skaut

503

skeik

Gusis nauta föjes til, må der være sigtet til pilen Flaug, men flaug er også en del af masten; det hele må således betyde 'den med skød og flaug forsynede björn', Refr 4, 5.

skautfagr, adj, skød-fager, med smukke skød, o: sejl, Sturl 5, 15; jfr skautvænn.

skautgjarn, adj, som gærne sejler, færdes på havet(P), om Tjazi, eller fejl for skraut-?, Hyndl 30.

skauthreinn, m, 'skød-rén\ skib, skreytir s-a, søfarer, Ótt 3, 2.

skautjplfuðr, m, 'skød-bjørn', skib, s-ar skyldir, søfarer, Sindr 4; jfr skautbjorn.

skautreip, n, skødreb, Pul IV z 5.

skautvænn, adj, = skautfagr, med smukke sejl, s-ar skeiðir Sturl 5, 3.

Skáfiðr, m, dværgenavn, Vsp 15 (vokalen her metrumbestemt), Pul IV ii 2 (egl 'den skæve Fidf?).

skálgelmir, m, bue, Pul IV p.

skálgi, m, blandt fiskenavne, Pul IV x 2 (v. 1. skjalgr).

skáli, m, skåle, enkeltstående hus, også særlig del af en gård (bygningskompleks), ganga ór s-a Grip 5, eldr leikr of órum s-a GSúrs 2, þinn s. es mér pekkr Sigv 5, 6, s. sævar, ved søen, ESk 11, 4, á s-a, på taget af, Frp I 19, skunda til s-a Hjálmþ III 5; heims s., himlen, ESk 12, 1 (jfr vafrlogi). Jfr ly-,

skálkr, m, 1) tjæner, s-ar peirs skjold bera Herv V 11. — 2) skalk, slyngel, hverir eru s-ar happalausir Hjålmp I 1. — 3) blandt sværdnavne, Pul IV l 2 (v. 1. skolkr), og hjælmenavne (v. 1. skolkr) Pul IV s 1.

skálleikr, m, (skr. skáleik), 'skål-leg', Heðins reikar sk£I, hjælm, dens 'leg1, kamp, Pdr 11.

Skáney, /, Skåne, — Skáni, Olúmr 1, 2, Hfr 2, 4, Sigv 10, 6, Arn 3, 16, PjódA . 1, 24. 4, 4, Valg 6, S-jar síða Sindr 3, ÞjóðA 4, 8 (v. 1). Jfr Bugge, Beitrdge XXI, 424.

Skáneyrr, /, Skanør, S-ar síða PjódA 4, 8.

skår, adj, kun i sammensætninger, eyr-, folk-, her-, hregg-, vig-, betydningen er 'trædende, betrådt; i prosa findes eið-, níð-, opin-, orð-, upp-, ofund-.

skári, m, mågeunge, måge, Pul IV xx 7, sára s., ravn, Hl 10 a, benvlðis s., d. s., HolmgB 11. Jfr ben-, dolg-, gunn-, hræ-, nå-.

Skáværr, m, dværg, Pul IV il 2.

skeðja, (skadda, skaddr), beskadige, med dativ, axi vas skatt Qautr I 4.

Skefill, m, søkonge, Pul IV a 2 (egl. 'skraber').

skefla, (-ða, -t), danne drive, lægge i drive (skafl), upersonl., haflauðr (acc.) s-ir, søskummet lægger sig i driver, Ht 76; vatn et skeflða PjódA 1, 1.

skegg, n, skæg, seggr með fogru s-i TorfE 5, s. skapat Rþ 15, s. nam at hrista Pry 1, konu s. SnE II 432, s. et rauða, opfattet som tegn på falskhed og fejhed,

Nj (XII) 7, bíta á s-i Pjsk Lv 3, halda upp s-i, være i live, Rv 32, drepa niðr s-i, lude med hovedet, MPórd 2, soekja framm skeggi, falde til jorden, Sigv 2,11, hpggva s-i niðr, d. s., Tindr 1,6, hpggvask til s-jum. stikke næserne sammen, om rådslagninger, Grett 2, 9, — bukkeskæg, Njprtr 2. Jfr rå-, tré-.

skeggi, m, 'skæget persorí, s. brunns byggs = eyjarskeggi, øbo, Ólhelg 3. Jfr bundin-, eyjar-. — Som egennavn GSúrs

1,  Korm Lv 25. 26 (Midfjordskegge). skeggja, /, økse, Pul IV m (egl. 'hvis

blad er længere nedad end opad', jfr barða, se Falk, Waff 109 f).

skegglauss, adj, uskægget, skægløs, om Njal, Nj 14. 15.

skeggold (for skeggjold, som også findes i hdss, af skeggja), /, øksetid, Vsp 45, — valkyrjenavn, Gri 36, Pul IV aaa 2.

skeglingr, m, tærne-unge, tærne (søfugl, af skegla = rytr), Pul IV xx 3.

1.  skeið, n, løb, løbebane, s-i bráðr Rdr 11, ríða mart s. Hhund I 42, á s., tilløb, Fáfn 5, i en usikker sammenhæng. — I kenninger, for søen: Glamma s. Refr 4, 5, s. knarrar Pórh 2, s. skut-borðs Sturl 8, 2, — for hav: plna s. Hfr Lv 14, — for himmel: sunnu s. Gd 66, hlýrna s. (ved udfyldning) PKolb Lv 9; — urigtigt er s-s for seiðs, Eviðs 5. Jfr dag-, mÃ¥-, Vikars-.

2.  skeid, /, (pi. -ar, [-ir], -r, se Skjspr 38. 65), krigsskib, Pul IV z 1, Sindr 2, Tindr 1, 4. 5. 9, Hfr 3, 6, Lv 24, EdÃ¥d 7, PKolb 3, 2, Úlhelg 9, „Danir", Sigv 1, 3;

2,  7; 7, 2, Jorns 38; Hókr 7, Sigv 3, 9, Arn 3, 13, Bplv 2, om korset, Likn 33. Jfr lof-.

skeiðar, /. pi, skede, ór s-um Óspakr (ved rettelse af slíðrum).

skeiðarbrandr, m, krigsskibs-forstavn (jfr brandr), Oddm (sikkert ikke mands-navn her), Arn 2, 7.

skeiðarhúfr, m, krigsskibs 'huv' (egl. 3. og 4. plankerække fra kølen, her om skibets skrog i det hele), stíga á s-f hvélðan skorum Arn 2, 4.

Skeiðbrimir, m, en af asernes heste, (egl. 'den løb-brusende'), Gri 30, Pul I a

3,  IV rr 1.

skeiðhestr, m, 'løbebane-hest, Gestils skeið, havet, dets 'hest, skib, Sturl 5, 3.

skeifa, /, hestesko, som tilnavn til Por-leifr (13. årh.), SnSt 4, 2.

skeifr, adj, skæv, s. fótr, skæv fod, fod der på grund af jordbundens ujævnhed træder skævt, skjóta s-um fœti PjóðA 4, 4; — forkortelse af tilnavnet Fjoruskeifr, med ironisk bibetydning, Pstf 2, 3.

skeika, (-aða, -at), slingre (lidt til siden), forlade den rigtige retning, svigte, vápn s. gomlum Hæng VII 5, láta s. at skopuðu, lade sagen gå — endogså ud af den tilsyneladende lige retning — ifølge skæbnens bestemmelse, Qrv IX 16, Skuld s-ar at skopum, Skuld (der jo selv