jar                                                              326                                                              jar

jara, /, kamp, Þul IV k 1, jpru gnýr, kampbulder, Gldr 2, joru rpnd, skjold, Þjsk Lv 4, jpru skript, d. s., Has 44, jpru snót, valkyrje, dens mót, kamp (jfr mót-ruðr), ÞBrún 3, jpru fægir, kriger, Hfl 19, jpru (ved rettelse) runnar, d. s., Háv 6, jpru pollar, d. S., Ht 53, jpru draugar, d. s., Þhred 9.

jarða, (-aða, -aðr), jorde, begrave, Nkt 61, SnE II 248.

jarðar-megin, n, (vistnok rettere som to ord), 1) jordkraft, jordens, o: muldens, urkraft (om den elementære urkraft, mulden tænktes at besidde), så vas auk-inn jarðar(-)magni, om et mystisk-mytisk væsen, Hyndl 43; þat vas of aukit jarðar(-) magni, om trylledrikken, som Grimhild blandede til Gudran, Gudr II 21; dette sted er sikkert ved lån optaget (indkommet) i Hyndl 38: så vas o. s. v., hvor det synes at skulle indeholde en beskrivelse af Heimdal. — 2) stykke jord, kjós þér jarðar(-)megin, vælg dig et stykke jord (for at dens kraft kan virke helbredende, rusfordriven de?), Håvm 137 (sammenhængen er dunkel og forståelsen af stedet endnu ikke klar).

jarðbelti, n, 'jordbælte\ hav, gjalfr j-is, havets brusen, det brusende hav, Sturl 5, 1.

jarðbyggvir, m, jordbo, d. v. s. odels-bonde, betegnelse for Hakon som jarl (og ikke som konge), Vell 37.

jarðfastr, adj, jordfast, urokkelig fastsiddende i jorden, á j-um steini Gróg 15. Jfr Saxo I 22: Le c tur i regern ve ter es af-fixis humo saxis insistere suffragiaque promere consueuerant, subjectorum lapi-dum firmitate facti consiantiam omi-naturi.

jarðgróinn, adj, se erðgróinn.

jarðgpfugr, adj, 'land-ædeV, udmærket ved sit land (det land, hvorover der herskes), Eg Lv 45.

jarðhljótr, m, (rettelse for jarðhlutr), 'landbesidder' (egl. 'som kommer i besiddelse af land1), om Sigurd jarl, Korm 1, 3.

jarðhlutr se foregående.

jardhyrna, /, øksenavn (egl. 'med et blad, hvis ene ende når jorden'?), Pul IV m.

jarðligr, adj, jordisk, j-g tunga LU 26, j-t eðli Hsv 143.

jarðráðandi, m, jord-styrer*, fyrste, konge, Hal 11. 13, Mlag 3.

jarðríki, n, jorderig, jord, á j. ESk 6, 62. 13, 7.

jarðsparða, /, fejl for járnsparða, s. d.

Jari, m, dværgenavn, Vsp 13 (Pul IV ii 6 findes iaki, v. /. toki, mulig fejl for Jari).

Jarizkárr, m, (skr. iarizsk-), navn på en fyrste, Gudr II 19; navnet er vist hybrid form, sammensat af (det slaviske) jariz- (se følgende) og (det nordiske) kárr.

Jarizleifr, m, sagnfyrste, Gudr II 19;

navnet er det slaviske Jaroslav. — Den russiske fyrste (død 1054), ÞjódA 2, 3.

jarknasteinn, m, ædelsten (sikkert låneord fra ags, hvor det hedder eorcnán-og eorclan-stån; Sievers, Beitr. XII 183, afleder dette af det kaldæiske jarkån 'gullig ædelsten1; i norden har man vist ikke haft nogen forståelse af det förste led), ór augum [gerði] j-a Vpl 25. 35, ']., apposition til bjartr steinn, Gudr I 18, upp of tók j-a Gudr III 9.

jarl, m, 1) fribåren mand og ikke hørende til de ringere bønder; denne betydning synes på få undtagelser nær at være den almindelige i Eddadigtene, Óðinn á j-a (modsat præla kyn) Hårb 24, hlaðið ér j-ar eikikpstu Qhv 20, j-um pllum óðal batni Ghv 21, œðra myndi j-um þykkja Gudr III 1, eggjak yðr j-ar Am 58, j-s ynði Hávm 97; rudda ek sem j-ar VGl 8, eitt mein (ein glpp) sœkir hvern j. ÓI helg 10, karlfolk ok svá j-ar (hvor der næppe menes jarler som kongelige embedsmænd) Sigv 11, 5, oddar gerva j-i megin Mhkv 6. — 2) jarl, som den höje-ste mand i riget næst efter kongen, kongelig embedsmand, således vistnok allsnotrir j-ar Gudr I 2 og j-a brúðir sst 3, i modsætning til konge, Vell 20, samt i kenningerne: j-a einbani Hak 3, j-a bági Hak 16, Hal 5; j-ar Fróða Yt 20, åtta j-ar Krm 3, itr j. Rst 21, heið-inn j. Rst 7, annarr j. in frægri Krm 5, þrekfprlaðr j. Jorns 33, Nóregs j-ar, om Hakon og Erik, Jorns 18, og ellers hyppig om disse to, Þórir j. TorfE 1, gerðak j-i prr at vári Jómsv; j-s ríki Vell 13, j-s synir (ét ord?) Vell 12. Som egennavn, Rp 34. 35. 40. 41. Jfr berg-.

jarladómr, m, jarledömme, hirðar j-s, indehavere af jarlemagt, Ólhelg 11.

jarldómr, m, s. s. foregående, Ht 39.

jarlmaðr, m, mand der er jarl, jarl, Eg Lv 10, Darr 7. — Som egennavn, ESk 13, 6.

jarlsmegin, n, frimands styrke, kraft, Ht 54, prv VIII 1.

jarmr, m, brægen, skrig, fogls j. SnE I 94.

jarpi, m, fugleart (no. jærpe, tetrao bonasia, egl. 'den rødbrune ) Pul IV xx 5.

jarplitadr, adj, brunfarvet, rødbrun, om ornen, ESk 6, 29.

jarpr, adj, rødbrun, om håret, på Atles mænd, Gudr II19, på Jörmunrekk, Hamd 20, om en kvinde, jorp arm-Hlin Mberf 5, — om brikker, enar j-ari, de morke, Heidr 13. Jfr hvit-. Samme ord er Erpr, s. d.

jarpskamr, m, 'brun-korV, den lille brune (med rødbrunt hår), ironisk med hensyn til navnet Erpr, Hamd 12.

jartegn, jartein, /, den förste form er rimbestemt ESk 6, 67, Leid 6, Mv II1, den sidste Leid 26; den samme digter har altså kendt bægge; dog er den sidste vist den yngste, mærke, kendetegn,