hó

315

id

derlag (hvorpå skibet står om vinteren), Ht 83.

Hgstigi, m, hestenavn (egl. 'höjttrœ-dende', jfr Hpfeti), Pul IV rr 3, — som jættenavn. Pul IV b 2, — som mands-navn, Hjálmþ IV 17.

hgsæti, n, höjsœde, trone, Frþ I 27, h. aldar gætis, jomfru Maria, Mgr 28; gætir h-a, konge, Sturl 5, 1. 19.

høtimbra, (-aða, -aðr), optømre höjt, opføre höje bygninger af tømmer, h. hprg ok hof Vsp 7, h-aðr horgr Qri 16.

hgtíð, f höjtid, fest, ESk 6, 36, Leid 36, LU 74.

hptíðliga, adv, höjtidelig, Mey 43.

hpttr, m, (hætti, háttar), 1) måde, hvorpå noget er indrettet, måde i alm., með hverjum h-i LU 30, með þessum h-i, således, LU 56, skýra fullurn h-i, forklare tilfulde, LU 94, brá til h-i, forandrede sin fremgangsmåde, LU 11, h. hilmis, kongens sæd, sædvane, Ht 89, kunna h^tt á, forstå sig på, Gd 15; i pi om 'sæder', især i religiøs henseende, fagrir ' h-ir Od 29, bæta h-u Rst 11; bjóða þjóð hptt, byde folk ret opførsel, tugte folk, Ht 37; með hætti, / tugt og ære, Pet 11, þungr h., tunge kår, Has 46. — 2) versets indretning, versemål, hættir bragar

Om denne korte i-lyd er der ikke meget at sige; metrum viser i reglen, hvor den skal være (og ikke i), således f. eks. i illr; i minn o. s. v. er den i visse tilfælde forkortelse af í (se de enkelte ord); overgangen e—i / mindre stærkt betonede stavelser (som berni—birni /ö/ barn] og lign.) kendes ikke, derimod overgangen é—i som i eyvit, -vitr. Spor af at i ikke omlydes til y ved v findes i singva (: þing), Pmáhl.

iða,/, hvirvel (i en elv), blandt søn avne, Pul IV u 3; jfr Iðunn. Jfr blóð-.

Iðavpllr, m, den slette, hvor aserne i tidernes morgen samledes og bosatte sig (betyder måske 'marken, som altid gentager sig, forynger sig, af sig selv'? Ifg. Mullenhoff, der sætter det første led i forbindelse med verb. iða 'at være i bevægelse', skulde ordet betyde 'arbejdsmarken'), Vsp 7. 60.

Ótt 1, 1, vanda hótt Þund-regns Rst 8, slíkr h. Rst 35, í kvæðis hætti LU 97, með œðra hætti Ht 95, yrkja alla h-u Ht 100, sex tigir h-a Ht 67, fagr h. Gd 23. Jfr bragar-, mundangs-.

hótunga, /, höj o: lang tunge, h-ur hjalta, hjalternes lange tunger, (sværd-) klinger, Nj (XII) 7.

hótunna, /, 'höj tønde, tønde i det höje\ regns h., luften, regns h-u rann, himmel, Heilv 5.

hóturn, m, höjt tårn, h. hjarna, hjær-nens höje tårn, hoved, Hl 20 b.

hótún, n, 'höjt tun, mark', h. horna tveggja, hovedet (på en okse), Hym 19. — Navn på et sagnsted i pi, Hhund I 8. 25.

Hpvarðr, m, en Jomsviking, Jorns 13. 26. 34.

Hóvarr, m, Torgeirs fader (10. årh.), hefnd H-s Porm 1, 1. 9.

hóvetr, m, vinterens strængeste tid, del, Heiå 18.

Hóvi, m, Odin (egl 'den höje'), Pul IV jj 4, H-a ráð, Odins forhold, H-a ráðs at fregna, spörge, hvorledes det stod til med Odin, Hávm 109, H-a holl Håvm 109. 111. 164; H-a m^l Håvm 164.

iðgjpld, n. pi, gengæld, erstatning, sonar i. St 17, ill i. Håvm 105.

iðglíki, m (eller n?), nöjagtig lig person, i. mér, en som nöjagtig ligner mig, Bjhit 2, 19.

iðglíkr, adj, nöjagtig lig, ens, vas i-t séa, det var ganske at se (som man så), Valg 10.

iðgnógr, adj, rigelig til overflod, bjóða i-an ógnar ljóma, tilbyde guld i overflod, Hhund I 21, hafa i-a heill Gróg 16.

iðgnótt, /, overflod, rigdom, auðs i. Arbj 18.

iðhvarf, urigtig v. 1. for iðvarp, s. d.

Iði, m, (-ja), jætte, Tjasses broder (egl 'den bevægelige, virksomme'?), Pul IV b 1, Grott 9, Iðja garðr (se garðvitjuðr), jættens hjem, Pdr 2. I kenninger for 'guld': Iðja orð Anon (XII) C 41, íðja galdr Nj (XII) 3 (jfr Gunnr), Iðja mál Katr 38, Iðja glysmól, Bjark 5, Iðja rodd