log

381

lopt

Þynjar 1. Nj 17, Rínar 1. Sturl 3, 14. Jfr arm-, brim-, fagr-, fjarð-, hrann-.

loga, (-aða, -aðr), brænde (intr.), ek sé sal 1. Håvm 152, en hauðr (sé ek) 1. Hyndl 49, 1-andi húfur Harkv 23; lue, skinne, 1-andi 9II með skírleiks anda, om jomfru Maria, LU 25.

Logafjoll, n. pi, sagnhistorisk lokalitet, Hhund 1 13. 15.

logbeiðir, m, flammekrœvef, lýteigs 1., guldkræver, mand, PI 8.

logbrjótandi, m, Hue-bryder, -udstykker', Ions 1., gulduddeler, mand, Eg Lv 32.

logfágandi, m, ^llue-plejer', 'en som plejer lue\ oddhríðar 1., af oddhríðar (kampens) log, sværd, dettes plejer, kriger, Edåd 6.

logheimr, m, flamme-verden', helvede, Anon (XIII) B 36.

loghreytandi, m, 'lue-kaster, -uddeler¹, Ions 1., gavmild mand, (Ions log = guld), Stgv 12, 13.

logi, m, lue, flamme, Pul IV pp 3, 1-ar brunnu h 25, brinnandi 1. Håvm 85, 1. gaus ór húsum Jorns 19, leiki yfir 1. Lok 65, sem 1. færi Hyndl 24, hryti hór 1. Am 15, hór 1. gnæfir við himin Brot (FJs udg.) ^c/, 1. lægðisk sst 2, hvarfa of hættan 1-a Fj 1, brinna 1-a (dativ) Gri 29, Pry 21, Surta 1. Vafpr 50. 51, sem 1-a bregði upp ór eisu Olhelg 8, 1. þingaði dóm PjóðA 3, 21. —'/ kenninger, for guld: 1. drafnar Ormr 1, 5, fjarðar 1. Ód 10, Has 26, oldu 1. Ht 17 (jfr hendir), — for oje: 1. brátungls Pdr 14; — 1. lýta, syndernes lue, Mv III 5. — Som egennavn på Skjalfs broder, Lca_dis Yt 10. — Jfr ben-, bjart-, brim-, dýr-, fen-, fjarð-, grind-, gunn-, rið-, sár-, slíðr-, straum-, Sváfr-, vafr-.

logn, n, vindstille, Alv 21. 22, Pul IV 00 1, 1. ok logr Gróg 11, stundum þýtr í 1-i I9 Mhkv*13, leika (j: borur) i 1-i fátt Heidr 24.

lognfara, adj, hvor der er stilhed, stille, lundr 1., stille lund, Ski 39. 41; således sikkert rigtigere end at opfatte ordet som gen. pi. af et lognfor.

logngrungar, m. pi, 'lue-nærere"(?), Leifa brautar log, havets lue, guld, dettes nórungar, mænd, Hfr 3, 9.

logreifandi, m, ^llue-glœder\ lýs boejar (havets) log, guld, den der glæder andre med guld, gavmild mand, Sturl 8, 2; reifa kan næppe være s. s. reifa 'at gentage, resumere vidneudsagn'.

logreifir, m, s. s. foregående, sanda \anå(havets)-\., gavmild mand, Edåd 2.

logreitr, m, Hue-plads\ sted eller plads omspændt af flammer, om et af ildebrand hærget sted, Sturl 2, 1.

logrunnr, m, Hue-træ\ sårs log, sværd, dets runnr, kriger, Sturl 5, 9.

log-Sága, /, 'lue-Sågd, lœgis log, guld, dets Sága (gudinde), kvinde, GSúrs 9.

logskrin, n, Hue-skrin', solens skrin, himlen, dens gervandi, gud, Has 58.

