hø

313

hø

Høarr, m (altid skrevet Hárr, men metrum viser tostavelsesformen, som klepp-dpgg Hpars Ipggvar, regnbjóðr H-s pegna, vink bjór H-s inna o. s. v.; når sammentrækningen har fundet sted, er vanskeligt at bestemme; sikkert skal der hos Eskål læses: Hóars við Hogna skúrir, derimod skal der mulig læses Hårs / Nkt: við Hårs vifi, Ht: Hårs saltunnu hrannir, hos Ingj: H-s reiddusk skip meiddusk, og sikkert forudsættes Hårs / isldr l, hvor hårs = Hårs; at der ved siden af også kan have eksisteret et Odinsnavn Hárr 'gråhåret' og Hór 'höj', jfr Hpvi, kan ikke modbevises jfr Nj II 275—78), Odin, egl. 'den höje hersker1, Pul IV jj 2 (skr. hoR, hår), Qri 46, hpll H-s Vsp 21, pegnar H-s, aserne, Eg Lv 4. — / kenninger, for kriger: rómu H. Vell35, —for skjaldskab: H-s lpggvar kleppdpgg Audun 1, H-s líð Hál 1, H-s bjórr Bjhit 2, 21, H-s saltunnu hrannir Ht 31, — for jorden: H-s vif Nkt 20 — for kamp,: H-s drifa Vell 11, Refr 5, 1, H-s veðr Hál 8, — for sværd: H-s bål Refr 2, 1, — for skjold: H-s hurð Ingj 1, 2, — for rustning: H-s gerðar (v. 1. Hóalfs) Steinn 3, 16, H-s serkr (se serkrjóðr) ESk 2, 2.

hpbeinn, adj, höjbenet, hjorlr h. Qudr II 2.

hpborg, /, höj borg, borg i det höje (jfr upphiminn), h. hreggs, himmel, Has 45.

hpbraut, /, höj vej, vej i det höje, h. hreggs, himmel, Has 5.

hgbrjóstr, adj, med höjt, knejsende, bryst, om galgetræet, Yt 14 (mærk ken-ningen: hprva Sleipnir).

hpbrók, /, 1) 'höjbrog' (j: höjbenet), høgenavn, Hóbrók hauka (baztr; her som egennavn) Qri 44, Pul IV ss 1. — 2) hane, Pul IV uu. Jfr Arkiv XIV, 265 f

hpbrynjaðr, adj, 'höj'pansret', hvis panser går höjt op, om skibe, h-uð skip Pfagr 4, Steinn 3, 14, Qrv VII il (v. 1. hóbyrðuð), h-ar skeiðar PjódA 4, 22.

hgbyrðaðr, adj, 'höjbordet, med höj ræling, v. 1. til hóbrynjaðr Qrv VII 11.

høduliga, adv, spottende, skammelig, Mv III 15.

høduligr, adj, spottende, fuld af hån, h-g orð Nj 13.

hødung, /, hån, spot, leita e-m h-ar Hávm 102.

hgdýr, n, höjt dyr, h. hranna, bølgers hóje dyr, skib, Refr 3, 4.

Hðfeti, m, hestenavn (egl. 'höjtskriden-de'), Pul II1.

Høfi se Hpvi.

høfjall, n, höjt f/æld eller, rettere, den hojeste del af f/ældet, Heidr 31, h. skarar, hoved, Hym 23, hpfjpll hauks, arme, Eg Lv 41.

høfærr, adj, se háðœrr.

høfoeta, /, 'höjben', = háleggr som tilnavn til Halfdan Haralds sön, med let ironisk skær, TorfE 2.

høgjalfr se hafgjalfr.

hókesja, /, höjt, j: langt (langskaftet) glavind, Steinn 2.

hpklif, n, hof klippe (egl. klippe, man kan bestige), hauka h., arm, armens eldr, guld, Hfr 3, 21.

Hpkon, Hókun (således i rim Sigv 5,

4.  11, 4), navn pÃ¥ forskellige fyrster: H. Grjótgarðsson Hál 9, Korm 1, 5, H. góði Qunnh, Hák 10. 18. 21, Sigv 11, 4, H. jarl Sigurðarson Vell 17, Pskum, Pjsk 1,

1,  Jorns 24, Isldr 16, H. Eiriksson Sigv

5,  4; — sagnfyrste, Gudr II14.

hpla, adv, i höj grad, på en fremragende måde, halda h. goðs log Mark 1, 8, h. téðu Am 3, 17, launa h' Sigv 9, 1, unna h. Steinn 3, 10, hyggja e-m h., nære dybe følelser for, Mberf 5, jfr Sturl 7, 2; med adj. og part., h. frækn PjódA 4, 12; h. buinn, om skib, Sigv 12, 3, h. herðr, om sværd, ESk 6, 47, h. torguð borð Rst 4, h. fegnir PjÓðA 3, 9.

hpleitr, adj, egl. 'som ser hojt, hvis hoved knejser', 1) hof, h-tt Ijós himna friðar, om gud, Likn 36, h. dróttinn stjprnu reitar LU 26, háleit bygð dygða, om jomfru Maria, LU 86, h-tt vif, om en martyrinde, Mey 20, h-t merki Gd$ 43, h-t vón LU 5, h-tt vald Qd 63, h-tt vitni Od 75, h-t goezka ESk 6, 13, h-t jartegna g0rð Gdþ 12. — 2) höj, udmærket, h-t hirð Sigv 13, 18, men urigtig v. 1. for hpligt, s. d.; h. geira glymstœrir, höj, udmærket kriger, Sturl 5, 1; — h. mjoðr, om digterdrikken, Anon (X) III A 2. — 3) rumlig höj, h-t hrpnn, höjt knejsende bølge, Arm 2.

Høleygir, m. pi, indbyggere i Hploga-lahd Hak 3, h 27, H-ja synir Hålfs IV

2,  H-ja byggðir QSvert 8.

, høleyskr, adj, hålogalandsk, h-k fura h 26, h. konungr Hålfs IX 6.

Hplfr, d. e. Hó-Alfr (K. Gisl. Nj II 278—82; således i to stavelser, hvor det kan kontrolleres: niðrfall Hóalfs galla, verðung H-s gerðar, gollmerkð (dette er det rigtige) H-s serki, bana H-s, jfr Hálfss, hvor versemålet ikke altid kræver tostavelsesformen; forfatteren til disse sene vers har vist udtalt ordet i én stavelse), m, konge i Hordaland, Pul IV a 2, Hildi vas H. of getinn Hyndl 19, H-s bani, ild, Yt 6, H-s galli, d. s., PjóðA 3, 21, H-s gerðar, rustning, (v. 1. til Hpars), Steinn 3, 16, H-s serkir, brynjer, Pfagr 5. — En anden sagnkonge, Gudr II 13.

hgligr, adj, 1) omtr. = hor, hof, lokalt, h-ar gptur, her er det dog ikke ret klart, hvad der menes (den lat. tekst har intet tilsvarende; dybe?, d. v. s. veje, hvis sider er höjeP), Merl I 22. — 2) hof, ædel, h-g iðja rosværdig gœrning, H breidm (v. 1. til hagligr 5. d); esa h-t hans hirð, det er ikke hæderligt for, Sigv 13, 18. — 3) om et helligt forhold (som mellem gudfader og gudsön), meðal okkar (Sigvat og Magnus den gode) es alt h-t, mellem os er forholdet