leg

363

leg

obj. Rst 18, samt 1. iil Vagns, angribe V. med skibe, Vigf 1, 1. snekkjur at e-m BjH 8, og _r med dat. 1. við fylki Vell 24, 1. upp í ívu (o: skipum), sejle op i Iva, Krm 4, 1. upp bjorhluti, hæve, løfte, op, Haustl 5; 1. saman randir, føre skjoldene sammen, begynde kampen, Evids 4, ÞjódA 1, 8, Vell 29, Jorns 22; ofte med dat. sverði, spjóti, rette sværdet, spydet, mod en, 1. e-n hjpr, sverði, i gpgnum Gudr II 38, tsldr 8, 1. spjóti á e-m" Qgm 1, og abs. 1. lyngplun Krm 1. — 1. hendr at e-m, angribe en med hænderne, lægge hånd på, Hfr Lv 14, Sturl 4, 14, 1. hendr á e-m Brot 4, 1. øxar at e-m Am 41, 1. líf í náreið, dø, Sturl 4, 26, 1. arnsug at e-m, forfølge en med ornevingers kraft, Haustl 12, 1. hendr, arma of hals e-m, of e-n Sigsk 42, Helr 12, Lok 17, Håvm 108, 1. lær of e-n, under en obskon situation, Lok 20. — 1. út of borð, kaste over bord, Hfr Lv 27, kinna él leggsk ór kerum svefna, strömmer ud af, QSúrs 4, óska byrr leggsk eptir, følger efter, man har den gunstigste medbör, Hhund II 32, og i aktiv: sveiti leggr, svedlugt udgår, Hfr Lv 15, og upersonl., reyk leggr til skýja Anon (XI) Lv 15; — aktiv intrans., í. á flótta, bevæge sig til flugt, tage flugten, ESk 6, 29; 1. undan Merl 2, 18, 1. undan á flótta Líkn 38. — 3) nedlægge, afbryde, neddysse, 1. aldr sinn Hal 9, líf lagðisk Hfr 3, 8, 1. sverð, bortgœmme sit sværd (ved en pilgrimsfærd), Sigv 12, 27, 1. sakar, holde op med tvistigheder, Sigv 3, 20. — 4) nedlægge, anbringe hos en, i ens sjæl, brigð í brjóst lagið Hávm 84, jfr ef hjarta e-s væri lagit í brjóst e-m QSúrs 10. — 5) samle (lægge op), 1. aura Skall 2. — 6) bestemme, især om skæbnens bestemmelser, bær (nornir) log lpgðu Vsp 20, 1. lands rétt Sigv 4; alt Hf of lagit Ski 13, Lok 48, ævi Ipgð með lostum Grip 23, lagit við lpst Fj 47, su mun gipt lagið Grip 52, 1. til Hkna, bestemme noget til bod, trøst, Grip 30; fjprbann varð lagit mpnnum Sigv 1, 12, missvefni vas beim (hundum) of lagit Fj 16, hon vas beim til lyta lagin Sol 11, 1. langa vega fyr e-m Eg"Lv 20; med præp. fyrir, lagt es alt fyrir, alt er forudbestemt, Grip 24; — bestemme, beramme: 1. fund Merl I 42. 43, 1. mót við marga knútu Drv (XI) 8, her måske dog snarest blot 'mødes med', 1. hjprstefnu Hhund I 13. — 7) tildele (om naturens gaver), mprg-um es meir lagit málskalp an hyggendi Grettis 3; yde, 1. grimð fyrir elsku, give, vise, grumhed for kærlighed, Gd 46, 1. laun fyrir Pét 31, 1. e-t gjpldum, Haustl 1, findes i en forkvaklet sammenhæng og er upålideligt. — 8) enkelte udtryk, a) trans., 1. lpnd í frið, bevirke fred i landet, Steinn 3, 13; 1. sér e-t til slátra, skaffe sig noget at slagte og spise, Kolb 2, 3; — 1. i sp£nu, splintre til spåner, Steinunn 1; — 1. m£l i kné e-m, overlade en sag til ens afgörelse, Ólhv 2, 3. — b) med præpp. og

