kvið

351

kvpð

1.  kviðr, m, (-ar), udsagn, især vidneudsagn (imod en), kveld lifir ekki ept k-ð norna, udover nornernes bestemmelse, Hamd 30. Jfr heimis-, heipt-, orðs-.

2.  kvidr, m, (-ar), bug, moderliv, berr ofar kné an k-ð Heidr 6; k-ar sómi, moderlivets pryd, om Kristus, Mdr 26, ox brúðar k. frá brjósti niðr Bjhit 1, 2.

kvidugr, adj, frugtsommelig, varð Loptr k. af ko nu illri Hyndl 41.

kvikr, adj, (va-s/, derfor acc. kvikvan > kykvan dat. kykum o. s. v.), levende, i live værende, ey getr k. kú Håvm 70, jafnan fagnar k. maðr ku Mhkv 4, of på gotu náði engi k. komask, slippe levende, Sol 1, k-s né dauðs nautkak Karls sonar SnE 1180, mik hefr sonr of svikvinn k-van Eg Lv 42, finna fylki k-van HHj 36, yrðak pik k-van Am 22, fœðask k-vir Helr 14, skpru k-van Akv 24, Qhv 17, sem kykvir ýs tívar Sigv 12, 23, grata e-n kykvan P Brun 2, ok est k-k en konungborna Hhund II 48, kvpl þótti k-ri Am 100, k. eða þó dauðr Hfr 3, 20, sem k-um manni, som på et levende menneske, Þloft 3, 5, færa k-an svein, drengen som levende (der för var som død), Mv II 20, k. er dauð-inn, kun døden er levende, LU 73, — om en kamp, guðr vas k-k Hl 35 b. Jfr o,

kviksettr, adj, anbragt som levende, brugt om helgenrelikvier (i skrin), ver ja golli grpf k-ra Pstf 1, 6; jfr kykvasettr.

kvikvendi, n, levende væsen, skabning, k. siðvendis (jfr den følgende forklaring) SnE II 236.

Kvildrar, /. pi, Kville (i Bohusldn), á K-um ív 31.

kvilla, /, sygdom, (senere kvilli, m.), burs (runen) veldr kvinna kvillu Run 5.

Kvillánus blesi, m, sagnperson, Qrv IX 62.

Kvincíánus, m, siciliansk fyrste, Mey 26.

kvinna,/, kvinde (= kona; ungt låneord, ikke ældre end 14. årh.), sála k-u Gd 20, hann laði karl ok k-u Alpost 7, onnur k. Vt'gl 22, fyr allar k-ur Vitn 6, k-ur dróttins Mey 3; k-u, Hyndl 15, er fejl for k-a, gen. pi. af kona.

Kvinnar, /. pi, i Hordland(P), sás á K-um býr Harkv 5. ffr Magnus Olsen i Maal og Minne 1913.

kvista, (-ta, -tr), 'afgrene', hugge grene af, og i alm. afhugge, hugðak (menn) k. af mér báðar hendr GStirs 34.

kvisti se kvistr.

kvisting, /, afhugning, lemlæstelse (jfr foregående ord), eiga sin k-ar kostu, få lejlighed til at få sine lemmer afhuggede, Sigv 2, 5.

kvistr, m, gren (på trær), kráka sat k-i ein Rþ 47, sem ernir á k-i Hamd 30, á meiðs k-um Míma Fj 24, máa meiðs k-u Grí 34, fallin sem fura at k-i (kollektivt, Bugge antog, Aarbb. 1869, at der her forelå et ntr. kvisti, hvad der dog næppe er nødvendigt) Hamd 5, i kné gengr knefi ef k-ir bverra Am 73, k-ir á lundi

Merl II 83, jfr 84, I 14, lindar k-ir Merl II 88, grænir k-ir Gd 8, remman brast af rót í k-u, symbolsk udtryk, for 'synden spredtes fra Adam og Eva til alle deres efterkommere', LU 20; k-ir hreifa, fingrene, Grettis 46, k-ir hlusta, hÃ¥rene, Ã