J                                                         324                                                      jafn

J

Denne lyd er den bekendte halv(kon)-sonant, der i forlyd aldrig er oprindelig, men opstået ved sammentrækning eller brydning, undtagen i já; den rimer altid som andre vokaler. Den ældre digtning, ialfald för 12. årh., kender ikke overgangen éa—ja (f. eks. sjá for séa); former med éa er eneherskende, undt. i járn; ligeså findes kun Niall, ikke Njáll. Foran u findes j ikke i forlyd undtagen i meget unge låneord (jungr, jurt).

Jaðarbyggvi, m, fœderbo, dróttinn J-va Am 3, 3.

jaðarr, (ældre jpðurr se himinjoðurr og som mandsnavn Joðurr), m, 1) jæder, den yderste kant, 'rand, með Blálands jaðri, langs Blålands kyststrækning, Sturl 3, 21, eylands j. Merl II 5, jorð með él-snœrðum jaðri Ht 79, á nyrzta jaðri ýta fróns, om Island, Od 6, þundar grindar jaðrar = skjolderande, deres garðr, skjoldrække, hvor den ene skjoldrand støder op til den anden, Ht 58; und sólar jaðri, under solens land, himlen, Hfr 3, 12. — 2) den yderste kant som værn, brystværn, overført på personer, beskytter, beskyttende hersker (jfr ags. eodor), ása j., om Frey, Lok 35, hers j., om en konge, Fåfn 36, Merl II 5, folks j., d. s., Hhund II 42, Ht 55 (jfr Bugge, Studier II, 120). — 3) Håvm 107 hedder det: (Oorørir es nú upp korninn) á alda vés jarðar, hvor det sidste ord forlængst er blevet rettet til jaðar; 'menneskenes boligs kant eller område' skulde være jordens overflade, hvor mennesker (og guder) bor, sandsynligere er det dog at rette á alda vé jaðars, j: á vé alda jaðars, 'til menneskenes beskytters, Odins, hellige bolig', Valhal (eller gudernes hjem). — 4) som stedsnavn, den sydligste del af Norges vestkyst, Harkv 11, Sigv 7, 2. 8, Þjód 4, 2, Ólhelg 9, Hl 30 b. Jfr goð-, himinjoðurr, ský-.

jaðrakárn, m (eller n?, jfr kárn), fugl (Limosa melanura), Þul IV xx 5; ordet skrives i 748 iaðrá kárn (jfr kárn i v. 4), det er rimeligvis sammensat af jaðra (gen. pi. af jaðarr) og fuglenavnet kárn; / senere tider er ordet blevet forvansket til jaðreka.

jafn, adj, (jamn Gdp 66), egl. glat på overfladen, så lige i alm., om ensartethed, om to personer, der er ligemænd, pykkja j-ir Sigv 6, lige dygtig, j-ir unda Rinar stefni, lige så dygtige som krigeren, Nj 23, foður j. Gd [i 66; lige så talrig, jafnt gengi Edåd 1; j. i heitum, ligelig i løfter, som giver alle lige gode løfter, retfærdig, om biskop Gudmund, EGils 3, 16, om St. Peder, Pet 52; — om genstande, hauss j. hringi, hoved ligt med (lige så meget værd som) en ring, i et væddemål, hvor 'den enes hoved" skulde gælde lige med 'den andens ring', Rst26; goðvefr gerðisk jafn eða fríðri, blev lige så godt (som for) eller endog bedre, Rst 30; jofn tíðendi, mage til begivenheder, LU 34; jafnir byrðir, lige höj, god, herkomst, Ólhv 2, 12, jpfnum prek, om to mænd med lige kraft, under forudsætning af at de er lige i dygtighed, Am 6, 17; jofn hræ fengusk hrofnum, om mandefaldet, lige stort på begge sider, Am 5, 19, hafa j-an hlut af vigum, få en lige så stor sejr (som modparten), stå sig lige så godt (j: mindst lige så godt), Briisi; telk j-t, at gangi sveinn í móti einum, det er lige parti, at o. s. v., det er billigt at, Krm 23; j-t vas mér í gný geira gamanleikr Eg Lv 32 kan næppe være rigtigt, det måtte i hvert fald hedde -leik, det var mig i kampen ligt med gam-mensleg, kampen var mig kun som leg, men mulig skal der læses jafn vas mér gnýr geira gamanleik; — ntr. med sem, ganske som, Am 2, 18, Nj 3, Ód 20, med ok, d. s., áðr jafnt ok síðan Lil 6; — ligeligt, stadig på samme måde, jafnt of allan aldr Sigv 11, 16. — Acc. sg. mase. jafnan som adv, stadig, Eg Lv 23, HolmgB 7, Gunnl Lv 13, Krm 25, Rst 17, Mhkv 2 o. s. v., Lit 77. Jfr húf-, hý-, lauk-, mis-, Ó-.

jafna, (-aða, -aðr), göre lige, glatte, j. mprum mon, klippe manken lige, Þry 6, j-endr angrsólar, fjordsolens, guldets, guldringenes, ligere, d. v. s. som ved at afhugge stykker gor ringene (guldstykkerne) lige, gulduddelere, Hav 8; j. saman, stille op mod hinanden, sammenligne, GGalt 2, j-ask við e-n, måle sig med, Mark 1, 29;