skil

506

skip

(Sv.) Hist. tidsskr. 1895 s. 169 (Kock); Brate, Namn och Bygd I 106 f

skilinn se skilja.

skilja, (-ða, -iðr, yngre -inn), 1) adskille, þau fjprðr s-ði Am 31, nauðr of s-ði, nøden adskilte, de blev tvungne til at skilles (fra deres mænd), Vpl 3, skille de stridende, vel kann Skapti s. Snorri, jf^r Nj (XII) 8, s. beima, dele menneskene i to dele, ved dommedag, Leid 41, sog s. hrpnn, kløver, Ht 22, hlýr s-r hefring urigtig v. /., ESk 12, 17; s. e-n frá e-u, befri en for noget, Sól 75, s. skap frá vífni, fjærne sine tanker fra, vænne sig af med, Merl II 74, s-jask frá e-m GSurs 20, Has 63, s. við e-n Sól 48, s-jask við e-n Grip 24, Hhard 3, Hfr 3, 27, ÞjódA 3, 1, segja skilit við e-n Nj 3; medium absolut, s-jumk heilir Grip 53, vit s-ðumk GSúrs 36; daprt of skilið ferð, adsplittet skare, Valg 9; vegir skilðusk þeira, deres veje gik fra hinanden, de skiltes for bestandig, Åm 36; s-jask verr, gå fra hinanden med værre resultat (nemlig uden at være forligte), Halli 5; s-jask undan, blive undtaget, Lil 88. — Ht 17 er ordet tvetydigt (ved refhvprf), fljótt válkat skilr fylkir, skilr fylkir er modsætninger (adsplitter, samler, se kommentaren), men sammenhængen kræver betydningen 2) 'skælne, forstå'; denne anden hovedbetydning findes: ek skil Stefnir 2, ÞKolb 3, 8, s. rétt, indse hvad ret er, ÞKolb Lv 9, s. skýr orð Lil 98, bannat at s. Lil 39, jfr Lil 41. 98, su er s-jandi vilja Lil 11, mein s-jandi, forstående at der var fare, Þmáhl 11, hår heiðr (byskups) s-ðisk, mærkedes, EGils 1, 6. — 3) fremlægge, göre bekendt, gore rede for, s. fyr verum Hfl 16, hæft s-jum brag Bjhit 2, 1, s. of e-t Hym 38. — 4) part. pass. s-iðr, yngre skilinn, klar, tydelig, forståelig, s-in orð Håvm 134, Mv II 24, fregna s-it Hfr 3, 11, skatnar logðu s-it skip at, kyndigt eller: uden tvivl, ivrigt, Am 5, 7 (om dette sted se B. M. Olsen, Arkiv XXV, 292 f)

skillingr, m, penning, hljóta skell fyr s-a Þry 32.

skilmildr, adj, som gærne giver rigtig besked, retskaffen, s-d skpld SnSt 4, 6.

skilning, /, forståelse, dvelja s., hindre den rigtige forståelse, Lil 98, s-ar brauð Heilv 4.

skilningr, m, forståelse, hreinn s. Gd 2.

skilnuðr, m, adskillelse, at s-uð ykkarn BjH 3.

skilrikr, adj, rig på skil, bevismidler, troværdig, pålidelig, s-t vitni Gd 11.

skilviss, adj, som forstår at aflægge ret besked, kyndig, retskaffen, skyli enn s-i, om Harald hårfagre, Harkv 21 (v. 1. skatnar s-ir).

skimuðr, m, buk (egl. 'som hyppig vender ojnene i alle retninger, ligesom for at spejde'), Pul IV bb 1.

skin, n, skin, lys, s. solar ESk 6, 19, s.

grams, sværdets lysning, Svarfl2; månens navn hos dværgene, Alv 14. — / kennin-ger, for guld: elfar s., dog urigtigt for elfar skíð, ÞHjalt 1, dokkvar s. ÞKolb Lv 12, — for sværd: hers s. PI 9, s. Hlakkar PI 21. Jfr líkn-, sól-, tungl-.

Skinfaxi, m, solens hest, (egl. 'med lysende manke'), Vafpr 12, Pul IV rr

1.  4.

skinn, n, skind, hud, hrokkit s. Rp 8, s. fplnar Lil 58, dux fyr s-um Anon (XIV)

2,   skapdreki s-a, garver (ironisk), PjódA 4, 15, — grón s., om en kappe, Rst 30, jfr ÓTranon 7.

skinnbjartr, adj, lys på huden, med lys teint, om en kvinde, Anon (XII) C 31.

skinnfeldr, m, skindkappe, skikkja s-d Rv 9, Ingjaldr i s-i BÃ¥rd 4.

skinnkyrtill, m, skindkjortel, Hæng IV 2.

skip, n, skib, både om storre og mindre fartojer, også om både, Pul IV z l, langhpfðuð s. Hhund I 24, punn s. Jorns 38, s. skríðr (skríða) Hhund II 32, Gudr II 16, orka á s. til skriðar Håvm 82, halda s-um Mark 1, 16, Jorns 10, stýra s-i, s-um Am 98, Hhund II 19, ganga á s. Jorns 15, hrjóða s. PGisl 12, skeldu s. mitt Hårb 39, s-s borð Vpl 33, s-a bprð Gldr 3, s-s ráar Mhkv 12, Håvm 74, s-a stóll, flåde, Jorns 16, s-a sagnir Ht 24, Am 5, 1; — båd, Korm Lv 22 b, Hårb 7. — / kenninger, for skjold: s-a sól ESk 12, 5, s. Ullar, der hed Skjpldr, PjódA 3, 31; — for gammr, grib, ved synonymi: s. Þráins Gát 2, — for skjaldskab: s. dverga Anon (X) III Al, — for vogn: s. þíslar ESk 13, 6, — uvis er betydningen af s. Jarðar Sól 77. Om andre kenninger, hvor s. kunde bruges, men som ikke findes belagte, se SnE I 514. 540, II 467. 429. Jfr bý-, haf-, her-, hloegi-, kaup-, lang-, stór-.

skipa, (-aða, -aðr), 1) ordne, sætte i stand, anbringe, valda e-u s-at — s. e-u Sigv 7, 6, s. ljóðum, indrette digte, Hfr Lv 7, s. e-m fyrstum i skjaldborgu Porm 2, 4, hringr vas s-aðr of (mann) Ólhv 3,

1,  s. vel við e-n, behandle en vel, Grip 49, s. vifi aptr 1 heim, bringe kvinden tilbage til livet, Gd 19, — besætte, bemande, torn holl s-ask Ht 23, jfr 89, s. allprutt (stól) Rst 2, marblakks s-endr, mandskabet pÃ¥ et skib, Ht 46, s. barða EskÃ¥l Lv

2.  — 2) ordne, bestemme, verðr aldrspell s-at Merl II 69, — skipuð Qisl 1, 12 urigtig v. 1. Jor skrifuð.

skipastóll, m, flåde, Hskv 2, 9, Jorns 16 (jfr skip).

skipmadr, m, sømand, matros, Gd 5.

skipreiða, /, skibrede (herred, der skal ruste et skib), gaf mér s-u heiða Ht 28.

skipsmiðr, m, 'skib-smed', Viðurs s. skal være 'skjald', men 'Odins skib' kendes ikke som kenning for 'digtning' (derimod 'dværge-skib'), Bragi Lv 2; v. 1. er iøvrigt skap-.