hús

295

hvar

tryk for disse; yngre og lånt er hirð-maðr), Akv 39. 41, Am 30, Sigv 3, 18. 13. 3. 18, Okt'k 1, 2, Þblpnd 1, 1, Hhard 11, ÞJóðA 1, 12, Anon (XII) B 18, Rst 13, PI 36, Pul IV j 6.

húskona, /, husfrue, Rp 28.

hustru se húsfrú.

húsþing, n, hus-ting, forsamling i fyrstens eget hjem, møde med hirdmændene eller hans nærmeste følge, eiga h. Qisl 1, 4, h-a mol Hskv 3, 3.

húsþjófr, m, 'hus-ødelægger', ild ('røver som helt bortfører, tilintetgør, så at intet er tilbage'), Yt 27.

hvaðan, adv, 1) hvorfra, direkte spørgende, h. eruð komnir Harkv 3, h. fort Fj 46; om oprindelsen, h. jprð of kom, h. kømr sól o. s. v., Vafpr 20 o. s. v. (passim). — 2) / indirekte spørgsmål, h. sakar gerðusk, hvorfra sager opstod, hvorledes det kom sig, Hhund II 9, h. vegir standa, hvorfra vejene fører, hvorledes det hænger sammen, Sigsk 19. — 3) indefinit, allevegne fra, koma peir heilir h. Håvrn 156.

hvaðanæva, adv, fra alle sider, Pstf 1, 1.

hvaðarr, pron. indef, hvilken (den oprindelige form for hváir), findes kun Ragn X 5 som efterligning og som det synes med langt a, hváðarr (som metrum forlanger det); á er da her overført fra hvårr. Jfr Arkiv VI, 32-3.

hvaðarrtveggja, pron. indef, enhver af to, h. hans bróðir (hds har næsten alle tveggi, men tveggja er vel i så gammel tid her det oprindelige), Graf 11, hvaðar-tveggja (skr hvaðran, formelt og metrisk urigtigt) fang Korm Lv 55.

hvalf, n, hvælv, hvælving, i musteris h-i LU 36, h. byrjar, vindens hvælving, himlen, Mgr 22, h. veðra Katr 40, tungla h. Gd$ 15; i alle disse eksempler er vokalen vist lang (hválf, senere hólf).

hvalfa, (-ði, -ðr), vende opad, upp h. svik, svigen kommer for dagen, Sigv 13, 20, horn h-anda (yngre hólfanda), horn som vender spidsen i vejret, d. v. s. tomt, Frp I 21 (v. 1. men rigtig).

hvalfjósir, /. pi, hvalkød-stykker, EU Sn 3.

hvalfrón, n, 'hval-land\ havet, rista h. Rv 16.

hvaljprd, /, 'hval-land', havet, hestr h-ar, skibet, Bldj 1.

hvalklyppa, /, afflænsede hvalkød-stykker (mindre end hvalf jósir?), Grettis 7.

hvalmœnir, m, 'hval-mönning, -tag\ havet, h-i skefr, om skumsprøjt, Refr

4,  1.

hvalr, m, hval, draga h-a, trække hvaler op, Hym 21, jfr 26, vella h-1 Þórh 2, hylda h-1 Ólhelg 6, h. kyrði sæ Hæng I 2; h-s búð, havet (jfr húðlendingr), ísldr 2; grundar h., slange, EGils 1, 35, heiðar h., d. s. Merl I 46, Hl 2 b (jfr SnE II 429), — Varar prymseilar h., okse, Haustl

5.  — Som jættenavn Pul IV b 2. ffr

and-, blæju-, bur-, geir-, hafr-, hraun-, hross-, ná-, norð-, skjald-, skútu-.

hvalrann, n, 'hval-hus', havet, h-s iug-tanni, skibet, Mark 4, 1; h-a hyrr (se hyrsløngvir), guld, PI 3.

hvaltún, n, 'hval-gård', havet, h-um i Merl II 52.

hvammr, m, græsbevokset fordybning i en skråning (f eks. nedad mod en elv), Pul IV æ 2. — Som stedsnavn, G G alt 3. — Jfr Hrak-.

hvaptr, m, (vokalen er kort i rimet: kjapt : hvapta, Mani, hvis den ikke er forkortet; nyisl. hvoptur forudsætter á, der mulig er det oprindelige; i så fald har Mani for rimets skyld forkortet vokalen), mund, kæft, ofte i pi., hróðrmól líða mér of h-a, glider over (ud af) munden, Húsdr 8, blásnir h-ar, udspilet mund (kinder), om gøglere, Mani 3, pipa bles um hása h-a SnE II 198; h-a hvitgeirar, tænderne, StjO II 9, h-s eldingar, mundlyn, skældsord, PjódA 4, 14.

1.  hvar, 1) spørgende direkte, hvor, pÃ¥ hvilket sted, h. skal sitja sjá Hávm 2, h. es sÃ¥ Eg Lv 25, h. getr bann LU 21, h. heima eiguð Hhund II 5, h. ýtar tunum i, hvor i gÃ¥rde, = i hvilken gÃ¥rd, Vafpr 40; Pry 25, Vpl 13, Brot 6; h. myni sveinn in sæmri Ptjald, h. hafi gumnar fregit PjódA 1, 6, h. viti Vell 37, Rst 32, Ht 95, — indirekte, h. Dómarr væri borinn Yt 6, h. sali átti Vsp 5, h. sitja Hávm 1, Hym 12, h. valr of lÃ¥ Hfl 3, h. rann hjá runni Bjhit 2, 19. — 2) undertiden anvendes h. omtrent i samme betydning som at (den stedlige betydning er dog ikke helt forsvunden), veitk h. auga fait i brunni Vsp 28, frÃ¥k h. gerði Edád 7, minnumk h. lék á toptum Sigv 13, 24. ■— 3) hvorhen, h. kømr Reg 25, jfr Gudr II17. — 4) alle vegne, overalt, holf es pld h. HÃ¥vrn 53, par lands sem h. Slemb, Pstf 1, 3, þróask hér sem h. Hfl 18, men: hér ok h., hist og her, HÃ¥vrn 67, einn sér h. Mhkv 15. — 5) med es (hvars), hvorsomhelst, Vsp 22, HÃ¥vrn 127. 137. 153, Vafpr 4, Fj 5. 40. 48, Hhund I 47 (her hvar / hds), FÃ¥fn 17; til hvilket sted end, Akv 12, Hfr 3, 13; ogsÃ¥ med gen. h. lands es kom, hvor han end kom, Ód 8. Jfr hvar-brigðr, -fúss, -dyggr, -leiðr.

2.  (*hvar), ntr. hvat, A. mase. 1) pron. interr., hvem, hvo, kun dativ: hveim, h. eru bekkir baugum sánir Bdr 6, — indirekte spørgende, h. enn fróði séi ofreiði afi Ski 1. 2, h. ajda skulu gambansumbl of geta Lok 8, h. harri skipar fyrstum Porm 2, 4. — 2) pron. indefin. (= hverj-um), enhver, h. verðr hplða hpnd léttari til sátta Sigsk 12, veldr alda h. Lok 47, an manna h. Ski 7. 27, hratt af halsi h. bar sér Sigsk 43, h. snotrum manni HÃ¥vrn 95, sitt mein þykkir sárast h. Mhkv 10; med følgende es, h. es við kaldrifjaðan kømr Vafpr 10, h. es fuss es fara Ski 13, h. es sér góðan getr HÃ¥vrn 76, h. es kná