logskunduðr, m, 'lue-fremskyndef', som

sætter Hue' i rask bevægelse, lindar 1., (kriger eller) gavmild mand (se 2. lindj, Vell 37.

logstýfir, m, 'lue-deler*, Vanår log, elvens lue, guld, dets stýfir, gavmild mand, PI 2.

lok, n, slutning, ende, þat er kvæðis 1. Ht 102, ljóða 1. (pi.) Håvm 163, 1. bragar Leid 45, 1. munk bess segja Am 38, spyrr lýðr at 1-um Hsv 99, jafnan spyrja menn at 1-um Mhkv 19, pau 1. atferðar minnar, den afslutning på min færd, Has 63; nema 1. boeti, medmindre afslutningen gör sagen bedre, QQalt 3; — fara und 1., dø, Kveld, ríða und 1., d. s., PSid 2, sóttr und 1., død, Hfr 3, 25; gen. 1-s, endelig, Has 36, Mhkv 8. 25. Jfr aldr-, fjor-, mála-, meðal-, upp-, ævi-.

loka, /, lukkepind (der indvendig skydes for døren for at stænge den), overført, Urðar 1-ur haldi pér ollum megum, Urds beskyttelse bevare dig, Gróg 7,

lokarr, m, hövl, óðar L, digtets hövl, tungen (eller digterævnen?), HSt 2, 4. Jfr ómun-.

Loki, m, Loke, asernes fjende („afslutningens fuldbyrder"), Pul IV g, Vsp 35. 51, Hym 37, Lok (passim), Pry 9. 18. 20, Bdr 14, Hyndl 40, Fj 34(P), Pdr 4, Haustl 11; L-a mær Yt 7, jfr Kock, I. F. X, 99 ff

lokka, (-aða, -aðr), lokke, 1-aði lítla, hun lokkede de små hen til sig, Am 77; forføre, 1. e-n at ljótum r^ðum Lil 48, 1-andi djofuls flokkr Mv III 10, 1. jungfrú Mey 27.

lokkr, m, lok, Ijósir 1-ar Hjálmþ III 2, 1-a hnakkr, hoved, Gunnl Lv 11, 1-a frón, d. s., Hjálmþ IV 1. — 1. Bjhit 2, 14 se lókr.

lokstolpar se leggstolpar.

lokvpn, /, forvæntning om afslutning, om fred, nú ríða 1-vánir, nu vakler håbet om fred, PjódA 4, 5.

Longínús, m, romersk soldat, Mgr 29.

loppa, /, hånd, Pul IV öö.

lopt, n, 1) luft, himmelrummet, alt 1. ok lpgr Ski 6, blanda 1. lævi Vsp 25, lopt (i pi.) Lil 31. 34, 1. in neðri, det nedre lag, Lil 27, líða at 1-i, igennem luften, SnE I 118, hefjask at 1-i, hæve sig op i luften, Vpl 29. 38, hefja at 1-i Yt 10, blpstr af 1-i, åndedrættet (hidrørende) fra, Lil 11; á 1., bera á 1., løfte i vejret, Gri 1, halda á 1., egl. holde op i luften, udbrede, kundgöre, Mhkv 14, á 1-i, / luften (svævende i luften), Pdr 17, Hfr 3, 4, Vsp 46, Håvm 155, Pry 10, Lil 45; i L, ganga i 1. upp ESk 6, 16, Merl I 61. — 2) himmel, 1. bilar Hyndl 42, jorð ok 1. Lil 10, mun 1. litat Darr 9, ór 1-i Sigv 12, 28 (jfr sammenhængen), 1-a gramr, gud, Pet 26 (= himna), geisli 1-a, jomfru Maria, Lil 89 (ligeledes), 1. ok englar Lil 94 (ligeledes). — L-s ljosgim, solen, Leid 35. Om andre kenninger, der ikke forekommer, se SnE II 499, I 330. — 3) loft, se lopt-byggvir og loptvarðaðr.