hætt

307

ho.l

es h. ÞjódA 4, 9; holðar segja mér h. við stilli, siger at der truer mig fare fra kongens side, TorfE 5. ]fr all-.

hœfa, (-ða, -t), 1) passe, stå i passende forhold til, ekki h-ði mildi (dat.) hildings, kongens gavmildhed overgik alt, Rst 12; upersonl., h-ir, bér h-ir aldri at rjufa, det sommer sig aldrig for dig, Sigv 11, 10, h-ir at standa fv. l.J Harkv 21, sogðu laun h. mér Qrett 1, 5, bats h-ði þeim MÞórð 1. — 2) ramme, h. rond með brandi Eg Lv 30, h. með hlunni Háv 5; — ramme, komme til, nå, réðk til Hofs at h. Sigv 3, 4.

hæfi, n, synes at foreligge Frþ I 6, men sammenhængen er dog ikke ret klar: heldr vilda ek hennar hæfi at minni gæfu; mulig er h. identisk med no. høve: 'tilfælde, forhold, stilling, 'hellere vilde jeg, at hendes forhold blev til min lykke'?

hæfiligr, adj, passende, né h-g þóttu dróttinsvik Sigv 2, 13.

hæfilæti, n, passende, sómmelig, adfærd, Mv III 15, Alpost 5.

hoefing, /, egl. 'noget, der hæver, løfter, sig (hefja, hóf)? knop (på træer), gnaga h-ar af Gri 33. ffr Bugge, Studier I 473 f

hoefir, m, 'som rammer, som stanger', tyr, okse, (af hæfa), Pul I b, IV ö 2 (hvor den rigtige form kun findes i ét hds; v. 1. bevir, kæfir), h-is hauss fleinn, oksehorn (drikkehorn), ísldr 16, h-is hjorr, oksens sværd, horn, Yt 18. ffr Bugge, Beitr XXI, 422 f. („bespringer").

hægr, adj, let, bekvem, behagelig, eiga h-t Hav 2, varðat h-t Vigf 1, hróðr es h. ÞormÓl 3, af h-u Háv 2, sem hœgst þótti Vpl 18, Am 8, h. fundr ÞKolb 3, 10, hœgri ferð Gd 72, h. dagr Gunnl Lv 8, doegr muni hægri Oddi 3, h. auðr, bekvem rigdom, rigdom man nyder i al ro og mag, Nj 7, h. hof gi LU 12; — stille, stilfærdig, rolig, vask hæg sjaldan Am 97, ekki var hann h. Mhkv 7, h. við hjarðir, skånsom mod, Hildr, h. at hjaldri Am 49; h-ar rásir doegra, jævnt glidende, LU 67, — komparativ, hægri, höjre, h. hond Helgi dýrr, Vsp 5, Lok 38. 61, á h. hond Sigv 12, 22, til h. handar Leid 38, LU 68, i h. hond Rdr 15, und h. hendi Likn 20.

hoeingr, m, hanlaks (tostavelsesformen er metrisk sikret), Pul IV x 1, heill kom bu h. Hæng I 1; h-s holl, søen, Nkt 4, grundar h., slange, (synonym til Grettir), Grettis 29; h-s mork, laksens mark, Arbj 6 (i en noget forvansket sammenhæng). Vokalen æ fremgår af skrivemåden ho-/ T (Pul), ffr rand-, urð-.

hækingr, m, sværdsnavn, Pul IV l 7, h-s viðir, krigere, Hast 6 (her er vokalen rimbestemt).

hækinn, adj, grådig, hæftig, stridbar, om slanger, Merl II 16; hvad vokalen angår, skrives ordet af Haukr med æ, på den anden side synes det at stå i

bedste samklang med no. hækjen 'grådig, begærlig, havesyg (Aasen), dannet af hákr; hvis ordet er identisk hermed, beror Hauks skrivemåde på hans sammenblanding af betegnelser for æ og æ, hvad iøvrigt ikke er almindeligt hos ham (se udg. af Hauksbók XXXIX—XL).

hoela, (-da, -dr), rose, Baldr skjaldar h-ir því, roser det, d. v. s. roser sig af det, Porm 2, 4; ek h-i saumskorðu Grettis 46 (ved rettelse), h. presti Gd 15, h. e-u Hsv 127; medium h-ask, rose sig, prale, tungur h-dusk Blakkr 2, 2, hælumk minst í máli Nefari, hælumk þó ekki Am 84, h-ask of e-t Ófeigr 5.

hæli, n, tilflugtssted, sikkerhed, neyta hlýs h-is und bœgi vífs, nyde den lune tilflugt ved kvindens arm, Vigf 2, leita h-is Merl II 6.

hæli-Baldr, m, 'rosende, j: pralende, Baldef, h. hlautgeirs, som roser sig af (brug af) offerblodstenen, blótmand, Hfr Lv 22.

hælibrekka, /, 'rosende brink, land\ h. hrannlogs, kvinde som roser sig af guldet, tager sig prægtig ud med guldringe, GSúrs 25.

hælibpl, n, 'rosende ødelæggelse', h. ryðs, hvad der kan rose sig af at ødelægge rusten (f. eks. på sværd), hén, bryne, Haustl 20.

hcelibprr, m, 'rosende trœ\ h-var skjóma hljóms, de som kan rose sig af (for) kampen, krigere, Hast 4.

hælinn, adj, pralende, h-ins orði þarf eigi hverju trua Hsv 30; Grettis 46 vistnok fejl for hæli ek, se hæla. ffr all-.

hælir, m, som roser, h. valnaðrs, som roser (sig af brugen af) sværdet, mand, Pmåhl 1, h. hvikmála, som udøver (på en pralende måde), PKolb Lv 8.

hæna, /, hone, Pul IV uu, xx 2; heiðar h„ rype, Bót.

hoengr se hæingr.

Hænir, m, en as (navnets betydning måske 'den som lokker til sig j: ved sine egenskaber), óð gaf H. Vsp 18, þá kná H. hlautvið kjósa Vsp 63, H-is vinr, Loke, Haustl 3.

hoesn, n. pi, hons, Pul IV xx 2.

hoeta, (-tta, -tt), true, h. e-m hamri Lok 62, h. níði Kprm Lv 33, h. grandi Korm Lv 14, h. Freys reiði Qrv VIII 4.

hæting, /, trussel, SnE II 218.

hætingr, m, trussel, skændsmål med gensidige trusler, Hårb 53.

hæverskligr, adj, høvisk, beleven, fin, Hjålmp IV 1.

hæverskr, adj, s. s. foregående, Mv II 4, h. siðr Hsv 53.

1.  hpð, /, kamp, (findes ikke i Pul, hvor kun geirahoð), dat. h., i (ved) kampen, Rdr 10. ffr geira-.

2.  Hpð, /, øen Hareidland (Hareid ~ Haðareið; pá Sóndmór), Pul III 3.

Hpðbroddr, m, sagnkonge, sön af Granmarr, Hhund 1 18. 35. 48, II 16. 20. 21. 25.

20*