norn

429

nýr

51; — grey n-a, ulve (hvorfor de kaldes således, vides ikke), Hamd 29. — / ken-ninger, for kvinde: nistis n. Eg Lv 16; jfr Þul IV yy 2; — for økse: skjaldar n., norn betragtet som jættekvinde, Ód 18. Jfr auð-, baug-, hlað-, t9fra-.

norpr, m, person der ser forfrossen ud, (jfr norpa, sidde i kulde, kold vind, og halvvejs fryse), n. enn nefskammi, om en fisker på søen, Bård 3.

norrænn, adj, norsk, n-ir skatnar tsldr

13,  n-ar dróttir Rst 8, n-n old Sturl 6, 7. nosi, m, n. rauðr bruges om hestens

avlelem, der var genstand for dyrkelse, Vpls 7; dermed er ikke sagt, at n. er ligefrem — penis.

Nóatún, n. pi, Njords hjem, Gri 16.

Nói, m, Noah, Leid 16, SnE II 246 (her den lat. gen. Nóe).

nógleikr, m, overflod, n-s orð Mv I 2.

nógligr se gnógligr.

nógr se gnógr.

nón, n, tretiden, klokken 3 efter middag, at n-i SnE (II 196. 248, Pét 52.

nór, m, skib, Pul IV z 1. Jfr brand-.

Nóregr, m, (f norðvegr; vokalens beskaffenhed ses af mange verslinjer i de 7 förste eksempler), Norge, Graf 6, Vell 23, PKolb 3, 7, SigV 3, 13. 11, 15, Ótt 2,

14,  Steinn 3, 15, Yt 35, Oddm, ÞGísl 3, Am 2, 8, HHj 31, Rst 7, Merl II25, Herv III 18; N-s menn Rst 11, N-s gætir Rst 19, N-s jarlar Jorns 18.

Nóri, m, 1) dværg, Vsp 11. — 2) sø-konge, Pul IV a 4.

Nórr, m, blandt kongenavne, Pul IV hh 2, egl. Norges eponym.

not, /, (pi. -ir), nœt, trœkkenœt, spá-þernur langra n-a, skæmtsom kenning for sildene, Eyv Lv 13.

1.  nött se nótt.

2.  nótt, /, = gnótt, rigdom, overflod, mÃ¥ls n. Mv III 1.

numna, (-aða; afledet af part. numinn), kun i med., oss n-ask skil, vi hører, lærer, tilegner os, Edåd 6.

nunna, /, nonne, ESk 13, 5, Mey 56. — Urigtigt for runna Drv (XI) 1.

nu, adv, 1) nu, om hvad der sker, er lige i öjeblikket, eller hvad der i fremtiden tænkes som nuværende, nú knátt séa Gri 53, es heyrik nu til Ski 14, hvat ek nú mæli, nu skal til at sige, Pry 2, ok nu liggr Yt 31, es nú vón vituð Eirm 5, nu es sannfregit Hfr 3, 24; geyr nu Garmr Vsp 49, vex nú gengi goða Hák 10, nu mun koma Hák 13, nu mun hann søkkvask Vsp 66. — 2) som modsætning til det forbigangne eller tilkommende, nú mátt kalla Re g 18, nú bera þeir vánar-vol HÃ¥vm 78, Óðinn nú heitik Gri 54, morgin mér sagðir nu es ok aptan Am 81, nu pat veitk Yt 6, nú grÅ“r jprð sem áðan Vell 16; þótt skylim nu eða Ã