hver
299
hver
tiv), vende en kvindes sind (til en selv), Håvm 161, h-ði at sér (horns) hlut enn mjóvara, vendte (hornets) spidse ende mod sig (for at drikke deraf), Yt 16; bað h. . . . (o: skibene) at landi, bød at vende (skibene) mod land, Vell 24; iøv-rigt kan der på grund af tekstens usikkerhed være tale om 2. hverfa; rúnar h-ðar við enn helga mjoð, egl. runer, rørte sammen med (i) den hellige mjöd, der er vistnok tale om små træsplinter med runer på, der er lagt i hornet, Sigrdr 18.
2. hverfa, (hvarf, horfinn), 1) dreje, dreje sig, vende sig, h-anda hvél, hjul der går rundt, á h-anda h-i vóru hjortu skppuð Håvm 84, månens betegnelse „i helju" (E. Nor een har Stud. nord. filol. IV, 5, 1912, fortolket hverfa her i betydn. forsvinde', j: om den aftagende måne, næppe rigtigt), Alv 14, med acc. h. himin bevæge sig i kres over himlen, Vafpr 23. — 2) vende sig bort (således at det sig vendende forsvinder eller bevæger sig bort), hvarf braut ór sal sæta Korm Lv 15, hvarf sér andspilli frá Sigsk 46, hvarf enn hildar djarfi, forsvandt, Þjsk Lv 6, h. til himinrikis Ploft 3, 3, h. aflifi 5/ 10, h. af himni, forsvinde fra himlen, Vsp 57, sól h-r jarðar hjóli, forsvinder fra (for) jorden, od 62. — 3) bevæge sig, begive sig, hvarfk á við Quðr II 11, h. aptr Håvm 99, Vell 13, Gunnl Lv 4, h. at hpllu, om bukkene og Tor, Hym 7, áðr þeir hyrfi frá (o: fari), for de begav sig bort derfra, Am 37, hvarf frá Upsplum Yt 29, h. frá grams erfingjum ÞjódA 4, 26, h. frá hlaðbeðs Gunni Qrv IV 5, jfr 7, h. i pys, begive sig ind i en skare, Qrett 2, 7, h. til hjarðar Hym 17, h. til skemmu Ghv 7, þær (áar) h. of hodd goða, løber, strammer omkring, Qri 27. — 4) om tænkt bevægelse (sindets bevægelse, forandring i sindet og lign.), hugr h-i til handa e-m, ens sind vende sig til en med venlighed, Gróg 9, h. eptir vilja sinum, følge sin vilje, Has 7, h. frá goði Sól 15, h. til blóta, vende sig til (de genoprettede blót), Vell 16; h. framm, trænge frem, fare frem (om en fremgangsmåde), Sigv 11, 3; — h. við e-m, vende sig imod, Hjálmþ III 6; h. til, tilfalde, erfð, sem til réð h. BjH 6; vende sig imod en for at kysse, som oftest til afsked, hvarf til Niflunga Am 47. — 5) upersonlig, áðr à sundr hyrfi, för end de skiltes helt, för end de var kommen så langt bort, at de ikke kunde se hinanden, Am 36; — h. útar / en dunkel sammenhæng (her mulig trans., jfr Låffler i Festskr. til Fejlberg s. 683), Fj 22. — 6) part. horfinn, forsvunden, tabt, h-in gleði Bbreiðv 1, dóðum h., berøvet, Grettis 27; — omgivet, indesluttet, h. foldar beinutn, under en stenhob, Yt 26; — befaret j: behandlet, vasa bat hondum h-it Heidr 9, jfr þpgnhorfinn.
hverflyndr, adj, vægelsindet, v. 1. for hvarfuss Helr 2, hvà vartu svá h. Vitn 11.
hverfr, adj, foranderlig, ustadig, h. hugr Sigsk 40, Sol 31, h-f es haustgrima, med hensyn til vejret, HÃ¥vm 74.
Hvergelmir, m, brond (kilde) i Nivl-heim, (egl. 'den brusende kedel), ned deri drypper dråber fra Eiktyrnes horn og derfra strömmer alle floder, Gri 26.
hvergi, adv, ingensteds (hver- ved om-ly d(?) af hvar), grås h. Vsp 3, geta h. Hym 4, fank h. Gudr I 10, vita h. Þjsk 1, 1, séa h. Am 79, fara h. Evids 2, h. kømr Krm 22, LU 21. 92, h. stóðusk Mark
1, 32; med gen., ingen steder på, i, jarðar h. né upphimins Þry 2, h. lands Helr 9, h. landa Hålfs IX 25, moldar h. Merl I 59, Herv III 15. I et par af de anførte eksempler kunde h. også opfattes i betydningen 'slet ikke, på ingen måde\ som i de følgende, hvor dog den oprindelige betydning kan skimtes, h. færir HolmgB 12, h. mátt vinna HHj 13, ugg-um h. at hoggva HolmgB 4, uggðu h. bana PKolb 3, 3, h. þorði folk varða Am
2, 12, svót brysti h. LU 30, h. fylgðu þvà lestir Mark 1, 9, ljúgum h. til penninga Nj 7.
hvergis Hæng VI 1 er vist forvansket af hvatki?
hvergymir, m, søen, havet (jfr gymir), h-is stjarna, guld, Horn h-is stjprnu, kvinde, StjO II 11 (mulig fejl f. svarr-).
hvergætir, m, 'kedel-vogter', kok, Am 62.
hverlpgr, m, 'kedel-væske', h. galga farms (grams), Odins kedels (Odrörers) væske, digterdrikken, digt, Hál 1.
1. hverr, m, kedel, terrænfordybning (jfr jökulhver, om fordybninger, som smæltede is bjærge efterlader sig), Hym 1. 3. 9 o. s. v., h. harðsleginn Hym 13, h. rúmbrugðinn Hym 5, h. vellandi Gudr III 6, jfr 9. 10, hefja af h-a Qri 42; holtriða h. (jfr holtrið) Hym 27; h-a lundr se hveralundr.
2. hverr, A. pron. interr., (om de enkelte former, især acc. sing. mase. hverjan og hvern, se Skjspr 82—83), 1) hvilken, både — og hyppigst — uden følgende subst. og med et sådant, i direkte spor-gesætninger, h. es orgáti Harkv 22, h. eggjar pik Sigv 11,10.11, h. es svá horskr ESk 6, 64, h-r sé if Vell 32, h. séi Sigv 12, 17, Ht 55, h. ali Ht 56, h. mun hefna Sturl 5, 18, h. vann sigr LU 62, h-ir ólu pik Qrv VIII 5, h. es sveinn, karl Hårb 1. 2, h. á skipit Hårb 7, h. hefr pik borit Alv 5, h. mun Baldri at bana verða Bdr 8, jfr 10, h. hér ræðr Fj 7, h-ir bat gerðu Fj 33, h. es skjpldungr Hhund II 19, jfr I 32, h-ir ro jofrar Vpl 12, h. byggvir hér Grip 1, h. spyrr at þvà Re g 17, h-s biðr þú Hamd 9; med subst. h-jar ro nornir Fåfn 12, h-n skapfrpmuð Korm Lv 19, h-r kind Korm 1, 6, "h-ir æsir Vafpr 50, h. seggr Ht 97, h-ra manna mpgr Fåfn 1, Fj 6, h-ju bplvi borinn Gróg 2; — / indirekte sporgende sætninger, h. Yngva