sker

505

skil

sker, n, skær, over- og undervandsskær, Brandr, of s. Bjhit 2, 14, fellr hronn of s. Mhkv 27, i s-jum ÞjódA 4, 22, s. Sóta — Sótasker Sigv 1, 1, brúðir s-ja, bølgerne, Snæbj 1. — I kenninger, for hav: fold s-s Sigv 2, 11, s-ja fold Byv Lv 11 (jfr skíðrennandi), glymfjpturr s-s Mark 4, 1, Haka s. fifl 13 (jfr skíðgarðr),

— for guld (s. = steinn, jfr SnE 1 336): liðar s., Ht 46, handar s. Korm Lv 26. 50, haukslóðar s. fil 24 a; góins s. (s. = land) EOils 3, 12 — for tunge: orða s. tit 87, góma s. VSt 1, — for klinge, sværd: hjalta s. PKolb 3, 13 (jfr glaumr),

—  for skjold: ógnar s. Sigv 12, 20. — Urigtig v. 1. (for skógs) Sigv 7, 4. Jfr brim-, Elfar-, góm-, Skarpa-, Sóta-, ut-.

skera, (skar, skorinn), 1) skære, s. mjó-4ygil, skære, hugge, over, Rdr 19, s. tungu ór^fði ESk 6, 37, jfr 40. 60 (tunga vas skorin Rrriii), hugborg hjorvi skorin, flænget af sværdet, Qudr I 14, s. e-n á hals, skære halsen over på en, Am 79, s. hjarta ór e-m Oddrgr 28, Akv 22, Am 59, s. e-n til hjarta Akv 24, Ghv 17, s. benjar, frembringe sår ved snit, fil 17 a, skornar (v. 1. skotnar) brynjur Nak 9, skorin Skoglar kápa Krm 18, s. uf, skære drøvelen, Nkt 27, Ivarr lét skorit bak Ellu ara (dativ), ristede (blod)orn på Ellas ryg, Sigv 10, 1, mær skar (objektet forvansket) Korm Lv 47; s. soðulþófa of sik, tildanne filtstykker for at lægge om sig (til værn), SturlB 1, sonr Máríu er naglar skóru, gennemborede, LU 87; — ofte om skibenes bevægelse, hufr skerr hrpnn fit 78, s. salt húfi Arn 3, 2, s. bylgjur stýri Ott 2, 20, s. sund súðum ESk 7, 10, s. leið reggi fit 34, s. eysund til konungs fundar fialli 2; — upersonl, steinda lind skerr fit 10. — 2) udskære, skornir drekar ESk 11, 10; hertil kan henføres skpru á skíði, 'de, man, skar — j: deres navne, — i træ', j: man kaldte dem ved (bestemte) navne, Vsp 20.

sker-Baldr, m, ⁱskær-Balder", Skoglar elda (sværdenes) sker, skjold, dets Balder, kriger, Rst 7.

skerða, (-ða, -ðr), danne skår (skarð), forringe, forminske, beskadige, s-ir Níð-hoggi" neðan (Yggdrasil) O ri 35, s. skpr með vppnum Sigv 12, 6 (v. 1. til skorða), bprð s.° ský Anon (X) fif C 1, s. 61 (s. d.) Ekiil 2, s. jarðar men, skære grönsvœret, grave en grav, Þtjald, skerðr, som har fået skår, om sværd, Korm Lv 27; — s. soeri, bryde eder, fialli 6. — Part. aet., s-andi her, bevirkende mandefald, Ounnl Lv 13, s. skjóma (gen.), kriger, StjO II 4, folk-Sýrar hliða s-endr Steinarr 2.

skerðingr, m, sværd-navn (egl. 'den der har fået skår'), Pul IV l 7; s-s Ullr, kriger, Od 70, jfr skarðr.

