\ýs                                                              386                                                             la*

lýsi, n, tran (egl. 'hvad der anvendes til at frembringe lys'), lofðungr 1-is, ironisk betegnelse for en, der har med tran og indsmöring at göre, Anon (XIV) 2.

lýsiblik, n, 'lysende glans', 1. branda skævaðar (skibets) lands, havets lysende glans, guldet, Gyd 5.

lýsibrekka, /, 'lysende skrænt, land', leggjar iss 1., armringens lysende land, kvinde, Hfr Lv 15.

lýsigrund, /, 'lysende jord\ 1. olstafns, kvinde, Korm Lv 18, 1. liðar elds, d. s., Vigl 23.

lýsigull, n, er urigtig v. 1. for lýsigrund, Vigl 23.

lýsi-Gunnr, /, 'lys-Gunn' (lýsi = ljós), bauga lands (armens) lýsi, guld, dets Gunnr, kvinde, Qunnl Lv 12.

lýsing, /, morgengry, Pul IV mm.

lýsir, m, som viser, fremðar 1., en der viser dygtighed, dygtig mand, PI 11.

lýskáii, m, fisk-hus' (af lýr), havet, bål 1-a, guld, dets Ilmr, kvinde, Anon (XII) C 30.

lýslóð, /, fisk-vej', havet, glóðir 1-ar, guld, Ht 45.

lýta, (-tta, -ttr), 1) påføre lýti, d. v. s. beskadige, forringe, hættir ýta kyns er 1. goðdóm SnE II 244; — 1-andi ifla fold-branda, guldringes beskadiger, søndrer, uddeler, gavmild mand, Ótt 2, 16, 1-endr golls, d. s., Hhard 13. — 2) dadle, 1. annan Hsv 45.

lýteigr, m, fisk-land', havet, 1-s log, guld, PI 8 (jfr logbeiðir).

lýti, n, 1) lyde, fejl, især moralsk brøst, 1. ráða né lost gerva Oddrgr 23, synja 1-a, o: værge sig mod beskyldninger (for utroskat), Qudr III 8, 1-um loginn, lögnagtig beskyldt for uhæderlige ting, Hsv 101, lagin til 1-a, bestemt til at få en til at begå forbrydelser, Sól 11. — 2) især om 'synd' i religiøs betydning, tina 1. sin Has 5, fira 1. SnE II 248, EOils 1, 1, 1. bverra LU 47,1. vpru morg LU 91 (v. 1), þjóð 1-um kend Has 38, þvá 1. Od 2. — 3) legemlig lyde, eitt 1. kvazk þekkja á mér Korm Lv 5, 1-in bykkja skammæ skarar, om dårlig klippet hår, Mhkv 19, egg bitr 1. á lim Ht 10.

lýtir, m, beskadiger, ødelægger, 1. log-reiðar, skibets hœrjer, Ótt 3, 1, 1. liðbands, gulduddeler, Raudsk, odds 1., som ved sin kraft ødelægger (våbnenes) spids, Bjhit 2, 12.

lýþer, m, blandt ormenavne, Þul IV qq 3, se lýðir.

læ, n, 1) svig, men, 1. ljóða brá ævi Hg-konar ÞKolb 1, 2, long eru lýða læ, langvarige er menneskenes mén (egl. 'svigfuld, ménfuld medfart, de er genstand for"), Sigrdr 2, ungr gatk 1. launat Eg Lv 20, leika læ vi Sveinn 4; i en forvansket sammenhæng findes gen. pi. læva Haustl s—M, — 2) skade, gift, hverir hefði lopt alt lævi blandit, hentyder til den eventuelle fjærnelse af sol og måne, Vsp 25; biðja læs hvers á liðu, ønske alle mén (legem-

lige onder) over ens lemmer, Håvm 136, læs lausn, befrielse for et (legemligt) onde, Sigv 12, 23; — gráðar (rettelse) 1., sultens mén, mættelse, føde, Hfl 12; 1. klungrs, hybenens mén, ilden, Anon (XII) B 3, sviga 1., våndens mén, d. s., Vsp 52. ]fr frið-.

læbaugr, m, i forbindelsen 1-s eik, skib, Hårekr 2, ordet er dunkelt, men formen er sikret (læ- : hlæ-), egl. skulde læ betyde 'land' el. lign., 'jordens ring" = hav; mulig betyder ordet dog blot 'svigfuld ring', en — tildels ufuldstændig — betegnelse, jfr 'blåmyf.

læblandinn, adj, svig-blandet, 1. hjorr, giftigt sværd, Qudr II 38.

lægi, n, liggested, havn, til 1-is Krm 5.

lægir, m, som gör noget lavere, undertrykker, (af lægja), 1. rekka rógs, om en konge, Hfr 2, 7, 1. linnsetrs, gavmild mand, Sigv 6; især om fromme mænd, 1. trega EGils 1, 6, 1. lýta EGils 2, 8, 1. lasta Pét 13; 1. vins, om ærkebispen, E Gils 2, 8, men her er vist lægir = lægir 'uddeler' (til lóga), d. v. s. uddeleren af (kalkens) vin.

Lægisholmr, m, ~ Hafnarholmr (Kål. I 629), EGils 3, 4.

lægja, (-ða, -ðr), göre noget lavt (lavere; af lágr), 1. ægi, stille havet, Rþ 43, logi lægðisk Brot 2 (Ff.s udg.); lond 1-jask Ã