adv., 1. gråligt mark á e-n ÞjódA 3, 6, 1. mark (konu) á kvæði, er på grund af den ufuldstændige sammenhæng ikke helt klart, „betegne kvinden (og hendes væsen) i digtet" (P), Ormr 1, 4, 1. eggja spor á e-n, mærke en med sværdsæggene, PKolb 3, 12, 1. eign á e-t, tilegne sig noget, Sigv 11, 14, 1. metorð á e-n, sætte en hójt, vise en hæder, Ólbjarn, 1. e-t á vald e-s, overlade noget til ens afgörelse, Sol 20, 1. leyfi á e-t, prise noget, ÞjóðA 4, 20, 1. (land) fyr skut, vende bagstavnen til landet, sejle bort fra landet, ÞSjár 4, 1, 1. Yggs líð fyr (adv.), vanrøgte, lægge til side (det at digte), Korm Lv 14, (hvad der efter fyr egl. er underforstået, er uklart), 1. fyr sik, foretage sig, gore af sig, GOdds 1, — 1. saman bauga, lægge ringe sammen, om to trolovedes overenskomst, Frþ I 12; — 1. e-t til orðs, göre til genstand for (ondskabsfuld) omtale, Bjhit 2, 4; — 1. (land) und sik Sindr 3; land lagðisk und gram PKolb 3, 6; — 1. framm, bringe til anvendelse, 1. framm almótt, anvende alle sine kræfter, Gautr II ol 8; — 1-jask i lund, lægge sig i ens sjæl, om anelser eller formodninger, Mhkv 24. — c) upers. frýju leggr til handa, bebrejdelser rammer én, Sigv 13, 20. — I forvansket sammenhæng findes lagða Qlv 2. Uforståeligt er også: 1. eld i £r, Sigrdr 10, svide åren(?); er eld navnet på en rune eller magisk tegn?

Leggjaldi, m, en af Træls sonner, Rp 12; navnet tager sigte på den virksomhed at leggja garða.

leggr, m, (-s og -jar, se Skjspr 33), læg, både om armleggr, såvel over- som underarm, jfr Pul IV ÓÖ, og fótleggr, både om lårbenet og benet mellem knæ og ankel; 1) bruges i digtningen i samme betydn. som 'arm'; (Jfr 1-jar eldr, guld, SnE I 402), 1-jar iss, sølvring, Hfr Lv 15 (jfr lýsibrekka), 1-jar farmr, armens byrde, ringen, PI 31 (jfr lypti-Móði). — 2) ben, stíga á lágan legg, træde med sin lave, korte, fod, Rv 32, brjóta 1-i Jorns 34, Vetrl, skýfa liðs 1-i PGtsl 7, (sverð) beit 1-i Tindr 1, 4, kom i 1-i GDropl 3, hræra 1-i, tumle knoglerne (måske her både arme og ben), PjódA 1, 16; járn liggja at 1-jum Rv 5, kveða leysigaldr fyr legg Gróg 10, Bláins 1-ir, her nærmest (Ymis) ben (knogler), Vsp 9; — storðar 1., sten, klippe, Hiisdr 5 (jfr stirðþinull), reyrar 1., d. s., Hiisdr 6. — 3) stilk, stamme (om planter), 1. er Htill Gd 8. — leggs Pdr 15 bör læses legs, og leggs (v. I.) Hfr Lv 11 rettes til hljotr s. d. Jfr arm-, á-, brún-, dag-, ey-, eyrar-, fast-, fjarð-, fót-, hånd-, holm-, kunn-, mið-, und-, við-.

leggstolpar, m. pi, blandt navne på skibsdele, Pul IV z 6; formen er usikker (lek-, lok-, v. L; Falk, Seew. 48—49, mener at lok- er den rigtige Jorm).

Legíónum, n, by i England, Merl II30.

legver, n, egl. værested hvor der er