skerðir, m, som frembringer skår, ødelægger, i kenninger for mand, efter guld, s. seims fifr 2, 8, s. hodda PI 12, s. hrings, hringa ÞjÓðA 3, 15, fit 63, s. Niðbranda ESk 6, 40, — efter våben, s. Skpglar serks

fit 64, s. inalma Sturl 3, 2, s. hneigiborða Viðris meyja fil 37 a, s. mistar lauka grundar, skjoldets, fit 85; — s. Engla, Anglers banemand, Eg Lv 9; s. rughleifa, ironisk betegnelse, Snfi 2, 1; s. dress, overmodets undertrykker, Pét 33. — Sværd, Pul IV l 8. — Jfr baug-, blik-, eld-, får-, frið-, fúr-, goll-, her-, hyr-, men-.

Skereid, n, stedsnavn i Skiringssal (egl 'skær-istmen¹), Yt 30.

skerfold, /, 'skær-jord', havet, s-ar sól, guld, Hav 12.

skergardr, m, 'skær-gård', enten bogstaveligt eller som kenning 'hav', dette sidste er vist det rette, GSvert 6.

skerjord, /, 'skær-jord', havet, Korm Lv 35.

skerkir, m, egl. 'den stöjende, højrøstede' (af skark), navn på jætte, Pul IV b 4, — på sværd, Pul IV l 2, — på ild, Pul IV pp 1.

skeyti, n, 'skudvåben', pil, Pul IV o 2, skafa s. Rþ 42, Qrv IX 3, preyta at s-um PjóðA 1, 10, s. skulfu ív 9. 22, neyta s-a Båt, missa aldrs fyr s. Merl II 49, stórgpr s. Qrv VIII 9, spori ok s. Od 34; hjarta s., hjærtets pile, overbevisende ord, Od 35, s-in ens flærðar fulla LU 45. — s. skœða Sigsk 56, i et vistnok interpoleret linjepar, af et skeytir, m, kan det sikkert ikke komme.

1.  skikkja, /, kappe, Am 49, Pstf 2, 1, Rst 12. 30; byrjar s., (med)borens kappe, sejl, Qrettis 11 (jfr blakkbollr); — i s-ju PKolb Lv 5 er fejl for at sliku.

2.  skikkja, (-ða, -ðr), tage en kappe pÃ¥, s. skinnfeld, iføre sig en skindfeld (for kappe), Rv 9 (hds urigtig sekki ek, skekk ek).

skil, n. pi, egl. 'adskillelse', (jfr grein, deili), gören rede for, 1) indsigt, kunna måls of s., vide at göre rede for en sag, vide hvad der skal siges (jfr skila máli), QunnlSig 1, kunna s. fleiri mála Sigv 13, 8, kunna s. ása ok alfa, vide besked om, fiåvm 159, kunna s. runa Am 9, vita s. Harkv 18, segja ærin s. hvé, meddele fuldkommen rigtig, Sigv 2, 1, oss numn-ask s. Edåd 6. — 2) beviser i en rettergang, flækja s. Pmåhl 9. — 3) skepja s., gore ret og skel (jfr skepja), Korm Lv 33; — yrkja at s-um, som det sig hör og bör (med hensyn til indholdets rigtighed), Nkt 1. Jfr lpg-, ping-.

skiida, (-da, -dr), forsyne med skjolde, s. homlur, anbringe skjolde ved hamlerne, på skibets kant, PjódA 3, 13, skildr viðr Arn 3, 19.

skilfingr, m, 1) Odins navn, Qri 54, Pul IV jj 8. — 2) fyrste, konge, skulde egl. være efterkommere af en Skelfir (jfr SnE I 522), Hyndl 11. 16, Pul IV hh 3, Sigv 12, 25, Qrv IX 66, s-a niðr Yt 18, s. skirs års, Kristus, Lt'kn 10. — 3) sværd, Pul IV l 7, s-s eggjar Arn 5, 5 (v. 1. for skelkings), Kuml 1. Jfr Bugge, Tidsskr. f Phil. VIII 44, Beitr. XII, 12; Arkiv X, 167;