331

kalf

K

Lyden var den almindelige stemmeløse, palatale; overgang af g /// k foran s, t kan ikke konstateres ved rim; derimod er overgangen efter s, t som almindeligt i prosa (hvárskis, vækki, ekki, hvatki, batki); (e)k trækkes ofte sammen med verbet (frák : rók-) og da assimileres et foregående g, t med k (hyggk = hykk, þiggk = þikk, hlýtk = hlýkk), dog findes også de usammentrukne former (jfr ek); umiddelbart efter lang vokal forlænges k (ákka, sékka), skönt rimene på dette punkt ikke er afgörende. Med hensyn til rimene se iøvrigt Kahle s. 103— 07, 180—81 o. s. v. Overgang fra k til g / mindre stærkt betonede ord (og, mjog) kan først konstateres i det 14. årh. (Lilja). Den senere islandske overgang af k /// h foran n er i det hele endnu ikke begyndt ved 1400.

kaða, /, höne, Pul IV uu.

Kaðvalodrús, m, engelsk sagnkonge, Merl II 64.

kaf, n, dyb, rummet under overfladen, Pul IV u 3, i k. Hålfs VI11, under vandet, Pskakk 1, ráða á k., styrte sig i dybet, Jorns 36, falla á k. BSk 10, 1, auka króki k., lade ankeret være længe (eller ofte) nede, PjódA 4, 11, yddi á k-i, odden trængte helt ind i legemet, Gautr II 15, k-s hestr, skib, Sigv 3, 9.

kafadjúp, n, = kaf, stor dybde, Mv III 10.

kafna, (-aða, -aðr), kvæles, drukne, k. i ofundar eitri LU 77.

kafsunna, /, 'dybets sol', guld, k-u kennir, guldets prøver, mand, Pmåhl 10.

kaga, (-aða, -at), se (spejdende) efter, stirre, Ragn V 7.

kala, (kól, kalinn; præs. 3. pers. kell), fryse, upers., kell mik í hofuð, jeg føler kulde i mit hoved, Vpl 31, hefkat spurt at bersa kali Mhkv 15, jfr Svarfd 13; part. kalinn, kold, frossen, å knéi k. Håvm 3, kalin á beðjar horni Bjhit 2, 12; Bbreidv 4.

Kalaterío-skógr, m, i England, Merl I 24.

Kaldakinn, /, egn i det nordlige Island, Þórsnep.

kaldaland, n, koldt land, om Island, Od p 54.

Kaldbakr, m, fjæld i det nordlige Island, Grettis 5.

Kaldgrani, m, jættenavn (egl. 'med kolde læber"), Pul IV f 2 (også skr. kali-).

Kaldhamarsnautr, m, navn på et sværd (egl. 'som hidrører fra en Kaldhamarf, personnavn), Pul IV 111, braut K-a (i pi) Bjhit 2, 20 (jfr sagaens beskrivelse).

kaldligr, adj, kold, kølig, k-ir éls pallar Pet 32.

kaldnefr, m, 'kold-næse1, ankret (nefr sigter til ankerfligen), PjodA 4, 11. ' kaldr, adj, 1) kold, kølig, om ting, kold at føle på, k. malmr Steinn 3, 12, kold vópn Hast 2; kold kol, kolde (afkølede) kul (brenna at koldum kolum, opbrænde noget totalt), Pjskv Lv 5, Porm 2, 18; k. sær Þór, k. marr Jorns 16, k. byrr Jorns 33, k. húfr Ht 78, kalt hlýr Ht 76; heimr enn k-i, den kolde del af verden (nordlige egne), Sturl 3, 20, kpld búð Korm Lv 34; mér es kalt, jeg fryser, Ptjald. — 2) kold, ubehagelig, fjendtlig, kold sæing Brot 16, kold ofund BSk 6, 58, kold rodd, stemme, der tyder på falskhed og bittert sind, Akv 2, kold róð, fjendtlige bitre råd, Lok 51, jfr kell' mik í hofuð, kold erumk róð pin Vgl 31; hertil bör makke også henføres k-ir kjaptar, om Fenris-ulvens gab, Vafpr 53; k-ar sakar, fjendtlige, stærke beskyldninger, Ólhv 2, 3, kold heit Ht 17; skald fekk til k-a hríð, en for slem byge, Porm 2, 21, skapa k-an aldr i grpf HolmgB 14. Jfr all-, barð-, eitr-, él-, fjpl-, haf-, haust-, her-, hrím-, ís-, líf-, ó-, sval-, svið-, vår-, vind-, æsi-.

kaldráðr, adj, 'kold i råd eller som udklækker fjendtlige råd, fjendsk, svigefuld, om Torvald i Vazfjord, EilSn 2, om Mörd, Nj 25, om kvinden, Hsv 104.

kaldriíjaðr, adj, 'med kolde ribben", fjendsk, ondskabsfuld (jfr rif), koma við k-an, om jætter, Vafpr 10.

kaldýrr, m, sikkert identisk med kaldórr („ferrum fragile" BjHald), brugt om jærn = våben, sværd, k-is viðir, mænd, Merl II 95.

kalfa, /, synes at betyde 'stykke, land el. lign., hauks kolfur, 'høgens lande', armene, PjodA 3, 27, munar kolfur, brystet, Gd p 15.