r                                                                453                                                            ram

R

Med r betegnes to oprindelig forskellige lyd, dels den oprindelige r-lyd, dels den af s(z) opståede lyd, der i runeindskrifterne betegnes ved J^, r; når disse to lyd helt er faldne sammen i norsk(-islandsk), er umuligt med bestemthed at sige; endnu i 8. årh. fandtes vel R-lyden (Vatn-st.), omkring 900 er de vist faldet sammen i Norge. I vesa er s den oprindelige lyd, der i pi. præs. ind. og pi. præt. går over til r (erum o. s. v., vórum o. s. v.J, de ældre former es, vas blev i Norge temlig tidlig påvirkede af x-formerne; langt senere skete det på Island; når vi hos Einarr Skúlason finder var-a (for vas-a), er dette en norskhed; Snorre har både es og er. r kunde falde bort efter v, se vó. Assimilation af ri (til 11), rn (til nn) findes ikke i det her pågældende tidsrum för end meget sent, som sálliga (Katr 46), næppe heller rs (til ss); om r i tveimr, þrimr se disse ord. Nom. -r falder bort foran -gi, -ki (ulfgi, skjaldagi, Loptki).

raðalfr Rdr 11 urigtigt for raðar alfr (se rpð), 'skibs-alv\ søfarer.

raddartól, n. pi, 'stemme-redskaber", tungen o. s. v., renni mol af r-um LU 3.

raddkleif, /, 'stemme-klippe' (kleif egl. 'en klippe der kan bestiges¹), halsen eller tungen, i en mangelfuld sammenhæng, Haustl l.

raf, n, =. rpf, /, s. d, rav, láta bjúg ósa rpf (guldringe) fljúga á her Hl 28 b.

rafkastandi, m, 'rav-kaster¹, raf- betegner her d. s. s. 'glans', Víðblinda galtar (hvalens) svalteigar (havets) raf-, guld, dets 'uddeler", gavmild mand, HSt 2, 2.

Rafn se Hrafn.

raglystr, adj, fejagtig, frygtsom, Anon (XII) B 22.

ragmenni, n, fej mand, HÃ¥lfs VIII 7.

Ragna, /, kone på Orknøerne (12. årh.), Hbreidm.

Ragnarr, m, R. lodbrog, Rdr 7, Hl 6 a, Ht 94.

Ragnfrødr, m, R. Eriks sön (10. årh.), Vell 19.

Ragnhildr, /, Harald hårfagres dronning, Harkv 13.

ragr, adj, fej, modløs, Hárbarðr enn r-i Hårb 27. 51, r. í hverja taug Hjálmþ VI 2, r. finnr Hæng II 3, sártíkin rpg Vpls 14; — især om en der kan forvandles

til kvinde og som sådan have omgang med mænd, eller mænd der lader sig bruge til utugt; da var r. sprogets værste skældsord, pss r., ok hefr så bprn of borit, om Loke, Lok 33, þegi þú rpg véttr, om Loke, Lok 57. 59 o. s. v. — Jfr hug-.

/. rakki, m, hund, r-ar bar rinna Am 25, selju r., pilens (piletræets) hund, stormen, Sturl 4, 9. — Jfr mel-.

2. rakki, m, mastring, ring omkring masten ved hjælp af hvilken sejlet hæves, Pul IV z 8 (jfr Falk, Seew., 61—62), r-a hirtir, skibe, Hhund I 49.

rakklátr, adj, teende sig modigt, modig, rekkar r-ir Am 65.

rakkliga, adv, modigt, Vell 8, fylgja e-m r-ast Hfr 3, 15.

rakklyndr, adj, modig-sindet, modig, isldr 5.

rakkr, adj, 'rank', 'oprejst, opretstående', fra denne grundbetydning udgår den alm., kæk, modig, frimodig, r. pengill Sigv 7, 2, — om kvinder, rpkk mær Audun 2, Korm Lv 58, rpkk brúðr Rv 16 (v. 1. rpsk), rpkk fór dros" at drekka EOils 1, 35, om gud, r. dróttinn Heilv 10, — med gen., gunnar r. Jorns 30, ógnar r. ESk 13, 5, fals regns r. OSúrs 37; dóðum r. Nj (XII) 1, — koma e-m í r-an stað, til et sted, hvor der behøves mod, bringe en i en vanskelig stilling, fare, QrHj 1. Jfr bpð-, dáð-, folk-, geð-, gunn-, hug-, hugar-, lund-, móð-, orð-, ógn-, sig-, vig-.

Raknarr, m, sagnperson, Qrv IV p 2.

Rakni, m, søkonge, Pul III 1, IV a 3, — i kenninger, for hav: bifgrund R-a ESk 12, 14, R-a rymleið Eyv Lv 2, R-a stigar Pfagr 2, — Jor skib: kunnfákr R-a Pmåhl 8.

rakskorinn, adj, lige afskåren (afklippet), ek hugða reikar ruf rakskorinn, det forekom mig (i drömme) at mit hår var klippet helt af (ved roden?), G Surs 28.

ramblik, n, 'stærk glans', r. gnaphjarls, guld, SnSt 1.

ramdýr, n, 'stærkt, solidt dyr', r. prama, skib, Pstf 1, 4.

ramglygg, n, stærk storm, rómu linns r., kamp, Has 2.

ramliga, adv, stærkt, kraftigt, Hard 18, randir r. kníðar Merl I 33, mala r. Orott 21, fljuga r., om sværdet, Sigsk 22, snør-