seg

486

seim

sætninger efter sig eller direkte tale; s. til e-s, tale til en, Akv 6. — 2) meddele, fortælle, abs. eller med dativ pers. og acc. rei (undertiden kun det ene eller det andet), s. e-m Vpl 26, Grip 4 o. s. v., seg mér ór helju Bdr 6, s. mér ef o. s. v. Qunnl Sig 2; s. Óðni at Hak 13, fremr munk s. Hfl 7, s. lengra Orip 12. 18, heyrðak s. i spgum fornum Oddrgr 1, sem Durinn sagði Vsp 10, s. jpfurs dáðir ESk 6, 12, s. (ørlpg) Lok 29, s. alt Alv 8, s. sorg, harm Brot 14, Gudr I 6, s. sinn oftrega Gudr I 3, s. vígspjpll H hund II 12, s. hilmis hegju Rst 23, s. gjafar e-s ESk 6, 64, s. þann þ£tt Jorns 34, s. hvárt tveggja Hfr 3, 20, s. draum ESk 6, IS, s. spp, meddele spådom, spå, Hróm 1, ÞjóðA 4, 11, s. e-m allan hug Hávm 121. 124, s. pér lifs ørvæna brúði Sigsk 53; landvorðr vas sagðr mér Hfr 3, 21, fikjum var hann mér ramligr sagðr Mhkv 21, sagt vas Jorns 16. 17, ættbogi es sagaðr Merl II 4, — genfortælle, s. et sama Håvrn 28. — 3) fremsige, s. vess (Máríu) LU 99, s. orðin slik LU 39, s. sætt, erklære at være enig med en, Ski 23, sptt vas sogð Anon (XII) B 5. — 4) påstå, s. annat St 12; s. frið lausan, erklære freden endt, Ód 18 — s. r£ð, give råd, Rþ 3 o. s. v., s. e-m ástrpð Hym 4, men: jafnan segir enn ríkri rpð, altid vil den mægtige være den rådende, Mhkv 23.

—   5) transitivt, spnnu sagðr, beskyldt med rette, Sigrdr 25. — 6) medium, s-jask, láta s., lade sig sige, Am 31. — 7) med præp., frá, s. frá, fortælle om, Lok 25. 60, s. frá rúnum Vafpr 42. 43; Hfr 3, 24, Gunnl Lv 5, s. odda íþróttir frá Haraldi Harkv 1; med til, angive, røbe, s. til e-s Oddrgr 26, Am 80, s. til nafns ok øolis HÃ¥rb 8. 9, s. til siðar, fortælle om, Hfr 3, 3, s. skotnum til e-s Korm Lv 61, med til-fojet of, s. til of e-t Vigl 7, — med framm, s. framm í kvæði, fortælle i digt, Has 46,

—  med upp, fremsige (især om love og lovafsnit), s. upp log Hfr 3, 8. — Part. aet. segjandi, anfører, befaler, s. sagna Haustl 2. — es sagði þér Vpl 41, er vist fejl f. sogðu. — segek Rdr 7 er enten = segi ek eller â– =. ség-ek j: sé-ek-f- ek.

segjárn, n, et slags jærn, s-s ker Fj 26; hvad det förste led er, er usikkert; det kunde være = seig-, af seigr 'sej, men

—  og vist snarere — stammen i segi (se ovenfor).

segl, n, sejl, Pul IV z 5, buit s. Sturl

3,  15, bip s. Sigv 10, 8, neyta s-s Ótt 2,

4,  snara s. við húna Jóms 33, hlaða s-um Sturl 3, 6. — I kenninger for skjold (jfr SnEII428): s. Hildar ESk 12, 4, s. Hlakkar Vell 8, naglfara s. Rdr 5 (jfr sigla). — / gÃ¥den Heid 28, sat ek á s-i, er s. = veggr, jeg sad pÃ¥ en væg\ se veggr. — Jfr baug-, róg-.

seglhættr, adj, farlig for sejl(et), s-tt veðr StjO II 1 (rettelse for seglþættir). seglmarr, m, 'sejl-hesf, skib, Sigdr 10,

seglvigg, n, s. s. foreg., s. eru sveita stokkin Reg 16.

seiða, (-dda, -ddr), anvende trolddom (for at udvirke noget), = síða, s. brott bpru hjarðir Lod I 4.

seidberandi, m, udøver af sejd, trolddom, s-endr frá Svarthofða Hyndl 33.

1.  seidr, m, slags fisk, sej, Pul IV x 2, grundar s., slange, Porf 1, jarðar s., mid-gÃ¥rdsormen, EVald 3, dælar s., slange, Has 44, s. hriss, d. s., EGils 1, 38; s-s hrynleið, havet, ESk 3, 1. — I kenninger for sværd: sóknar s. PI 37, brimu s. Purídr, geirveðrs s. Eg Lv 12, fieina skurar s. Ingj 2, 4 (jfr svipskorðandi). Jfr endi-, gjald-, gunn-, hjaldr-, hræ-, hrøkkvi-, kenni-.

2.  seidr, m, trolddomssang, trolddom (af en egen art, jfr Snorre i Yngl.s.), at s-i Ormsp II. — / kenninger for kamp: Fjolnis s. Evids 6, sverða s. Sturl 4, 12, lpgðis s. Evids 5, vigra s. Eg Lv 6, Guth kort; seiðs Gldr 8 er urigtig v. 1. for eiðs.

seigr, adj, sej, som ikke let går itu (elastisk), seig reip Sol 37; s-ar sáttir, forlig der vanskelig kommer i stand, Anon (XII) B 14.

seil, /, snor, bånd, skaunar s., skjoldbånd (= skjaldarfetill), Pdr 9, alene = skjoldbånd, s-ar sól, skjold (jfr sólgagarr), Tindr 1, 4. — I kenninger for slange: s. rås Merl II 12, s. grundar ísldr 2. Jfr drag-, dróg-, brym-.

seilask, (-disk), strække sig, strække sin arm ud, s. of sund Hårb 27. 28.

seimbrjótr, m, 'guld-bryder¹, gavmild mand, Ploft 3, 4; jfr det følg.

seimbroti, m, s. s. foreg., Am 3, 1 (v. 1. -brjótr).

seitnfarri, m, fsldr 27, i en ufuldstændig kenning, 'lyd-ild\ sværd; seim er vist en del af en kenning for kamp.

seimfærir, m, ''guld-bringer', guldgiver, Hl 32 a (fejl for skerðir?); eller af færa (af får) 'bringe i fare' ?

seimgautr Grett 2, 3 er urigtig v. 1. for seim(s).

seimgefandi, m. 'guld-givef, i pi. Merl II 14.

seimgildir, m, 'guld-forøger', rig mand, Ht 29.

seimhrjóðandi, m, 'guld-uddeler', gavmild mand, GGalt 1.

seimir, m, slange (af seimr), Pul IV qq 4.

seimkennandi, m, guld-prøver, mand, Mv 16.

seimlundr, m, 'guld-træ', mand, EGils 1, 21.

seimr, m, guld (måske egl. 'guldtråd'), bjartr s. Nkt 33, gjpflati s-s ok hnossa Ht 97, s-s ágirni Ofeigr 3, gefa s-a Okik 1, 2, Ht 47, veita s-a Ht 90. — Hyppigt i kenninger, for mand: s-s skerðir Hfr 2, 8, s-s særir Porm 1, 6, s-a søkkvir Hfr Lv 22, s-s bollr Sigv 5, 6. 12, 17, s-s bprr PI 4, s-s hirðidraugr GDropl 1, s-a sneiðir