loð                                                             380                                                             log

Loðungr, m, navn på Odin, Pul IV jj 7. ffr Lpndungr.

Lodda, /, 1) elvenavn, Pul IV v 2; logðis L., blodström, lpgðis L-u linni, sværd, Korm Lv 18. — 2) ønavn, norsk 0 (i Rygjafylki), Pul IV bbb 5; hertil kan henføres, linnbeðs L., guldets ø, kvinde, Bjhit 2, 12. Ordet findes blandt 'halfkenningaf for 'kvinde', Pul IV yy 2.

Loddfáfnir, m, ung mand hvem der gives råd i Hávm 111 ff

lof, n, ros, rosende ord, lovtale, 1. ok liknstafir Håvm 8, 1. ok vit Hávm 9, likn-fastr at 1-i Håvm 123, kaupa sér í lítlu L, ved lidet, Håvm 52; hann es næstr 1-i Hfl 16, við 1. þjóðar, under folks ros, bifald, Pmåhl 16, við 1. lýða Hfr Lv 8, við hæst 1. aldar Mark 1, 30, sé per 1. LU 1, syngja 1. LU 4. 34, opt byrjuð 1. Sigv 13, 27, 1. rœðandi LU 51 o. s. v., sås 1. sœmði Sturl 5, 17, óðr gorr við 1. Pblond 1, 1, 1-s endir EgSkj, ofra 1-i þegna Húsdr 12, 1. skjoldungs Steinn 3, 12; her og i flere følgende eksempler kan 1. også gengives ved lovkvad, men grænserne er ubestemmelige (jfr SnE I 468: hér er lof kallat skáldskapr), 1. Sindra fór 4, geta stillis 1. sem steina brú Hál 16, skala 1. dvala Ht 68, smíða 1. Rst 1, reiða 1. ESk 6, 67, bera 1. Vell 10, magna 1. Sigv 3, 14, færa 1. Sigv 13, 9, kveðja at 1-i ESk 6, 10, dýrka 1-i ESk 6, 57, reiða i 1-i Mark 1, 4, launa 1-i Sigv 9, 1, glaðr 1-s Pstf 1, 6. — und lofi skýja Nkt 79 er uforståeligt; måske er lofi fejl for leið. Jfr orð-, óska-.

lofa, (-aða, -aðr), 1) rose, prise, 1-at visa vann Hfl 2, 1. hodddofa Hfl 17; Leid 1, Likn 13, himins dýrð 1-ar holða stilli Ekúl

1,  4. — lofaðr, om gud, ESk 3, 3. 6, 5, jfr hvar-, marg-1-andi, som skal, bör roses, Andr 1, 1-andi glósur Mey 2. — 2) tillade, LU 16.

lofanligr, adj, som bör roses, priselig, udmærket, 1-g himna sól (v. 1. loflig) Sturl 4, 40.

Lofarr, m, dværg, Vsp 14, 16, Pul IV ii 6.

lofðar, m. pi, mænd, hovdinger, Pul IV j 3, Bragi 2, 2, Ormr 2, 2, Likn 37, holl-vinr 1-a, om Sigurd fafnisbane, Brot (FJs udg.J 4, með 1-um Ånon (X) II B 9, leyfðir 1. Raudsk, eignir 1-a Sigv 11, 5, 1-a disir, mænds hustruer (om en enkelt), Hhund II 46, 1-a gramr Hfr 3, 22, ESk 6, 70, 1-a hilmir PKolb 3, 8, 1-a stýrir Sturl 4, 21, 1-a stríðir, om Erik blodøkse, Eg Lv 19, 1-a lestir, om Gretter d. stærke, ísldr 17. ffr herði-.

