itr

323

íþrótt

7, í. gulli Ullar, Tor, Þdr 18, i. jofurr Hfr 3, 14, í. Rognvaldr (jarl) Sigv 3, 17, í. konungr Grip 10. 47, Jfr 23, í. landreki ESk 6, 47, í. yngvi Arn 6, 12, enn ítri Jóta gramr Þjsk 2, ú Óláfr ESk 6, 1. 7. 54, jfr 66, í. Eiríkr ísldr 15, í. Haraldr ÞjóðA 4, 9, í. Brandr Ingj 2, 2, í. ætt-bœtir Torf-Éinars Arn 5, 25; ítrir búendr ÞKolb 3, 1, ítrir menn Mark 1, 4, jfr Ingj 2, 6, ítrir íþróttarmenn Harkv 15, í. ægis båls hati Ht 3, í. auðgjafi Ht 13, i. støkkvir flóðs hyrjar Styrkárr, í. þegn ESk 6, 61, ítrt lið Sigv 13, 5, í. ofláti (en ret mærkelig sammenstilling, ironisk?) PKolb Lv 6, om kvinder, i. ol-Gerðr Eyv Lv 13, i. mjaðar þella Jóms 4, ítrar jarla brúðir Quðr I 3, í. velborin selja gulls Grettis 17, — om gud: í. goð Leið 32, jfr 42, í. alls grœðari ESk 6, 21, —- om et land: í. Auðs systir Hfr 1, 4, jfr í. fjalla salr, himmel, Hallv 8, í. Jórðón Ólhv 3, 2, — om andre ting og forhold: i. rond Ht 4, i. hleyti jofra ÞKolb 3, 9, i. bragr ESk 6, 71, i. orð Rv 16, ítrt Ijós Has 63, i. elli Ht 30, i. lausn Likn 39, i. farmr Likn 33, — med gen., udmærket, dygtig til, i. lista Rst 11, i. þremja storms Rst 21; Ód 26 er ordet vist forvansket (for ór?), jfr itrborinn. Jfr brek-.

itrborinn, adj, herlig født, af udmærket herkomst, om Helge, HHj 37, om Gudrun Am 104; derimod kan ordet ikke være rigtigt Hhund 19, da almr ikke for sig kan betyde 'helt, mand'; her er itr vist fejl, jfr itr slutn.

ítrból, n, 'herligt leje', i. dalreyðar, dalfiskens herlige leje, guld, Sturl 5, 7, i. solar, himlen, Rst 33.

ítrekr, m, uvist hvilken, måske navn på Odin, da í-s jóð regnes til dennes sönner, Pul IV e.

ítrfermðr, adj, med herlig ladning, om Ormen den lange, Hfr 3, 18.

ítrgeðr, adj, herlig-sindet, om Olaf d. hellige, ESk 6, 10.

itrgprr, adj, herlig dannet, syt, i-r skyrta Qrv IX 57.

ítrhugaðr, adj, herlig-sindet, i. jofurr Ht 41.

itrlaukr, m, herligt løg (brugt ved en landsoverdragelse som symbol), Hhund I 7.

ítrmaðr, m, udmærket mand, i-s kona Jorns 15. 19 o. s. v.

itrmenni, n, s. s. foregående, Sigv 13, 13, ÓlBrynj.

ítrserkr, m, herlig, udmærket særk, i. jastar flœðar, drikkehorn, ESk 12, 3.

ítrskapaðr, adj, herlig formet, i. askr (modsat byrnir) Hhund II 38.

ítrskíð, n, herligt ski (at løbe på), i. Endils, skib, Ód 23.

itrsleginn, adj, udmærket hamret, smedet, i-nar eggjar GSúrs 37.

itrstallr, m, vistnok fejl for orms stallr, Evids 6.

itrtunga, /, herlig tunge, unnar i-ur (sværdklingerne) sungu hótt HelgÓl.

ítrvaxinn, adj, herlig skabt, i. svanni Korm Lv 2.

ítrþveginn, adj, herlig tot, lysende ren og skær, i-nir armar Lok 17.

iugtanni, m, navn på björnen (i hds undertiden forvansket til ígul-), Þul IV cc i; synonymt med Bjarni RKet, med Björn Grettis 19; i. randar, sværd, Korm Lv 28; i. hvalranns, skib, Mark 4, 1, leygs (arneildens) L, hus, SnE II 194 (af et adj. iugr, grådig?).

íva se ífa.

ívaðandi, m, en, som går (blindt) frem, draums ívaðendr, mænd der færdes som i dromme, ligegyldige mennesker, Merl I 53.

ívaldi, m, ukendt mytisk person, í-a synir (kunstnere) Gri 43.

ívarr, m, I. benløse, Sigv 10, 1; — /. vidfadme, Hyndl 28, — I. jarl (11. årh.) Sigv 13, 9, — I. af Fljóðum ESk 13, 1.

ívegstafir, m. pl, berömmelige ord(?), segja i-i, melde om berommelig dåd, Hav 2.

íviðgjarn, adj, begærlig efter at vise ondskab, ondskabsfuld, Vpl 28, hvor ordet er forskrevet og der må læses enten -gjarnri eller -gjprnum.

íviði se ívíði.

íviðja, /, skovbeboerske, jættekvinde der bor i skove, Pul IV c 3, ek slæ eldi of i-ju, o: Hyndla, Hyndl 48; urigtig læsemåde i Hauksbók for ívíði Vsp 2.

ívist, /, Uist blandt Syderøerne, Pul IV bbb 1, Bkrepp 5, í-ar gramr Gi'sl 1, 9.

fviza, /, Ibiza, en af Pityuserne, Hskv 2, 9. (-viz- : slits).

ívíði, n, Vsp 2, et tvivlsomt ord (Hauksb. har det sikkert urigtige íviðjur), níu mank heima, níu ívíði (den 2. vokal er ikke metrisk sikret), her synes i. at være appos. til heima; det er mulig et ntr.: -víði, af víðr, omfangsrig, og i forstærkende, det hele altså: 'meget store strækninger'; med íviði med kort i synes man ingen vegne at komme. Jfr Kock, Arkiv XXVII 120 f, BMOlsen, sst XXX 129 ff (den her givne fortolkning er meget tvivlsom).

íþrótt, /, idræt, færdighed (af hvilken-somhelst art), í-ir kank átta, níu Hhard 5, Rv 1, kunna tolf i-ir Graf 13, fremja i-ir Rst 25, Merl I 10, treysta i. Ormsþ III; Hsv 124; i. vammi firð, om digter-ævnen, St 24; odda i-ir, kampdygtighed, kampe, Harkv 1; Am 67: létu á lesti lifa i-a er det sidste ord vistnok galt, da sammenhængen kræver ordet i acc, men et mase. íþrótti kendes ellers ikke; rimeligvis er -a blot en dittografisk skrivefejl (fremkaldt aj lifa) / steden for (íþrótt)ir, acc. pl.; 'de lod idrætter leve\ de viste deres idrætter, legemlige ævner, til det sidste.

íþróttarmaðr, m, idrætsmand, mand der er øvet i alle slags færdigheder og kampdygtighed, Harkv 15.

21*