tnyrð

415

mægð

myrði-Freyr, m, 'dræbende Freý, Jalks skýja m., skjoldenes ødelægger, kriger, HolmgB 5.

myrðir, m, banemand, Vinða m. Vell

24,  Har-nid, Hókr 6, Hfr 3, 7, varga m., fredløse mænds banemand, Þorm 2, 10, PS ær 2, 3; — men ja m., gavmild mand, Rv 6, m. móins jarðar, d. s., Nj 21; — m. morðfárs, sværdets ødelægger, Þmáhl 1. — Jfr men-.

myrkaurriði, m, 'mörk forelle', m. markar (jfr dimmr dreki) /7/ 1, 1.

inyrkbein, n, 'mörk knokkel", Haka vagna reinar (havets) m., sten, klippe, Haustl 16, Hlpðynjar m., d, s., VSt 2.

myrkblár, adj, 'mórksort', kulsort, m. tjalda drasill Sigv 13, 2.

myrkdreki, m, 'mörk drage', m. markar borðs, spyd, Refr 1, 2, idet mork borðs her synes at være 'skjold' (= borði).

myrkfara, /, nat fegl. 'den morkt farende", 'som kommer med mórke'), blandt dægra heiti, Pul IV mm.

myrkheimr Akv 42 kan ikke være rigtigt, der sigtes uden tvivl til det sted, hvor Gunnar blev dræbt, og som v. 32 kaldes heiðr; mulig er myrkviðr det rette.

myrkleygr, m, 'mörk lue\ m. Mistar, sværd, Has 61.

myrkmprk, /, mörk skov, = myrkviðr, m-ar (adskilt ved tmesis) hlpðyn, Jylland, idet der ved m. sigtes til den store skov Járnviðr (Isarnho), Vell 27.

1.  myrkr, n, (-rs), mórke, í m-ri Qgm 1, StSigv, m-ri við man spjalla Hávm 82; reka, svíkja í m. ok dauða Lil 19. 43, undraz m. (om helvedes morke) Lil 61, leysa ór m-rum Leid 31, m. heims ESk 6, 2, Anon (XIII) B 47; m. misverka Likn 4, m. suta Lil 77. Jfr nið-, súta-.

2.  myrkr, adj, 1) mörk, dunkel, m-t es úti Ski 10, m-var grimur Herv II 5, m. yiðr, tæt, dunkel skov (jfr Myrkviðr), ríða m-van við Rþ 37, of m-van við Oddrgr

25,  fýsask á m-van við Vpl 4, m. vafrlogi (s. d.) Ski 8. 9, m-t hregg mækis eggja, kampen, formorket ved skudvÃ¥bnenes mængde, Rst 20. — 2) dunkel, utydelig, lidet forstÃ¥elig, m. stafr, rune, Eg Lv 38, m-k (hds m-t urigtig) rok Merl I 2, m-k frétt Merl II 9, m-k mól Merl II100; m-t es mér alls greppr né sérat Arn 6, 17.

myrkrastofa, /, fængsel, Heil 17. — Jfr myrkva-.

myrkriða, /, 'mörke-rytterske", troldkvinde, der rider i luften i morket (jfr kveld-riða), Pul IV c 4 (v. I. rnunn- urigtigt), Hårb 20.

myrkva, (-aða, -at), mörkne, göre dunkel, kenningar m. fagnað, fordunkler glæden, Od 78; upersonlig, bås m-vir (nott), når det mörknes om natten, når natten bliver lang, HelgÅsb.

myrkvarann, n, fængsel, Mey 35. 44.

myrkvastofa, /, d. s., Pet 51.

myrkvi, m, mörke, tåge, blandt vedra heiti, Pul IV oo 1 (v. 1. måske mjorkvi).

myrkvi ðr, m, mörk, dunkel, lidet gen-nemtrængelig skov, meyjar flugu m-ð i gognum Vpl 1 (eller egennavn?), hringr m-ar, slange, Ragn IV 3. — Som egennavn, ríða M-ð yfir Lok 42, hris es M-ð kalla Akv 5, jfr Herv V 9, til M-ar Hhund I 51; M-ar heiðr Herv VII 2.

Mystr, /, blandt øers navne, Pul IV bbb 7, s. s. Mustr? el. Mygster i Hord-land (Munch).

mý, n, myggesværm (koll.), foglar (sálir) flugu svá margir sem mý Sól 53. Om en enkelt myg bruges mýfluga.

mýgir, m, undertrykker, hersa m., konge, Nkt 13, Vinða m. Pfisk 3; m. auðs, gavmild mand, EGils 1, 24, m. lófa fannar, d. s., Katr 18, m. mgrva, ringeagtende betegnelse, Bhitd 2, 14; m. meina, tála, from mand, EGils 2, 2. Jfr folk-, ost-.

mýgja, (-ða, -t), undertrykke, né mýgðu (skr. mvgðo) menn olteiti, man undertrykte ikke glæden ved drikkelaget, de var meget glade, Pdr 15; byskup sås engi m-ir Gd $ 55 (måske rettere; engu).

mýill, m, rund sten, m-s spong, kvinde (m. = steinasørvi), Korm Lv 55. Jfr Bugge, Aarbb. 1889 s. 83. Se mýll.

mýkja, (-ða, -ðr), blødgøre, formilde, m. synda punga Gd p 50, m. orða hall (rettelse for arfva hallz), göre tungen blød, böjelig, veltalende, Katr 1, baldin sveit þó m-ðiz aldri, blev aldrig myg, medgørlig, forblev trodsig, Gd 50.

mýkt, /, mildhed, m-ar andi Gd 1.

mýll, m, = mýill (dannet efter de sammentrukne former), rund sten, ged-vangs m., hjærte (jfr SnE 1540), Hl 15 a. Jfr „mýll er vér svo köllum; steinar þessir eru knöttóttir, er samandragaz af ullu, hári og óhreinindum í sauðfé og fleirum dýr-utn", Ný Lœrdómslista fél. rit. 8, 64. — Jfr aurmýill, fjarðmývill, herðimýilí.

Mýlnir, m, hestenavn, Hhund I 51 (af mull, mule, et slags töjle).

mýrisnýpa, /, bekkasin (scolopax galli-nago), Pul IV xx 6.

mýrr, /, myr, mose, sump, mold ok m-ar PjódA 1, 18, holt ok m-ar Lil 93, leiða í m-i fúla, for at drukne vedkommende, Gudr III 11; mós m., havet, Rv 2, Fáfnis m., guld, Qretiis 15; — mýr lífs fyldur skyrum Pét 48 er uforståeligt; myr PKo'lb Lv 6 er vist fejl for mær. — Mýrar, egennavn, i Isafjordsyssel, Heinr, i Myrasyssel, Bjhit 2, 23.

Mýsingr, m, søkonge, Pul III 1,~ IV a 3.

mæ se mæor.

mæfingr, adj, smalfingret, med smalle fingre, Hamd 22.

mægð, /, svogerskab, Hyndl 20, Grip 44, Sigsk 18, m. gat ek mikla, jeg opnåede svogerskab med stormænd, jeg ægtede en höjœttet (og stolt) kvinde, Am 56, jarls m., med jarlen, Arn 1, 2; Stúfr 4, m-a laun (Sigars), (Sigars) Ion for svogerskabet, at lade en hænge, Grett l, 5.