Lofði, m, sagnkonge, L-a kyn Yt 29, hvis ikke L-a her er gen. af lofðar, 'høvdinger'; jfr SnE I 522.

lofðungr, m, fyrste, hovding, Pul IV hh

2,   Hhund I 4. 27, II 36. 47, Sigrdr 37, Od 10, Krm 19. 21, 1-s kundr Am 5, 6, 1-s burr Sigv 11, 6. jfr 13, 19, Mark 1, 10, 1. •ÞrÅ“nda ESk 6, 13, tungla ranns 1., gud, ESk 6, 46, 1. byrjar vegs, d. S., ESk 6, 64;

1. lauks, løgets fyrste, kvinde, Anon (XII) C 35.

lofgjarn, adj, begærlig efter ry, Brot 2 (FJs udg.).

lofgróinn, adj, 'bevokset med ros', berømmelig (jfr den valgte kenning), reyni-runnr 1. laufi sœmðar, om Torbjorg digre, Grett 1, 5.

lofgørd, /, egl. 'handlingen at rose\ så selve rosen (rosende digt), 1-ar veitir, digter, Porm 2, 7, smlða 1. Gd $ 52.

lofhnugginn, adj, berøvet ros, dadel-værdig, slet, 1. bani Auðgísls Hfr Lv 13.

lofkendr, adj, rost, beromt, om kamp, Vell 37; 1-ir hjarls drótnar PKolb 3, 8.

lofkennandi, adj, mærkende ros, i besiddelse af ros, berömt, om Lucia, Mey 40.

lofkvaddr, adj, egl. 'tiltalt på en be-römmelig måde' (kveðja lofi), beromme-lig, 1. lýðr Leid 27.

lofkpstr, m, 'ros-staber, om et digt, billedligt, hlóðk 1-t panns lengi stendr i bragar tuni Arbj 25.

lofligr, adj, 1) berömmelig, 1-g mær LU 89. — 2) berammende, 1-g orð Lil 2. 95. ffr lofanligr.

Lofn, /, en asynje, Pul IV h 1, (jfr SnE I 116), hyppigt i kvindekenninger, jfr Pul IV yy 3; L. drafnar loga (guldets) Ormr 1, 5, L. valtuns linns (guldringens) EGils 1, 33, L. seima GSúrs 32, L. hnyss-ings teigs elda Katr 18; L. handar leygjar Bjhit 2, 1; L. plkarma Hallbj; L. landrifs Bjarni 4, L. lauka Anon (XII) C 32; L. guðvefs Katr 23, L. (ved rettelse) lins Pork Hraun. ffr ben-.

Lofnheiðr, /, Hreidmars datter, Reg 10.

lofskeið, Sturl 5, 7, er urigtig v. 1. for lpgskíð, s. d.

lofskreytir, m, 'som fremsætter udmærket ros' (i digtning), digter, GSúrs 22.

lofskýrr, adj, strålende ved ros, ry, om jomfru Maria, Mv III 28.

lofsmíð, /, rosende digtning (egl. 'handlingen at digte ros'), Pét 8, Gd p 42.

lofsnjallr, adj, rost, berömt, om en konge, Halli 2.

lofsord, n. pi, rosende ord, StjO I 5.

lofstyrkr, adj, stærk ved ros, ry, Gd |3 13.

lofsæll, adj, rig på ros, ry, berömt, om fyrster, Yt 17, Ploft 3, 5, Nkt 32. 51, Merl II 34, Sturl 4, 41, Gisl 1, 1, om Jesus, Mgr 31, Pét 14; 1-ir menn, om helgener, Gd 21, 1-1 kona, om Brynhild, Grip 48.

lofsongr, m, lovsang, Lil 95, Gd (3 17, EGils 1, 11, Vitn 22.

loftunga, /, rosende tunge, SnE II 232; som tilnavn til skjalden Porarinn (ironisk), Porm 2, 10.

lofun, /, rosen, ros, Sigv 13, 2, Ht 69.

log, n, lue, flamme, i kenninger, for sværd: Þriðja 1. Vell 29, Gunnar 1. Sturl 3, 17, unda 1. Phred 5; — for guld: fjarðar 1. (rett. fra leg) Korm Lv 41, b<?ru 1. SkrautO 1, landa bands 1. Glúmr 1, 1,