hæð

306

hætt

hæða, (-dda, -ddr), håne, hæðnir hæddu, j: Kristum, Lil 49, h. bœkr, håne, ringeagte, Merl II 100.

hæðinn, adj, spottelysten, drilsk, gestr at gest h. Hávm 31, heldr h. Åns 5, Qautr II 23; h-nir hæddu Lil 49.

hæfr, adj, (vokalen rimbestemt ved ræfr : hæfra), 1) passende, sömmelig, esa þat h-t Reg 12, eggjumk hæfs Pmåht 9; — værdig, h-ri konungr ESk 6, 51, hæf ferð Ht 13, h. orðstírr Gyd 4. — 2) jævnbyrdig, målende sig med, fáir mundu h-ir þykkja þeim Hálfs IX 15, h. vífum Hjálmþ III 10. — 3) dygtig, h-ra hjarta né hugprúðara Hálfs IX 5, h. gunnar (v.

1. for æfr) Anon (X) III B 3, h. i Hlakk-ar drifu HolmgB 6, h-ri i vigi HÃ¥lfs IX 23, h. at hjorregni Qrv IX 63; — ntr. hæft bruges adverbielt i bet. 'pÃ¥ passende, rigtig máde', halda h. á veldi Ótt

2,  19, h. skiljum brag Bjhit 2, 1; i verðum h. at herða hljóð EValg er hæft vist fejl, mulig for Hropts.

Hækingr, m, søkongenavn, Pul III 1 (vokalen er ikke sikker, men ordet kommer rimeligvis af Háki).

hækinn se hækinn.

Hæklingr, m, måske en efterkommer, slægtning af en Háki, men ellers ukendt, H-s megir, søkrigere, Ragn XI1 (vokalen er ikke fuldt sikker).

hælbítr, m, 'hœlbtder, hælgnaver\ en, som bider, gnaver en i hælen (særlig om en hård hudsko, der gnaver hul på hælen), Hårb 35 (her om en der skader i stedet for at gavne).

hældræpr, adj, som bör slås med hælen, som bör sparkes, om foragtelige goglere, h-ir halir Harkv 23.

1.  hæll, m, hæl, langir h-ar, om trællens hæle, Rp 8, skella á h-um, falde klirrende ned pÃ¥ hælene, klaske en om hælene, Hym 34, hrynja á hæl, smække mod hælen, om doren (der falder i i hælene pÃ¥ en), vel om en, som bliver hÃ¥nlig jaget ud af dören idet denne smækkes i, Sigsk 69, drífa á h-a e-m, følge en tæt i hans spor, Hhard 11, ganga á hæl, vige, Hhard 1, fara á hæl, d. s., Am 6, 11, aka á hæl, d. s., Hast 6; h-s hleypikjóll, sko, PjóðA 3, 19 (jfr brjóta og hris); — sparn hofn h-i lang-skipa, om skibenes køl, (jfr kjalarhæll), Halli 1; blandt skibets dele, kølens bagerste del (Falk, Seew. 35), Pul IV z 7.

2.  hæll, m, enke (hvis mand er dræbt), Pul III 2 a, IV i (jfr SnB I 536); kvinde i alm., danskr h. Stefnir 2; jfr ekkja = 1. hæll hos Egill.

Hæmingr, m, sagnperson, sön af kong Hunding, seg H-i Hhund II 1; metrum kræver snarest den förste stavelse lang; herpå tyder også hds^y skrivemåde heim-; jfr også det følgende ord.

Hæmir, m, blandt søkongenavne (skr. o, æ; metrum kræver lang stavelse), Pul IV a 3 (jfr? Hömi hos Saxo).

Hænbúi, m, se Hornbori.

hæra, /, grå hår, bíða h-u, blive gammel, Gunnl Lv 6, jættekvindenavn (egl. 'den gråhårede''), Pul IV c 3.

Hæring, /, ø i Saltenfjorden (Norge), Pul IV bbb 3.

hæstráðandi, m, 'höjeste styrer\ h. himna hæstra, gud, EQils 2, 16.

1.  hætta, (-tta, -tt), holde op med noget (e-u), h-um hætingi HÃ¥rb 53, absolut, fýsumk hins at h. Krm 29, hætt nu Lok 36, bars h-i, hvor (den ene) holdt op, Hfr 3, 5; hætt 's at frétta Hfr 3, 20; h. e-t Leid 13.

2.  hætta, /, fare, við h-u Anon (XIII) B 20.

3.  hætta, (-tta, -tt), udsætte for fare, vove, h. fjorvi PmÃ¥hl 5, h. lifi Steinn 3, 2, Ragn V /, h. hofði til (e-s) Hávm 106, h. sér Pfagr 10, PjódA 3, 2, h. skeiðum Bplv 5, h. elgjum œðiveðrs á grœði (acc.) Am 2, 16, h. gjorð, vove at overlade afgorelsen (i en sag), EQils 2, 5; absolut, h. opt í ótta Ótt 2, 13, láta hætt Sigv 3, 2, h. VGl 10, hersa dróttinn h-i Steinn 1, 2, h. kynjum Ótt 3, 1, h. i folk PjódA 1, 19; h. á hættu, udsætte sig for fare, det farlige resultat, SnE II 218; h. til, med fare at søge at opnÃ¥ (et resultat), h. til gongu Eg Lv 35, h. til sprunda Hfr Lv 19; — hofum h-a hers kind, vi har udsat krigerne for fare, Sigm 2. — hætti GGalt 3 urigtig for bæti.

hættiligr, adj, vovelig, bat er h-t SnE II 226.

hætting, /, egl. det 'at vove, risikere', vovestykke, fare, bat vas h. Tindr 1, 4, h. at megindrætti, fare ved det store dræt (midgárdsormen), Húsdr 3.

1.  hættinn, adj, som (gærne) udsætter sig for fare, vovemodig, Sigv 13, 30, Porm 2, 15. OgsÃ¥ Sigv 9, 2 kan h., om Svearne, opfattes sÃ¥ledes, men 2. h. kan ogsÃ¥ antages her at være det rigtige.

2.  hættinn, adj, høvisk, med gode sæder (af hpttr), om en kvinde PI 24. 50; jfr foregÃ¥ende.

hættir, m, 1) den som vover, vovehals, vigs h., som vover kamp, dristig kriger, Ht 41. — 2) som bringer i fare, h. her-garða, kriger, Sturl 2, 2. Jfr gunn-.

hættligr, adj, farlig, h-g harmflaug Vsp 32, h-t járn Porm 2, 25, h-g felli-Guðr Pjsk Lv 2, bana h., dødsfarlig, Has 54.

hættr, adj, farlig, h. logi Fj 1, h. harmr Jorns 14, h. hagr Has 23, Merl I 53, hætt mål, farevoldende sag, ESk 6, 59, hætt ráð Has 6, h. heimiskviðr Sigrdr 25, hætt hvarf Bkrepp 8, hætt es þeira hvárt, farlige, upålidelige er de bægge, Håvrn 88; hjalmi h., farlig for hjælme, Pmåhl 7, brynjum hætt (øx) Nj 27, h. hoddum, farlig for guldet, gavmild, Ód 20, hringum h.(?), d. s., Arbj 22, h. fjorvi Hfr 2, 4; Oddi 1; h. Serkjum PjódA 3, 2; ntr. hætt, farligt, h. reynisk Has 34, h. e-s Has 41, Sigv 11, 12, nu