hund

293

hún

hundvíss, adj, meget klog (hund- forstærkende), særlig brugt om jætter, h. jotunn HHj 25, h. Hymir Hym 5; findes også i prosa, og her, som det synes, i noget nedsættende betydning.

hungr, m, (-rs), hunger, sult, sløkkva þungan h. ESk 6, 52, vinna h-ri e-s Tindr

1,  7, h. þvarr Hást 5, h. varga þeyr Ótt

2,  6, seðjask h-rs Ht 51, svelta h-ri heill Lok 62; faste, fara hprund h-ri Sol 71; — kødelig lyst, hprundar h. Sól 50.

hungra, (-aða, -aðr), sulte, hverr es h-ar ÞHjalt 1, h-ar hilmis drengi (upersonl.) SnH 2, 3, part. h-aðr, sulten, EQils

I,  29.

hungrbann, n, 'sult-forbud¹, mættelse, føde, ÞjódA 1, 7.

hungrdeyfir, m, 'sult-sløver, -fjærnef, Heita dýrbliks dynsæðinga (ravnenes) h., dygtig kriger, Hfr 3, 20, h. ens hvassa hrafns Steinn 1, 6.

hungreydandi, m, 'hunger-øder'', h. hanga gagls (ravnens), s. s. foreg., Hfr 1, 2.

hungrtraudr, adj, som nødig sulter, vil sulte, Ód 24.

hungrbverrir, m, 'hunger-forminsker', h. hríðar gagls, dygtig kriger, Bkrepp 6.

hurð, /, dör (hvorved indgangen eller en åbning lukkes; grundbetydning er 'fletværk'), h. vas á gætti (s. d.), helt åben, Rp 2, h. vas á skíði (s. d.) Rþ 14, vas h. hnigin, var helt lukket, Rp 26, h. vas aptr Sigv 3, 4, yppa h-um, egl. skyde dören op, lukke op, Am 47, hrinda å h-ir Fj 43, h. fyr heim Anon (XIII) B 51. — / kenninger, for skjold (jfr SnE II 428): h-ir Óðins HolmgB 5, h-ir Herjans Isldr

II,   h-ir Hóars Ingj 1, 2, h-ir Hjarranda Rdr 11, h. Hogna Lids 7, Mberf 3, h. Hagbarða (se hlym-Njprðr) Vell 27, Geitis h-ir Vigf 1, — for sværd: heinar h. P Sid 1 (efterklassisk); — for klippe: Hrungnis h-ir (Hrungnis skjold var sten) Bergb 2. Jfr megin-, mjuk-.

hurðáss, m, dörstolpe, d. v. s. den over dören liggende bjælke, hefja sik of h-a Vpls 13.

hurðuifr, m, 'dör-ulv\ h. góins, sværdets dör- (skjoldets) -ulv, sværd, Holmg B 5.

hutututu, interj, hutetu (efterligning af en rystendes ord, jfr atatata), Rv 10.

húð, /, hud, skind, domnús h-a, garver, eller tjænestekarl, Anon (XIV) 2, jótruð h., rynket hud, Qautr II 25, h-a hrøkkvi-skafl (s. d.), garveredskab, ÞjódA 4, 14.

húðlendingr, m, 'hud- tænding¹, hvals búð, havet, hvals búðar húð, havets hud, is, det hele = is-lendingr, Istænder, tsldr 2 (i plur.).

húðlognir, v. 1. til huglognir, S. d.

húðskór, m, lædersko, sko af ugarvet skind, fíárb 35.

húfa, /, hue, falda e-m dreyrugri h-u, dræbe en, GSúrs 28, logandi h-ur (gog-leres forevisning) Harkv 23; Hogna h., hjœlm, Þstf 2, 3.

hufjafn, adj, med lige planker, symme-

trisk og smukt bygget (skr. hyjafn, hver-v. L), om skibet, Hfr 3, 18.

húflangr, adj, med lang planke (række), med lang side, om skibet, Snæbj 2; jfr súðlangr.

húfr, m, plankerække, den 3. og 4. i skibets sider fra kølen af (yfirhúfr og undirhúfr), Þul IV z 7, ofte som pars pro toio, skibsiden eller hele skibet: skeiðar h. hvélðr skprum Am 2, 4, h. svall Rst 14, hum dreif á húfa Njáll, hélðir h-ar lpmðu bórur Jóms 16, dúfu braut und h-i Valg 10, skera salt helium h-i Arn 3, 2, salt þó h-i héltum EGils 3, 18, láta hafkaldan húf svífa ESk 1, 3, láta húf klífa kolgur Mberf 1, kaldr h. skerr hrpnn Ht 78, hronn klofnar fyr þunnum h-i Ht 19, h-ar brutu haf Ht 93, sveldr h. fellr í svig dúfu HSn 2, 1, h-ar svplðu Ht 35, dúfur treystu h-a Sturl 3, 13; halda h-um of haf Sturl 5, 5; stíga fyr húf hesti hrófs PGisl 11, bera kistur út af h-um Jóms 37; h-i róinn hafs botn ÞjódA 3, 34; fákr h-s, skib, Hfr 3, 9. Jfr egg-, skeiðar-.

húfstjóri, m, kun i kenningen hreggs váfreiða h., hvor hreggs váfreið vel er kenning for vognen, hvis hufr er eller skulde være den ene side (svarende til skibsiden, jfr hufr), styreren af 'storm-vognens sider' (j: vognen selv), Tor, Pdr 14.

húka, (-ða, -t), sidde på huk, sammenkrøben, h. á bekkjum Mág 1.

1.  húm, n, mörke, tusmörke (overgangen til natten), i h-i Anon (XI) Lv 5, Grettis 18, h-s heimr, morkets hjem, Bergb 8.

2.  hum, n, hav, sø, Pul IV u 2, svalt h. EGils 3, 18, h. dreif á húfa Njáll; h-s (rettelse for heims) hrutr, skib, Sigv 3, 2.

Húnakappi, m, Hune-kæmpe, kæmpe blandt Hunnerne (og hørende til deres skare), Ã