rek                                                             463                                                            ren

2. rekinn, adj, (vel egl. part. pass. af reka), belagt med (jfr "drevet guld"), særlig indlagt med (guld-) tråd eller plader, dprr en reknu Am 2, 5, reknir broddar Hgód, broddar reknir hoddum Am 6, 15 (V. 1. roðnir), stpl blóði rekin Porm 2, 23. — Jfr blóð-, dreyr-.

rekja, (rakða, rakiðr), udvikle, udfolde, (således at et heles enkeltheder kommer tydelig tilsyne), r. ættir, opregne slægter (medlemmerne enkeltvis), Nyndl 45, r. log, gennemgå loven led for led, kunne loven i alle dens enkeltheder, PSid 2, r. bænir sinar, fremføre sine bönner (den ene efter den anden), Ploft 3, 10, r. borða, om figurerede borters (strimlers) tilvirkning, udtrykket må være hæn-tet fra arbejdets art, Helr l, Oddrgr 17, r. spjoll fyrir, forudsige ting, Merl II 94, r. mol es menn vitut, d. s., Merl II 95; overført: Hneitir rakði hjorva salma, enten om kamp efter kamp, eller hug efter hug, Hl 37 b; mærð reksk (v. I.) framrn Steinn 3, 1, jormungandr rakðisk at sandi, førtes (glidende) tag for tag, Rdr 16; r-jask ór svefni, vikle sig — lidt efter lidt — ud af sovnen(s bånd), Am 90.

rekkilpt, n. pi, mandig færd (af rekki, /, = hugrekki og lót = læti), fregna r., høre om modig færd, bedrifter, G Surs 37.

1.  rekkja, /, sæng, leje, i r-ju Qlv 2, gæta e-m sess ok r-ju Frp I 13 b, leggj-ask miðrar r-ju Rp 5. 19; gerva r-ju Rp 11. 33; r. fjalla skeljungs, fjældfiskens, slangens, leje, guld, Katr 6:

2.  rekkja, (-ða, -ðr), göre modig (af rakkr), r. lið Ht 1, uðr r-ir kjol, omtr. ~ treystir, prøver (dens kraft, der viser sig uforminsket), Ht 22.

rekkr, m, 1) mand, helt, især om en fyrstes mand, kriger (jfr Hfr 3, 15, Pul IV j 1), minir r-ar Hårf 2, sinir r-ar Hfr 3, 2, þínir r-ar Sigv 11, 11, r-ar ræsis Eskål 2, 1, HHj 18, fylkis r-ar Brot 1 (F.Js udg), þjóðans r-ar Qudr I 19, r-ar Heðins Hfr 3, 11, Hálfs r-ar Hålfs VII 1, r-ar Níðaðar Vpl 29, konungr r-a fór 3; sikkert også følgende steder: Hårf 1, r-ar ráðspakir Grip 6, r-ar óneisir Akv 17, r-ar rakklátir Am 65, r-ar bunir Gudr II 15, r-ar geðfastir PGísl 3. — 2) mand i alm., Pul IV j 1, r-a kindir Mark 1, 17, hverr r-a HolmgB 3, hvat es bat r-a Alv 5, margr r. Hyndl 3, r. enn ráðsvinni Hårb 8, jfr HHj 22, Sigv 1, 5; dygtig, virkelig, mand, r-ar bat bottusk Håvm 49; lægir r-a rógs Hfr 2, 7; — i kollektiv betydning, r-s loðuðr, fyrste, Yt 31. — I en kenning: hausa hasls = hårs = Hårs (Odins) r-ar, aserne, Isldr l. Som dværgenavn, Pul IV ii 6. — Jfr bekk-, hasl-, rausnar-.

/. rekningr, m, (betlers) omflakken, senda (konu) á r-g Hard 4.

2. rekningr, m, 1) sværd, bjartar sval-tungur r-a, klingerne, Bersi 1, 2, r-a él,

kamp, Bjarni 2 (af reka, jfr skotningr). — 2) okse, Pul IV ö 1, — rekinn, s. d.

reksaumr, m, drivsöm (almindelige söm, modsat hnoðsaumr), ESk 12, 14.

Rekstefja, /, navnet på et digt med rekstef, o: stev, hvis enkelte linjer er adskilte (klofastef) og anbragte i slutningen af stevbalkens enkelte vers, R-ju tekk hefja Rst 1.

1.  remma, /,- bitterhed, r-an (synden) brast af rót í kvistu LU 20.

2.  remma, (-ða, -ðr), göre kraftig, stærk, r. borg turnum Merl I 19, konungr Róms (gud) heir remðan sik londum, gjort sig stærk i landene, befæstet sin magt pÃ¥ jorden, EU 3, goð r-ir þik gagni ött 2, 18; rimmu glóðir r. randa grand Ht 57; r. stein við hals, fastbinde, Heil 23.

remmilaukr, m, ^lkraftigt løg\ ránsóks (s. d.) r-ar, mænd, Rst 22; her synes remmi snarest at være subst. (jn-st); jfr de følgende sammensætninger.

remming, /, handlingen at göre kraftig, r. ráða, planernes kraft, kraftige planer, LU 40.

remmiskíð, n, 'kraftig, stærk, ski', Rand-vés r., stærkt skib, Sturl 4, 38.

remmiskóð, n, 'kraftigt, skadeligt redskab', r. borða (af borði), kraftigt sværd, Pmåhl 8.

remmitungl, n, 'kraftig, stærk, måne', randar r., skjold, PKplb Lv 5.

remmi-Týr, m, 'kraftig gårende Ty', rógleiks (kampens) r., kriger, Ht 14.

rengja, (-ða, -ðr), göre vrang, forvanske, r. runar Am 4; — rengðar (ved rettelse af reyndar) ástir, tilbagevist, vraget, kærlighed, Mey 27; — dreje sig, forvride kroppen, er hann r-ðisk Rv 30.

Renir, m. pi, beboerne af Ranriki, ESk 7, 3.

1.  renna se rinna.

2.  renna, (-da, -dr), 1) lade løbe, sætte i løb, fart, med dativ, r. langskipum P Kolb 3, 10, r. byrskíðum Pfagr 6, r. stafna skíðum Ólhv 2, 9, r. hlunns hesti Oddi 3, r. Ekkils ýtiblokkum Rst 16, r. skipurn at ormi Rst 21, r. sæ, straum kili Ht 101, r. íjornis hlíð meginskíði fieina lands Ht 65, r. oddum eljunstrandir Ht 63, r. sævar skíði Meita hlíðir Arn 2, 18, hertil part. aet. i kenninger for søfarer, mænd, rennendr grœðis elgs Nj (XII) 9, r-endr ráfáka Nj (XII) 10; rendr hjorr Hl 39 b; bringe til flugt, tyggi r-di dogl-ingum Rst 20; r. brágeislum at e-m, se, spejde, efter en, Korm Lv 15; r. blóði í spor, lade blodet løbe ned i sporene, om en ceremoni ved indgÃ¥elsen af fostbroderskab, Brot 17. — 2) tntransitivt, løbe, Visundr r-di norðan Am 2, 9, leiðangr r-di langt með landi PKolb 3, 4, sýjur r-du framm EVald 3, r-duð rétt á stag Valg 6, ormr rendi til unda Krm 12, brandr r-di við rif Ã