skarð
502
skaut
— venjask s-i, blive skåret, afklippet, Årni 2, 1. J/r vig-, ætt-.
Skarði, m, broder til Kormak skjald, Korm Lv 34. 35. 36.
skarðr, adj, skåret, við enn s-a mána, i den aftagende månes skin, Vpl 6, með s-a skjpldu Hak 9, lv 34, vinna s-an barð-mána Hfr 3, 28, sitja of s-um hlut, have lidt et tab, Eg Lv 21, hpfum pil s-an (j: hlut), vi har alle lidt et tab, Am 102. — Som navn på sværd, 'forhugget', Pul IV l 5.
skarfagr, adj, smuk ved (planke)sam-menfojninger, smukt sammenföjet, s-fpgr skip Þstf l, 2.
1. skarfr, m, skarv (pelecanus carbo), Þul IV xx 3. ~ Jfr hleypi-.
2. skarfr, m, skilling („skjærv"), skjall-andi s. ór golli Herv VII 7.
skark, n, stöj, tumult, — om krigernes færd — ÞjódA 1, 24.
skarmr, m, måne, Pul IV II (v. 1. skamr).
Skarpasker, n. pi, ukendt stedsnavn (v. 1. Skarfa-), i S-jum Krm 6.
skarpeggjaðr, adj, hvasægget, med hvasse ægge, s-at sverð Gautr II 14.
skarpla, adv, skarpt, grumt, herja s. Sigv 10, 6.
skarpliga, adv, skarpt, kraftig, skjóta s. Am 44.
skarpr, adj, 1) sammenskrumpet (ved indtorring), hård (at føle på), s. belgr Håvm 134, s-ar álar, hårde, vanskelige at løse, Lok 62, skprp skrydda Gd $ 36.
— 2) hård, om redskaber, s. hamarr Haustl 18; hvas, s-ir geirar Grott 15, s. brandr Rst 6, skprp sverð Ólhv 2, 8. — 3) hård, om kampe, skprp skalmpld Anon (XIII) B 41, skprp skœra PjódA 1, 6, s-t él (skjaldar) Ht 32. — 4) om personer, s. Þórðr, kraftig, tapper, Qrv VII 21. — 5) ntr s-t, adv, kraftigt, skjóta s-t PSær 3, taka s-ara á mpndli Grott 20. Jfr all-, ham-, vil-; jfr eggjumskarpi.
skarr, m, sværd, Pul IV l 9.
skart, n, skrud, nú es s. á (konu) Leiknir, piggja s. Hjálmþ IV 13, eilÃf skprt Pét 19.
skarta, (-aða, -at), skinne, se smukt ud, bjartlig vp"n sem hjalmr s-ar Gd 35.
Skartheðinn, m, opdigtet, symbolsk navn, Sól 11.
skass, n, trold, jættekvinde, om havjættekvinden, HHj 23; utyske, et skœða s., om en valkyrje, Hhund I 38, — s. allra feiknast, vistnok om fenrisulven, Hyndl 40, — om et sæluhyre, EGils 3, 5. Jfr hjalm-.
skata, /, rokke, Pul IV x 2.
Skatalundr, m, sagnlokalitet, Helr 9.
skati, m, gavmild mand (jfr SnE 1528: s. hverr er mildr er), hövding, s-a hus Arbj 20, s. enn ungi Hyndl 9, s. Hadd-ingja Pul II 1, þats s-ar léku Gudr II 15, leyfðr s. Ht 71, skapleikr s-a Hfl 16, s. hringa Ht 90. — Gen. pi. var oprindelig skatna, hvorefter der blev dannet nom. skatnar o. s. v., i betydningen mænd,
krigere, Harkv 21 (v. L), Korm Lv 61, Hak 6, Am 5, 7, Steinn 3, 13, ESk 6, 17. 64, Mhkv 12, Ãsldr 10. 13, Hyndl 21, skatna mengi Sigsk 56, Akv 31, skatna dróttinn Grip 5, skatna vinr Hal 3, róg-malmr skatna, guld, Akv 27. — Fingeret navn, burr S-a (her menes Brand Kol-beinssön) Anon (XIII) B 58. Jfr auð-, baug-, blóð-, goll-, hodd-, horn-, hring-, vell- og herskatnar.
skattfærir, m, 'skat-bringe?, jarl, gat pann s-i Hal 3.
skattgildr, adj, skat-betalende, skatskyldig, vinna e-n s-an Sindr 4.
skattland, n, skatland, Slurl 6, 10.
skattr, m, 1) skat, guld, s. Niflunga Ht 41, s-i gnœgðr Ótt 2, 15; Draupnis s., en underlig betegnelse og måske forvansket, Bbreidv 2, jfr Draupnir. — 2) skat, afgift, hér es bér s. Anon (XII) C 15, vel ja e-m harðan skatt, om stenene, hvormed ens lig dækkedes, TorfE 2, gjalda i skatt Pét 21, taka við s-i Frþ I 26, einum s-i Herv V 8. Jfr afráð og tiund.
skattýrnir, m, den yderste himmel (v. 1. skatyrnir, skathynir, skaturnir), Pul IV ff, nn; sidste led synes at høre sammen med úr, ntr, förste led er vanskeligt, hvad enten der læses skat eller skatt-, (om skát(t) synes der ikke at kunne være tale).
skauð, /, fej, ussel, karl, s. hernumin Qrv VII 13, s. en aumasta Hjálmþ III 3, s. afgpmul Hard 11.
skaufali (o: skaufhali, 'med dusket hale'), m, ræv, Pul IV ææ (af skauf n).
skaufi, m, ræv, Pul IV ææ.
skaunn, m, skjold, Pul IV r 1 (egl og oprl. adj skaunn — skón, lysende, jfr bygdenavnet Skaun), s-ar seil, skjold-bånd, Pdr 9. Jfr M. Olsen: Stedsnavne-studier s. 103 f, der antager e{ fem. skaun (mindre rigtigt).
skaup, n, spot, hån, færa i s., gore nar ad, Anon (XIV) 1, draga s. Gautr II 23, s-i gnœgðr, fuld af hån, Arbj 2, pat es s., det er ting, der er hån værd, Mani 2, verða at s-i Korm Lv 53, nýtt s. Grettis 53, hljóta flest s. Likn 15.
skaut, n, 1) skød, på et sejl, Pul IV z 6, og deraf sejl i alm., s. þats drósir spunnu Ótt 2, 20. — 2) legemskød, leggja i sitt s. Mv II 12, ágætt verndar s. LU 86. — 3) på klædningsstykke, hafa ráð und s-i, overført, pønse på råd, Anon (XII) B 13. — 4) yderste kant, rand, på jord og himmel, út fyr jarðar s-i Snæbj 1, fyr s-i grundar gjalfrs, ud for kysten, ESk 6, 40, himins s., með og und himins s-um Hyndl 14, Grip 10; halsa s., á himin verpa halsa s-um Bdr 12, kaster halsskø-derne mod himlen; da der her synes at være tale om bølgerne, må der ved 'hals-skøder' sigtes til deres hvidtskummende toppe. Jfr heims-, himin-, mpttul-.
skautbførn, m, 'skød-bjorn\ s. Gusis nauta er åbenbart kenning for 'skib', hvad s, alene vilde være nok til; når