kveð

350

kvið

ver ret god mening, men er dog vist næppe det oprindelige.

kveif, /, hue (eller et slags hovedbedækning), k-ar hraun, hoved, GStírs 27.

kveikja, (ældre k(v)eykva s. d.J, tænde, ophidse, k. hold i freistni Od 4, k. upp róg Mv III 17.

kvein, n, klynken, klage, gråd, Qd 19.

kveina, (-aða, -at), jamre, klage, k. umb Qudr I 1, II 11.

kveinstafir, m. pi, = kvein, Hsv 24.

kveisuflug, n, smærtefuldt, pludseligt stik i en byld, vas bat nær sem k. Mhkv 4 (flug, flyven, noget som kommer pludseligt; i senere isl. betyder kveisa 'mavesmerter', men den betydning synes ikke at tilhøre oldsproget).

kveita, (-tta, -ttr), undertvinge, kalt vatn augum, en kveitt tonnum, /// kveitt er vatn underforstået og betydningen er (K Gtslason Arkiv II 280 f.) 'kuldslået' (egl. 'hvis værste kulde er fjær net'), Hålfs IV 6; hds skriver iøvrigt kvett; jfr Arkiv II 161, 273 f; XI, 93 f, Aarbb. 1866 s. 377 f, 1867 S. 170.

kveld, n, aften, eitt k., på én aften, Sigv 3, 8, k. lifir maðr ekki, ingen — ikke én — aften lever man, Hamd 30, at k-i, om aftenen, Håvm 81, Þry 24, á k-i ESk 6, 47, i k., i aften, TorfE l, framm vas k-a, det var ledet langt ud på aftenen, Brot 12. Jfr sviðu-.

kvelda, (-aða, -at), aftnes, blive aften, es k-ar Anon (XI) Lv 15, tekr at k. Þhreö 11.

kveldfyrull, adj, som er meget ude om aftenen (i morket), om en person, der stiftede sammensværgelse, k-fprlastr karl Rv 5.

kveldriða, /, 'aftenrytterske', troldkvinde (jfr myrkriða), k-u hestar, ulve, ÞHjalt 1, k-u stóð, d. s., Hfr 2, 6; — også brugt om kvinder, der kunde ride hekseridt: ok kvalðar k-ur HHj 15.

kveldrunninn, adj, 'aftenløbende\ som løber, færdes, om aftenen (jfr foregående), k-runnar konur, jættekvinder (jfr kunnleggr), Pdr 16.

kvelja, (kvalða, kvaliðr, kvaldr), pine, plage, martre, k. nái (v. 1. til suga) Vsp 39, helverkr kvelr fira Merl II 36, at pu kveljat (imper.) kvón Vplundar, her måske martre til døden, Vpl 33, ek hef kvalðar kveldriður (det samme) HHj 15, es mara kvalði (det samme) Yt 3; k-ask andir i orms gini Anon (XIII) B 8, kval-iðr, om Kristus, Likn 22, kvaldar andir, pinte sjæle, LU 22, kyn kvalit Merl II32, kvaldr i pinum LU 99, prøngdr ok kvaldr LU 79; åndelig pint, púkinn kvaldr LU 47, ofbeldit kvelr fjandann LU 9.

kveljari, m, piner, bøddel (ungt ord), Mey 45.

kvell, n, Vigl 17 er usikkert: fljóð hygg ek at k. (v. 1. kuoll, kel) kunni (v. 1. knude); med hensyn til hvilket verbum der vælges, må det siges, at knúði er at foretrække som rimdannende, da verset

ellers er rimrigtigt; i dette tilfælde bliver kvell subjekt og fljóð acc, medens det omvendte er tilfældet, hvis der læses kunni; selve ordet k. er ukendt, men måtte sættes i forbindelse med roden i det følgende ord, 'elskovskvide' ?, eller er det ligefrem forvanskning af kvol? jfr v. 1.

kvelling, /, sygdom, smærte, k. es bat Qrett 2, 3 {— verkr, jfr kvellingasamr).

kvendi, n, kvinde (sent opstået ord), Vigl 7.

kvenligr, adj, kvindelig, som kvinder har eller føler, k-t stríð Mey 36.

kvenmaðr, m, kvinde, fruentimmer, om jomfru Maria, LU 55.

kvcnnaóst, /, elskov til kvinder, Mv III 4.

kvensemi, /, kvindekærhed, lystenhed efter kvinder, bregða e-m of k. Hjálmþ

III  7, munu k. (genitiv) kastra smíðuð, oversættelse af renovabunt castra Veneris Merl II 76.

kvenska, /, kvindelighed, kyskhed, SnE II 232.

kvenvgð, /, kvindeklædning, kvindeklæder, Pry 16. 19.

kverk, /, (pi. kverkr), strube, hals, doggva purrar k-r þjóðar Merl II 82, skera óðar pr ór k-um ESk 6, 40, nema k-r svelli utan Grett 2, 3; fyritignari fpður k-r, om den hellig ånd, faderens strubes hædrer, som taler på faderens vegne og derved hædrer ham, Heilv 13.

kverkamein, n, strubeonde, byld i halsen, Heil 15.

kverkhvitr, adj, lys-, hvidhalset, om val-kyr/'en, Harkv 2.

kvern, /, kværn, møllekværn, oftest i pi., standa á k-um, stå ved kværnen, Hhund II 2, kyssa þýjar á k-um Hhund 135 (man lægge mærke til præp. á her), klaka und k-um Lok 44, k. þjótandi Heidr V 8; k. góma, munden, Sturlaugs 2; k-ar hus Merl II 63.

kvernbiti, m, sværd (egl. 'kværnstens-bider', jfr kvernbitr, kong Hakons sværd og fortællingen derom, Hkr I 159), Pul

IV  l 6 (v. 1. -bitr). kvett se kveita.

kveykir (ældre -vir), m, ild (egl. 'tænder', v. 1. kveyktr næppe rigtigt), Pul IV pp 3.

kveykva (yngre kveikja s. d., -ða, -ðr), tænde, eldr es Magnus k-vir SnE I 506, funi k-visk af funa Håvm 57, angr skal kveykt i klungri Porm 2, 18, sútir k. sorg Hamd 1.

kviðaðr, adj. (part), frugtsommelig, kun i fem., Mv II10.

kviðja, (-aða, -aðr), forhindre (egl. 'nedlægge forbud, kviðr 'vidneudsagn', imod en), þú skaltat mér k. Korm Lv 50 (her rimbestemt), blót eru k-juð Hfr Lv 10, jpfurr lét k-jat Ód 16, láta k-jat ulfs grpð, mætte ulvene, PjódA 3, 4.

kviðlingr, m, lille vers, især af spottende art (egl. dimin. af kviðr), Svert 2.