létt                                                             370                                                              lið

verðr 1-ari til sátta Sigsk 12, men her er hefnð ganske ulogisk og vistnok forvansket for hpnd, 'hånden bliver lettere til forlig" (forlig indgikkes jo ved håndslag); létt veðr es nu, om den friske, men vistnok svage vind, Qunnl Lv 6. — 3) let i sind, glad, munter, (mods. þungr, þungt i skapi) Anon (XIV) Lv 3, 1. hugr Hsv 36, 1-ari i m$lum Lok 52, létt es pér Lok 49, létt hon sér gerði Am 74, gera ætla ek mér létt of tal, jeg agter at være munter, spøgefuld, Mhkv 4. — 4) vera 1. lofs, være let, d. v. s. lidet virkende, med hensyn til ros, være lidet rosende, Qrettis 53; 1. auðar hlynr, Hard 12, om en overfalden höfbo, må vel betyde 'let medgör-lig'. ffr o-.

/. lið, n, egl. følge' (= gengi; af roden i líða, gå), brautar 1. = brautar gengi Pdr 19. — 1) mandskab, krigerskare, både til lands og til søs, hilmis 1. Sigv 1, 5, liðs gramr Sigv 10, 4, 1-s ráðandi Nj 24, 1-s hofðingi ÞjóðA 3, 4, hætting 1-s Tindr 1, 4, ganga í lið „Danir", fara í 1. Qrv IV 7, at liði þeira Nål 14, 1. minna GSúrs 29, 1. meira Þmáhl 17, 1. dugðit ESk 6, 53, týndi 1. ævi K/m 3, gráserkjat 1. Orott 13, gofugt 1. Gylfa Hhund I 49, fjanda 1. Brot 16, 1. Skónunga Ótt 3, 2, stýra 1-i Hhund I 32, koma 1-i Sindr 5, láta 1. fara Sigv 10, 3, vesa 1-s e-s, høre til ens skare, Am 43. — 2) skare, følge, ór því 1-i Vsp 17, i Dvalins 1-i Vsp 14 (næppe líði), 1. lofðungs Hhund II 36; hyppig omskrivende, 1. heiðingja = heið-ingjar ESk 6, 55, 1. ýta Mhkv 10, 1. lýða Hfr 3, 13. 23, 1. allra manna Sigv 4, 1. holða Has 18, 1. ljóna Has 36, 1. fyrða Håvm 159, 1. begna (ved rettelse) fóms 9, 1. dróttins Likn 39, 1. engla PI 32, 1. Engla^ÞKolb 3, 12, 1. Veidœla Porf 2, 1. sjóvar, fiskere(P), EQils 3, 8. — 3) hjælp, understøttelse, på overgangen hertil står skipta ójafnt með ósum 1-i, egl. 'dele skaren ulige blandt aserne', Hårb 25; veita e-m 1. Orott 14, Korm Lv 61, 1-s burfi Hårb 32. ffr feikna-, her-, ofr-, skipa-, vig-.

2. lið, n, skib, Pul IV z 4, 1. flýtr, Klœ; af versemålets art ses, at vokalen her er kort, rimet på skrið, medens dog vokalen synes lang i líðmeldr, s. d., det er således muligt, at rimet hos Klæingr er unöjagtigt. ffr 1. liðfastr.

liða, (-aða, -aðr), meddele i detaljer (= greina, af liðr, egl. 'at sønderlemme'), 1. ek fátt of pat OSvert 10.

lidar, m. pi, (sing. findes ikke usammensat), (ens) følgere, ledsagere, (ens) krigere (jfr 1. pat eru fylgðarmenn SnE I 530), altid med en genitiv, Dáfinns 1. ív 8, Eysteins 1. Hálfs VIII 12, Håreks 1. Þórálfr, Karls 1. Svarfd 11, Magnus 1. Oisl 1, 12, Sveins 1. Sigv 2, 3, Valpjofs 1. Harst, Þorkels 1. Ólhelg 2; langbarðs 1., om Hunnerne, Goðr II19, þínir 1. Hsv 49; hans 1. Qrv IX 51 (v. L). Jfr ås-, ver-.

lið-Baldr, m, hærens Balder, anfører, fyrste, ÞjódA 4, 19.

liðband, n, arm-bånd, guldring (af liðr), lýtir 1-s, gavmild mand, Raudsk.

liðbál, n, 'arm-flamme', guldring, guld, veðmáli 1-s, pant for guld, Sturl 6, 8, 1-s lyptidraugar, guldbærere, mænd, Bergb 3.

liðbjugrar / forvansket sammenhæng Hornkl Lv.

liðbrandr, m, 'arm-ild', guldring, granda 1-um, være gavmild, Eskål 2, 1.

liðdrjúgr, adj, som har, får, stort følge, Nkt 23.

Hdfasti, m, 'arm-ild', guldring, 1-a runnar, mænd, Has 27.

1.  liðíastr, adj, fast ved skibet (lið = skib), fæstet pÃ¥ skibet, 1-t blóm valdrósar, skjoldene, fæstede til skibets ræling, Sturl

5,  4; der kunde ogsÃ¥ være tale om tydningen 'armfast, fæstet til, bÃ¥ren pÃ¥, armen (liðr).

2.  liðfastr, adj, stærk, pÃ¥lidelig til hjælp, til at kæmpe, el. ved (den ham ydede) hjælp, om Tor, Pdr 20.

Iiðfár, adj, som har lidet følge, Nkt 31.

liðfæð, /, ringe (altfor ringe) mandskab, Sigv 13, 19.

liðgegn, adj, dygtig i hæren (eller for befolkningen?), om kong Olaf, ESk

6,  13.

liðhati, m, 'hjœlp-vrager', sverðs 1., som ikke bryder sig om sværdets hjælp, Pdr 11.

liðhraustr, adj, tapper i hæren, Mark 1, 28, Bjarni 4.

liðligr, adj, som ser ud til at være flink, dygtig, af hvem man kan vænte hjælp, liðligra ráð, bedre råd, rådeligere, Hsv 134.

liðmaðr, m, som hører til ens følge, i pi. (v. 1. liðar), Qrv IX 51.

liðnir, m, sværd, Pul IV l 6.

1. liðr, m, (-ar), 1) led, ledemod (lið kalla menn þat á manni, er leggir mætaz SnE 1544), hitta í lið, ramme ledemodet, når et stykke af et dyr sønderlemmes, overført: ramme det rigtige sted, tidspunkt, komme belejlig, sjaldan hittir leiðr í lið, sjælden kommer den hadede i et belejligt öjeblik, Håvm 66 (der foreligger sikkert ikke et líð, jfr ef þú hittir í þann lið Ksjá 77); herhen hører også: ljótr 1. / bíða ljótan lið lagagangs, blive slemt behandlet med hensyn til rettergang, SnE II 198. Og endelig vistnok talemåden: láta e-t fyr lið, give slip, afkald på noget, Has 15, hvordan udtrykket end egl. skal forklares; fimr í lið, behændig til at bevæge sig, Likn 35, haldi bér lik at 1-um, med hensyn til alle ledemod (kan også henføres til den følgende betydning), Gróg 12. — 2) = limr, lem, ben eller (og) arme, 1-ir allir, alle lemmer, Merl I 16, biðja e-m læs hvers á 1-u Håvm 136, ok of 1-u spenna, her vistnok snarest lårene, Sigrdr 9, ok lemja alla i (adv.) 1-u, og knuse alle lemmer deri, Lok 43, lykja 1-urn, med armene, Håvm 113, at lið, til armen, Ht 45, í Víð-