s

477

sal

S

s veksler i verbet vesa med r (opstået af r) efter de bekendte regler; r trænger sig så ind i former, hvor det ikke burde være (er, ert, var, vart o. s. v.J; dette er tidligst sket i Norge (ved 1100) og derfra er det så overført til Island; her er overgangen forst fuldbyrdet i løbet af den forste halvdel af 13. årh. — Ts går i løbet af 12. årh. over til ss (Gissurr : vissa, blessun : þessa), måske dog ikke allevegne samtidigt.

saðning, /, mættelse, sæt s. Pet 30.

1.  saðr, adj, mæt, s. emk enn bess HÃ¥rb 3, áðr s-ir yrði Hym 1. Jfr pi-.

2.  saðr se sannr 1 og 2.

safna, (-aða, -at), samle, se samna.

saga, /, 1) mundtlig meddelelse, fortælling, saðr at spgu, med hensyn til det sagte, fortalte, Grip 48, fjolð s-na Rdr 7. 12, spgur fallask, mundtlige fortællinger bliver til intet, Pry 10, hlýða s-u Hyndl 25, sjón s-u ríkari Ploft 2, 3, verða at s-um, blive til, afgive stof til, Yt 20, gera at s-um Hålfs VII 9, bera e-m s-u, fortælle om en på en bestemt vis, PKplb Lv 7, segja góða s-u, have en god melding, ESk 13, 1, s-ur mólugra rnanna reynask at lygi Hsv 75. — 2) sammenhængende fortælling (om fortids begivenheder), fornar s-ur Orott 18, Oddrgr 1, Merl II 3, pðlinga s-ur Hl 1 b, s. frá e-m Mhkv 9; ganske uklassisk og ungt er Sólarljóðs s., indholdet af S., Sól 83 (sent tildigtet vers). Jfr spá-, stórher-.

saka, (-aða, -aðr), beskylde ('påføre sag, skyld', sok), s. bræla, give trælle skylden, Hsv 24 (v. 1), s. sjalfan sik Hsv 39; medium, s-ask, give sig skylden, s-ask eigi þú, gör dig ingen bebrejdelser, HHj 33; s. sáryrðum, give hinanden skyld, bebrejde hinanden, Lok 5. 19, sjalfir of s. Hamd 29; s. við jorð, yppe strid med jorden, Heid 23; malmr s-ar hjalm, angriber, beskadiger, Hl 5 b; — upersonl., e-n sakar, en kommer til skade; sakaði engu, tog ingen skade, Heil 11.

sakabót, /, (-boetr), bøde for skyld, at s-um, til bøde, Anon (XIII) B 55.

sakasár, n, sår som er følge af eller er skyld, fyr þetta s., fordi han havde gjort sig skyldig, Mv III 18.

sakdolgr, m, fjende, urigtig v.l. Haus ti 16.

saklauss, adj, uskyldig, Hav 8, Likn 21.

44, Sol 6. 22, s-t blóð Heil 8, vasa s-t Nkt 64; s-t, adv, Am 6, 4. — Jfr all-.

sakmýl, n. pi, = sok, sag, halda s-um e-s, forsvare ens sag, Þmáhl 16.

sakna, (-aða, -at), savne, s. málvinar Oudr I 20, s. Halfdanar Yt 30, s. sorva Gefnar Kprm Lv 37, s. slns hamars Pry 1, s. eins (baugs) Vpl 10.

sakrúnar, /. pi, 'skyld-runer\ runer, der skal bevirke strid, bera s. með sifjung-um, anstifte strid mellem svogre, Hhund II 34.

salakynni, n, = salkynni (jfr husa-kynni), bolig, hvé Vafþrúðnis s. séi Vafpr 3.

Salarey, /, norsk ø, Pul IV bbb 2.

Salarsteinn, m, mytisk stedsnavn, Vsp 14.

salbendingr, m, skjold, Pul IV r 1.

salbjartr se salr (bjartr).

Salbjprn, m, ø ved Sydhordland, Pul IV bbb 2. ffr M. Olsen: Stedsnavnestudier s. 34 f.

salbrigðandi, m, 'sal-bryder', Sveigðis s., 'Odins sal\ skjold, dets 'kløver, ødelægger", kriger, Sindr 5.

saldeilandi, m, QSúrs 12, giver ingen mening og er rimeligvis forvansket for sædeilandi, 5. d.

saldrótt, /, 'salens, husets, mænd', husets folk, s. of so fin Håvm 101.

Salfangr, m, jættenavn (v. 1. Sval-), Pul IV b 4.

1.  salgarðr, m, 'sal-gærde', gærdet omkring en sal, bolig, setjask á s-ð Vgl 30.

2.  salgarðr, m, sværd, Pul IV l 4. Salgofnir, m, navnet pÃ¥ Valhals hane

{=z Gollinkambi), áðr S. sigþjóð veki H hund II 49; blandt hanenavne, Pul IV uu; bægge steder skrevet med f. Er ordets sidste led mulig beslægtet\ med no. gauve 'mægtig, anset mand7 (Åsen), jfr gauv, adj; altså 'den prægtige i, ved, salen1 ?

salhús, n, 'sal-hus\ -~ salr, sjau eigum s. Akv 7.

Salin, /, elvenavn, Pul IV v. 4.

salkona, /, 'sal-kvinde\ tærne, Sigsk 47. 50.

salkonungr, m, 'sal-konge', himna s., gud, ESk 6, 66, solar s., d. s., Leid 25, Heilv 13. 17.

salkynni, n. pi, bolig (egl. vel 'boligens beskaffenhed), Óðins s. at séa, Valhal, Qri 9. 10, ór s. at séa Ski 17. 18; hjón