hvél

301

hvít

hvél, n, hjul, h. es snýsk und reið Sigrdr 15, hverfanda h. Håvm 84, månens navn „i helju", Alv 14; h. mána, månens skive (eller himlen), Likn 7, sunnu h., solens hjul, den runde solskive, Has 36 (jfr fjornir), auðnu h., lykkens hjul, S turl 4, 10. jfr fagra-, rand-.

hvéldr, adj, hvælvet, udbuet, konkav, skeiðar húfr skorum h., hvis skarar, sammenføjede planker, er hvælvede, bueformede, Am 2, 4.

hvélsvelgr, m, 'hjul-sluger', h. himins, himlens hjulsluger, solens sluger, den ulv, der sluger solen, trold, Anon (X) II B 6.

hvélvagn, m, hjulvogn, vogn på hjul (modsat slæde?), Akv 28.

hvélvala, /, hjulformet, d. v. s. rund-agtig, småknokkel (vala = astragalus), h. byrmarkar, om elvebundens rundslebne sten, né h-vplur byrmarkar svpfu, var i bevægelse (eller lød hójt ved at blive ramte med stavene), Þdr 6.

hviða, /, stærkt anfald (f. eks. af hoste, pludseligt vindstød), œsti upp ór brjósti illa h-u, om en stærk ræben, Anon (XII) B 11.

hviðuðr, m, vindens navn „i helju" (egl fuld af, med, vindstød'), Alv 20.

hvikan, /, vaklen, frygt, sló á hodda hlœði h., han blev vaklende af frygt, EilSn 2.

hvikeygr, adj, med frygtsomme öjne, se h'ringeygr.

hvikmøl, n. pi., upålidelig tale, lögn (jfr hviksaga i prosa), h-a hoelir, en upålidelig, lögnagtig person, PKolb Lv 8.

hvikvedum Rst 34 er ganske simpelt at læse som to ord: 'hvorfor siger vi, hvorfor skal vi sige\

hvilft, /, fordybning (i landskabet), blandt jordens navne, Pul IV æ 2.

hvinn, n, 1) rapser, tyv, hverr så h. et stærra Grettis 25, h-a ætt ok hlenna Sigv 12, 5, bykki minna h. Anon (XIII) B 50. — 2) ond, slet person (i alm.), h. gerir slikt at vinna (jfr hann hefr hunds verk unnit lige foran) Porm 2, 12; hertil hører vel også synir h-a Arbj 22.

hvinnendr, m. pi, participialdannet ord (jfr domandi), jublende (jfr no. kvinna "dreje raskt rundt, hvirvle som i en springdans' Ross; egl. 'danse af glæde''? ordet er sikret ved metrum og rim), herðidraugar hlógu h. Máv 9.

Hvinngestr, m, fingeret, nedsættende navn (jfr sammenhængen), egl. 'tyvegæst, Harald hårdrådes betegnelse af Magnus d. godes halvbroder Tores fader, Hhard 8, Mgóð 1.

1. hvíla, /, hvile, leje, sæng, hóll í h-u QSúrs 23, til h-u Hfr Lv 16, Sigsk 30 (her med heyra, høre i retning af, j: fra lejet), h-ur vpru hafðar Sól 72, h-u bráðr, hidsig efter lejet (hos sin hustru), Hfr Lv 16, gørva h-u HHj 41, Hhund II

47, Am 8, búa h-u Ht 49, i meyjar h-u Svarfd 4. Jfr brúð-.

2. hvíla, (-ða, -t), 1) hvile (især ligge i sæng), h-um tveim megin brikar Korm Lv 40, h. á beðjar horni Bjhit 2, 12, h. hjá meyju Grip 41, h-ðak hjá þeim systr-um sjau Hårb 18. — 2) hvile, ligge begravet, h-ir heilagr konungr ESk 6, 9, Steinn 3, 10, jfr ESk 6, 26, hans faðir h-ir Nkt 39, i medium, h-ask f helju Pjsk Lv 6. — 3) medium, h-ask, hvile, forholde sig rolig, hendr skulu h-ask Grott 17, stol lét hilmir h-ask ESk 1, 1; lptum h-ask hvitinga (hornene) ÓTr 2; — udhvile, settusk at h-ask Vpl 1, hann á salgarð settisk at h-ask Vpl 30.

hvílbeðr, m, hvile-polster, hplkvir h-jar, sængen, Akv 30.

hvílð, /, hvile, ro, til h-ar, til (foreløbig) hvile, for at hvile lidt, Hast 6, h. para-disar Ingj 2, 5, setja dag til h-ar Leid 14, fáa h-ðar PI 49, hafa h. Sól 46, heita, gefa h. Grott 2. 17, nema h. Alv 1, taka h. Ht 23; át ek i h., / ro og mag, Hårb 3, ekki var hann i h-um hoegr, han var ikke stille i hviletider, han tog sig ingen hviletider for at forholde sig rolig, Mhkv 7; — h-ar hlið, pavse, Snjólfr 1 (måske ment som ét ord).

hvina, (hvein, hvinit), hvine, fare hvinende, hein hvein i hjarna mæni (acc), for hvinende imod, ind i, Haus ti 19; láta (brand) h., bevæge sig susende, Graf 8; svprðr hvínn (rettelse for hlin), skibstovene hviner, Rv 21.

hvitaaurr, m, lyst dynd, grus, Vsp 19.

hvítabjgrn, m, 'hvidbjörrí, isbjörn, h. hugðir Am 18.

Hvítabýr, m, s. s. følgende, ESk 7, 7.

Hvitabær, m, Whitby (i England), Ragn III 1.

hvítagnípa, /, urigtig v. 1. for húna gnípa, Mark 4, 1.

Hvita-Kristr, m, hvide-Krist (vistnok på grund af de hvide klæder, som de, der skulde døbes, blev iførte), Pdis 2, Sigv 13, 25.

hvitarmr, adj, hvidarmet, h-prm kona HÃ¥vm 161.

hvítbránn, adj, med hvide, lyse, öjen-vipper, Gautr II 23.

hvitdreki, m, hvid drage, kapps h. Merl II 41.

hvítfaldaðr v. 1. til hvitfaldinn, s. d.

hvitfaldinn, adj, med hvid, lys, faldr, hovedbedækning, om de hvidtoppede bølger, Heidr 20. 24.

hvitgeirr, m, 'hvidt spyd', h-ar hvapta, tænderne, StjO II 9.

hvíthaddaðr, adj, med lyst hÃ¥r, h-ar meyjar Ã