knitrende hund', h. viðar, ilden, Qrv IX 14, Helr 10 (v. 1).
1. Hrotti, m, sværdsnavn, Pul IV l l (egl. FÃ¥fnirs sværd SnE 1356 eller Her-vard Arngrimssons sværd Fas I 416), Krm 7, h. golli vafiðr Pfisk 1, h-a meiðr, kriger, Reg 20, h-a él, kamp (jfr élbjóðr), Ãsldr 22, h-a hreggvindr, d. s., Grettis 4. — Som mandsnavn Qautr II 8.
2. hrotti, m, fræk, hensynsløs person (bruges nu om en höj, svær, hensynsløs mand), h-ar hernumnir Qrv VII 17 (v. L).
hró, /, navn på jorden, Pul IV æ 2.
Hróaldr, m, Arinbjorns fader, norsk herse, Arbj 18.
Hróarr, m, jættenavn, Pul IV f 3, — personnavn, Hard 8.
hróðigr, adj, 1) rig på ry, beromt, hilmir h. Pjód 3, 3, h. konungr Arbj 9, PjódA 3, 7, h. brynþings beiðir Mark 1, 9, om Odin, h. Herjafoðr Qrà 19. — 2) stolt, glad-overmodig (jfr nyisl. hróðugur), ves h. Bdr 14, þvà emk hér h. Lok 45. ffr al-, få-, 6-, sann-, vin-, brif-.
Hróðmarr, m, sagnkonge, HHj 11.
hróðtnogr, m, berömt (eller: stolt?) sön, h. Haralds, om Rögnvald rettilbeine, Vitg, om Olaf d. hellige, Nkt 32. ffr hróðrsonr.
hróðr, m, (-rs og -rar; uden pi.), 1) ry, berømmelse, h-rs ørviror Arbj 13, Ht 100, h. hersa kundar Arbj 14, grenna h. e-s Svtjúg, bat es h. ESk 6, 34, geta góðan h. Pvidf men her som urigtig v. 1. for háð, drápa h-ri stœrð, lovfyldt drape, Rst 35, hæri h. Ht 98, farar, gorvar til h-rs Ht 80. - 2) rosende digt, lovkvad, til h-rar Leid 1, h. es hœgr PormÓl 3, rammr h. fór 5, heyra h. Hfr 4, hlit h-rs Sigv 13, 2, eiga h-rs kvoð Hfl 2, geta h., tilvejebringe, Jorns 1, finna h., d. s., Hfl 2, bera h. Ht 68, hefja h. ESk 6, 9, halda h-ri, fremføre digt, Eskål 2, 2, gera h. of e-n Korm 1, 5, tlna h. VGl 1, uphaf h-rs Ött 1, 1, h-rs hagkennandi, skjald, Bersi 1, 1; undertiden kan det være tvivlsomt, hvilken betydning der foreligger som i h-rs es vert ÞjóðA 2, 2,
Hallfraðr h-rar gjarn, som gærne vilde digte (eller ry-begærlig), Rst 34. — 3) tvivlsomt er h-rs andskoti Hym 11; det hele er betegnelse for Tor; det ligger nær i hróðrs at se et jættenavn, da h-rs andskoti næppe er et klassisk udtryk for 'berömt modstander'; hróarr findes som jættenavn. Pul IV f 3; jfr B. Af. Olsen i Festskr. til Wimmer 750—5/, der sammenligner Hróðr : Hróðrsvitnir med Fenrir : Fenrisulfr.
hróðrauðigr, adj, rig på berømmelse, ryrig, h. hilmir Sigv 12, 18.
hróðrbarmr, adj, stolt træ (barmr = baðmr), om misteltenen, Bdr 9.
hróðrbarn, n, stolt barn, h. Hornar, Freyjas stolte barn, Hnoss — kostbarhed, om en økse, ESk 11, 3.
hróðrdeilir, m, uddeler af digt, digter, OSúrs 13.
hróðrfinginn, adj, berømmelig, stolt, h-in vist Kolb 2, 3.
hróðrfúss, adj, begærlig efter berømmelse, h-ir halir Reg 21 (v. 1. -fullr urigtigt).
hróðrgloð, /, om appell. eller propr. er usikkert, hitt kvað þá h., det sagde da den stoltglade (?), Hamd 22.
hrodrgørå, /, handlingen at digte lovkvad, selve del digtede lovkvad, kveðja e-n at h;, til at høre på, Mark 1, 1.
hróðrkvæði, n, rosende digt, rosende udtalelse, vanr h-a, uden rosende omtale, Qautr II 21.
hróðrm^l, n. pi, rosende tale, digtningens ord, h. lÃða mér of hvápta Húsdr 8.
hróðrslunginn, adj, omslynget af berømmelse, i y omslynget, h-in loftunga, rosende tunge, fuld af hædrende ord (digte), SnE II 232.
hróðrsmÃð, /, digtning, digt, Ormr 1, 2. Jfr hroorgøré.
hróðrsonr, m, stolt sön (= hróðmogr), h-synir Haralds /v 37.
hróðrsvitnir, m, stolt ulv (rettere hróðr-?), om Fenrisulven, Lok 39. ffr hróðvitnir.
hróðtala, /, rosende tale, beina e-m h-u, give (egl. 'retlede') ens ævne til at berømme, Ód i.
hróðvitnir, m, stolt ulv (måske at opfatte som egennavn), Hates fader, sikkert Fenrisulven, G ri 39, Pul IV ee 1.
hróf, n, skibskur (= naust), ór hverju h-i Sturl 3, 13, h-s hestr, skib, PGtsl 11, h-s hreinn (rensdyr), d. s., Ód 16.
Hróiskelda, /, Roskilde, Valg 8.
1. hrókr, m, topskarv (pelecanus ater), Pul IV xx 7, h. hrafnvins hylja (blodets), ravn (rettelse for hrot o. s. v.), Sindr 1, h. Haddingja vals, d. s., Hal 11, h-a land, havet, PjodA 4, 2. — Som mandsnavn, to sagnpersoner, Hålfs VI 13; snarest identisk med det forste (oprindelig tilnavn). Jfr dyn-.
2. hrókr, m, lang og tynd men klodset person, h. saurugra flóka (foragtelig betegnelse) Korm Lv 13, heimskr h. Porm 2, 9, hernuminn h. Qrv VII 17; Rv 23.